Styrelsen for Samfundssikkerhed anbefaler, at man skal kunne klare sig selv i tre dage, hvis der skulle komme en krise.
Har du diabetes, vil der være nogle ekstra ting, du skal gøre og have i dit beredskab for at være forberedt så godt som muligt.
Her får du tips og hjælp til, hvordan du kan forholde dig før og under en krise, når du har diabetes.
Rådene er delt op efter type 1-diabetes, type 2-diabetes (med insulin eller anden injektionsmedicin) og type 2-diabetes (uden insulin eller anden injektionsmedicin), så du kan finde de råd og den forberedelse, der er relevant for dig.
Har du en anden type diabetes, som fx MODY eller Lada (type 1½-diabetes), anbefaler vi, at du følger de råd, der passer til din behandling.
Får du behandling som type 1, kan du derfor følge rådene på type 1-siden.
Se vores webinarer: Klar til krisen fra april og september 2026
Har du styr på dit hjemmeberedskab? Med diabetes kræver det lidt ekstra. I dette webinar får du viden og gode råd, så du er klar hvis krisen kommer. I webinaret får du:
- Overblik over, hvad du bør have klar derhjemme
- Råd til at holde dit blodsukker stabilt
- Hvad du gør med insulin, udstyr, kost og blodsukker, hvis der opstår en nødsituation.
Oplægsholdere i april: Silas Bruun, Beredskabsforbundet og Karsten Dyrebjerg, socialrådgiver i Diabetesforeningen.
Oplægsholdere i september: Mette Gøttske, Beredskabsforbundet samt Karsten Dyrebjerg og Cecilie Sandvad fra Diabetesforeningen
