Hero billede

Ny med type 2-diabetes

330.000 danskere lever med type 2-diabetes. Er du netop blevet én af dem, er det normalt at have spørgsmål. Her får du det vigtigste svar.

Hvad er type 2-diabetes?

Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, hvor blodsukkeret er forhøjet, fordi kroppen enten ikke kan udnytte insulinen optimalt eller ikke producerer nok.

Hormonet insulin er nøglen, der åbner cellerne, så sukker fra mad og drikke, kan komme ind og give energi i cellerne. Når du har type 2-diabetes bliver sukkeret i blodet i stedet for at komme ind i cellerne.

Det er helt almindeligt, at blodsukkeret stiger når man har spist. Også hos raske personer. Men hos raske personer vil det falde af sig selv igen.

Skal du tjekkes for type 2-diabetes, måler lægen dit langtidsblodsukker – også kaldet HbA1c.

Faktaboks: Grænseværdier for diabetes (målt i HbA1c)

– Normalværdi: under 42 mmol/mol

– Prædiabetes: 42-47 mmol/mol

– Diabetes: 48 mmol/mol eller derover

Hvad sker der, hvis blodsukkeret er for højt?

Højt blodsukker over tid skader nerver og blodkar. Det kan betyde:

  • Sår, der ikke vil heles eller heler langsomt
  • Snurren eller følelsesløshed i hænder og fødder
  • Øget risiko for øjne, nyrer – og hjerte-kar-sygdomme.

Behandlingen handler om at dit blodsukker ikke ligger alt for højt over tid. Din læge holder øje med tegn på skader og tilpasser behandlingen, hvis det er nødvendigt.

Du kan selv gøre en forskel. Fysisk aktivitet og sunde madvaner forbedrer din insulinfølsomhed. Det hjælper cellerne med at optage sukker fra blodet. Blodsukkeret falder. Nogle har derudover brug for medicin.

Kan man komme af med type 2-diabetes?

Nej, Type 2 diabetes er en kronisk sygdom, men du kan opnå remission.

Remission betyder, at du er medicin- og symptomfri. Det opleves som at være rask. Diagnosen har du dog stadig, og du skal stadig holde øje med din diabetes.

Vægttab og motion forbedrer din insulinfølsomhed direkte. Din krop bruger insulin bedre, og blodsukkeret stabiliseres.

Få gratis startpakke

Du kan bestille type 2-pakken i dag for 0 kr., og få det nyeste materiale fra Diabetesforeningen. Type 2-pakken indeholder en håndfuld materialer, som hjælper dig til at leve godt med type 2-diabetes.

“Jeg blev meget chokeret, da jeg fik type 2-diabetes og har konstateret flere gange, at det er vigtigt selv at orientere sig om sygdommen. I dag er jeg dog meget mere rolig og har fundet en måde at leve med diabetes på.”

– Laila Kiefer, fik type 2-diabetes i 2020

Hvorfor får man type 2-diabetes?

Tre faktorer spiller en stor rolle.

1. Arv

Har du type 2-diabetes, fordobles dine børns risiko for at udvikle sygdommen. Har begge forældre type 2-diabetes, firdobles risikoen.

2. Vægt

Overvægt, særligt fedt om maven, nedsætter kroppens insulinfølsomhed. Cellerne reagerer ikke normalt på insulin. Bugspytkirtlen forsøger at kompensere. Men hvis du er genetisk disponeret, er det svært at holde trit. Risikoen for type 2-diabetes stiger.

3. Mad og motion i balance

Generne kan vi ikke ændre. Men mad i balance og fysisk aktivitet er ting, vi kan skrue på. Begge dele forbedrer din insulinfølsomhed og hjælper kroppen tilbage på ret køl.

Hjælp til din diabetes

Hvad må jeg spise med type 2-diabetes?

Nogle kan nå et normalt blodsukker alene ved at ændre madvaner og motionere. Andre har brug for medicin. Der findes medicin, der forbedrer din insulinfølsomhed, og medicin, der støtter insulinproduktionen.
Vores Diabetesvenlige kostråd er et godt sted at starte.

Sænk dit blodsukker

Her er råd og inspiration til, hvordan du sænker dit blodsukker i hverdagen.

Hvad får mit blodsukker til at stige?

Har du forståelse for dit blodsukker, forstår du, hvordan din mad, motion og medicin virker.

Pas godt på dig selv: kend din diabetes

Her får du overblik over, hvordan du beskytter dig mod de mest almindelige følgesygdomme til type 2-diabetes.

Få tips til at passe godt på dig selv

Få en type 2-makker

Vil du have en makker at vende livet med diabetes med? Kulhydrater, gåture, sexliv og alt det andet. Du kan få en type 2-makker.

Hvilke tilskud kan du søge?

Mange ved ikke, at man kan søge tilskud, når man har type 2-diabetes. Diabetesrådgiverne er eksperter på området. Kontakt dem i dag.

Ofte stillede spørgsmål

  • Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, hvor blodsukkeret er for højt. Det sker, fordi kroppen ikke kan udnytte insulinen godt nok — eller ikke producerer nok. Insulin åbner cellerne, så de kan optage sukker fra blodet. Har du type 2, bliver sukkeret i blodet i stedet for at komme ind.

  • HbA1c er dit langtidsblodsukker. Det er den måling lægen bruger til at tjekke, om du har diabetes.

    • Under 42 mmol/mol: normalt
    • 42-47 mmol/mol: prædiabetes
    • 48 mmol/mol eller derover: diabetes
  • Højt blodsukker over tid kan skade nerver og blodkar. Det kan give sår der heler langsomt, snurren eller følelsesløshed i hænder og fødder og øget risiko for hjerte-kar-sygdom, øjenproblemer og nyreproblemer. Behandlingen handler om at holde blodsukkeret nede — og din læge holder løbende øje.

  • Diagnosen beholder du. Men du kan opnå remission — det vil sige, at du er medicin- og symptomfri. For mange opleves det som at være rask. Vægttab og motion er de vigtigste veje derhen, fordi de forbedrer kroppens insulinfølsomhed direkte.