Fandt støtte hos Diabetesforeningen
Eva Bundgaard husker det tydeligt. Da hun fik diabetes, fik hun en håndfuld pjecer med hjem fra lægen og besked om at komme igen om tre måneder.
– Jeg gik hjem og forsøgte at læse og forstå det hele. Men man har ikke overskuddet til at læse alt og selv være aktiv, når man lige har fået en diagnose.
– Eva Bundgaard
Det var der, Diabetesforeningen kom ind i billedet.
Eva meldte sig ind og fandt støtte via Diabetesrådgiverne og medlemsbladet.
– Heldigvis stødte jeg på Diabetesforeningen og meldte mig ind. Jeg har fået støtte fra dem, for eksempel via deres Rådgivning, hvor jeg har talt med sygeplejersken. Og så er jeg også meget glad for medlemsbladet. Det giver gode råd og viden om, hvordan andre har det. Jeg kan godt lide, at det formidler forståelse af, at vi er mange, og at vi skal stå sammen. Også selv om vi har forskellige diagnoser.

Eva Bundgaard har valgt at testamentere en del af sin arv til Diabetesforeningen. Beslutningen har givet hende ro og vished om, at hendes arv går til hendes nære – og de formål, hun selv har valgt.
Eva vil give noget tilbage
Efter godt fem års medlemskab valgte Eva at give noget tilbage til foreningen. Det gør hun ved at testamentere 30 procent af sin arv til Diabetesforeningen.
– For mig ligger det lige til højrebenet at testamentere til Diabetesforeningen, fordi jeg selv har diabetes, siger hun.
Eva havde længe tænkt på at oprette testamente, men det blev ved tanken.
– Jeg havde gået med tanken om at oprette testamente i baghovedet i et stykke tid. Men endte altid med at tænke: Det ordner jeg i morgen, eller når jeg får tid. Og så går tiden bare. Men så blev det altså en annonce i lokalavisen i Odder om gratis rådgivning hos en advokat, der fik mig afsted.
“Ved at testamentere 30 procent af min arv, får jeg dækket bo- og tillægsudgifter for dem, der skal arve mig.”
– Eva Bundgaard
– I starten var det min tanke at dele beløbet, men jeg endte med alene at betænke Diabetesforeningen, efter jeg havde talt med advokaten. Han anbefalede mig ikke at sprede arven for meget. For ved at testamentere 30 procent af min arv, får jeg dækket bo- og tillægsudgifter for dem, der skal arve mig. Og Diabetesforeningen dækker salæret til udarbejdelsen af testamentet.
Én ting overraskede hende
Eva lever alene og har ikke børn. Hun havde altid troet, at hendes arv automatisk ville gå til hendes fætre og kusiner.
Men sådan var det ikke.
Hos advokaten fandt hun ud af, at hun skulle skrive testamente, hvis hun ville bestemme, hvem der skulle arve hende.
For når der ikke er ægtefælle eller børn, skal man træffe en aktiv beslutning selv om testamente. Ellers går arven til staten.
– Det er jeg meget glad for, jeg opdagede, for jeg vil gerne selv bestemme, hvordan arven efter mig bliver fordelt.
Tal om arv og testamente
Det har været vigtigt for Eva at få styr på testamentet. Hun har talt med sin familie om beslutningen, og de har støttet hende.
– Jeg fik talt med familiemedlemmer om det, og de har støttet mig i at ordne testamentet på en måde, der gør mig tilfreds og tryg ved, at der er styr på det. Det har været en vigtig proces. Og nu har dem, jeg har testamenteret til, også fået besked.
Hun lægger ikke skjul på, at det sætter tanker i gang at skrive testamente.
– For det ér jo den sidste vilje og altså sidste hilsen fra mig. Men det er også naturens gang, og det faktum rykker en tand tættere på, mens man skriver testamentet.
Alligevel er det ikke noget, der fylder i hverdagen.
– Det er ikke sådan, at jeg tænker over det 24-7. Det er mere en god bevidsthed at forholde sig til det.

Evas råd, hvis du overvejer at lave testamente: Tag fat i en advokat og få viden og muligheder. Så kan du altid bygge videre fra det.
Testamentet har givet ro
Testamentet har givet klarhed – både for Eva og hendes nærmeste.
– Det har givet mig en indre ro at skrive det ned, der skal ske. Og at vide, at det ikke bliver andre, der skal kæmpe med det og tage beslutninger. Det har jeg det godt med. Samtalerne med pårørende har også været vigtige for mig, fordi jeg gerne vil, at de også er forberedte. Så de kan være rolige.”
Eva ønsker især, at hendes arv skal gå til forskning i områderne omkring børn og unge med diabetes. Men også til indsatser, der oplyser den danske befolkning om, hvor alvorlig en sygdom diabetes egentlig er.
Oprindelig fortalt til: Lisbeth Maindal og bragt medlemsbladet i september 2025
Foto: Michael Drost Hansen
Få tilskud til at oprette dit testamente
Diabetesforeningen dækker op til 5.000 kr. inkl. moms af advokatudgiften, hvis du betænker os med mindst 20.000 kr. eller gør brug af 30%-løsningen. Det er en god idé at få advokathjælp til testamentet. Så er du sikker på, at det bliver, som du ønsker – og er juridisk korrekt. Vi hjælper dig gerne også med at finde en advokat nær dig.
Kontakt Søren Biune på sb@diabetes.dk eller tlf. 41 91 88 45, hvis du har spørgsmål.
Du kan også læse mere om arv og testamente her.
Har du spørgsmål til arv og testamente?
Kontakt vores ansvarlige for arv og testamente og få svar på dine spørgsmål – naturligvis helt uforpligtende.
Søren Biune
Mail: sb@diabetes.dk
Telefon: 41 91 88 45

