Hero billede

Dit barn har ret til hjælp med sin diabetes i skolen 

72 procent af børn med type 1-diabetes har stået alene med håndteringen af deres sygdom i skolen. Ikke en enkelt gang – men som en del af hverdagen. Det kæmper Diabetesforeningen for at ændre. 

Over halvdelen af alle af børn har stået alene 

Hvert barn med type 1-diabetes har brug for hjælp i løbet af skoledagen. Til at reagere på et lavt blodsukker. Til at justere insulin ved måltider og idræt. Til at føle sig tryg. 

Men i alt for mange skoler, vuggestuer og børnehaver er den hjælp ikke til rådighed. 

Da Emma på 10 år gik i 5. Klasse fik hun hjælp til at lære at stave og at regne. Men ingen hjælp til at håndtere sin kroniske sygdom. Emmas historie er ikke enestående. 

En undersøgelse fra Diabetesforeningen viser, at 72 procent af børn med type 1-diabetes uønsket har stået alene med håndteringen i skolen. Hver femte oplever det ofte eller hele tiden. 

Det påvirker barnets trivsel, indlæring og sikkerhed. Og det sætter forældre i en umulig situation. 

De seneste fem år har 140 familier kontaktet Diabetesforeningens rådgivning om problemer med støtte i dagtilbud. Forskning viser desuden, at forældre til børn med diabetes risikerer op til ti års lønnedgang over et arbejdsliv – fordi de selv kompenserer for den manglende støtte i systemet.

Hvad tallene viser

  • Børn skal i gennemsnit være 12 år, før de kognitivt kan håndtere de mange beslutninger, som type 1-diabetes kræver 
  • Over halvdelen af alle børn med type 1-diabetes har stået alene med diabeteshåndteringen i skolen (Iken et al., 2023) 
  • Hver femte oplever det ofte eller hele tiden 
  • 1 ud af 3 forældre er utrygge eller lidt utrygge ved at sende deres barn af sted (Iken et al., 2023) 
  • 59 kommuner har ingen konkrete retningslinjer for håndtering af diabetes i folkeskolen (Aktindsigt, Diabetesforeningen 2023) 
  • 140 familier har henvendt sig til Diabetesforeningens rådgivning om udfordringer i dagtilbud de seneste fem år
  • Forældre til børn med diabetes risikerer op til ti års lønnedgang (Eriksen et al., 2021) 

En politisk sejr – og hvad der stadig mangler 

I 2026 indgik et flertal i Folketinget en politisk aftale. Den giver forældre ret til at klage over manglende støtte til kommunalbestyrelsen og til Klagenævnet for Specialundervisning. 

Det er en sejr, som Diabetesforeningen har kæmpet for i mange år. 

Men aftalen er ikke hele løsningen. Barnet i vuggestuen eller børnehaven står stadig alene. Kommunerne skal stadig ikke følge fælles regler. Og en fast diabeteskoordinator i skolen er fortsat ikke finansieret. 

59 kommuner har stadig ingen konkrete retningslinjer for, hvad personalet skal gøre, når et barn har brug for hjælp. Det betyder, at det fortsat er dit barns postnummer der bestemmer, hvilken hjælp det får. 

Det kæmper vi for 

Diabetesforeningen kræver, at alle børn med type 1-diabetes får den støtte, de har brug for – uanset hvor i landet de bor. 

Vores krav er: 

  • Ensrettede retningslinjer i alle kommuner – støtten skal følge barnets behov, ikke postnummeret 
  • Fast diabeteskoordinator i folkeskolen – finansieret af en statslig pulje, ligesom der i dag findes ordninger for privat- og friskoler 
  • Støtteperson i dagtilbud – fx via ekstra normering, så de mindste børn ikke er overladt til sig selv 
  • Ret til tabt arbejdsfortjeneste – til forældre ved skole- og institutionsstart, så ingen familie skal betale prisen for manglende offentlig støtte 

Hvad kan du gøre nu? 

Ring til os. Diabetesforeningens rådgivere kender reglerne og kan hjælpe dig med at navigere i systemet – hvad enten du forbereder en skolestart, overvejer at klage eller bare har brug for at tale med nogen der forstår det. 

Materialer i startkittet

Brug startkittet. Diabetesforeningen har udviklet startkit til skoler og dagtilbud. Det hjælper dig og personalet med at lægge en konkret plan for dit barns hverdag. Det er gratis. 

Vi er her for at hjælpe

Har du spørgsmål om diabetes? Kontakt Diabetesrådgiverne, der sidder klar. 

Ofte stillede spørgsmål 

  • Ja. En ny politisk aftale fra 2026 giver forældre mulighed for at klage til kommunalbestyrelsen og Klagenævnet for Specialundervisning. Tidligere var der ingen klagemulighed. Kontakt Diabetesrådgiverne, hvis du overvejer at klage – de kan hjælpe dig med processen. 

  • Det varierer fra kommune til kommune. Mange kommuner har lagt finansieringen decentralt, så den enkelte skole selv skal finde løsninger inden for sit budget. Det er netop det Diabetesforeningen kæmper imod. Støtten bør bestemmes af barnets behov – ikke af skolen eller kommunens økonomi. 

  • Startkittet er et praktisk materiale Diabetesforeningen har udviklet til skoler og dagtilbud. Det bruges i samarbejde med forældre og hjælper personalet med at forstå barnets diabetes og lægge en plan for hverdagen. Det er gratis og klar til brug.