Glukosemåler til type 2-diabetes: Hvad er det, og hvordan virker den?
En glukosemåler – også kaldet en glukosesensor eller blot sensor – er et lille stykke teknologi, der sidder på huden og måler dit blodsukker løbende.
Når du sætter den på, fører en lille nål en tynd tråd ind under huden. Nålen fjernes igen, men tråden bliver siddende og måler dit blodsukker.
Glukosemåleren har et lille batteri og sender automatisk dine målinger via Bluetooth. Du kan se dine tal på en aflæser eller i en app på din telefon.
Med glukosemåleren får du en kurve over dit blodsukker i den periode, måleren har siddet på kroppen, og du kan se, om dit blodsukker vil falde eller stige.
Målingerne sker hvert 5. minut og er 5-15 minutter forsinket ift. dit her-og-nu blodsukker.
To typer glukosemåler – FGM og CGM, hvad er forskellen?
Der findes to hovedtyper af glukosemålere:
- Flash glukosemåler (FGM)
- Kontinuerlig glukosemåler (CGM)
Begge typer kan give alarmer, når blodsukkeret er for højt eller for lavt, og kan vise, om blodsukkeret er på vej op eller på vej ned.
Begge typer måler dit blodsukker hvert 5. minut døgnet rundt.
Forskellen er, at en kontinuerlig glukosemåler (CGM) viser måleresultaterne automatisk, mens en flash glukosemåler (FGM) først viser måleresultaterne, når du aktivt scanner sensoren med en scanner eller via en app på din telefon.
Der er dog nogle flash glukosemålere, der ved hjælp af en softwareopdatering af appen kan sættes til at sende data automatisk til din telefon.
Hvem kan have gavn af en glukosemåler?
Det kan alle med diabetes, der gerne vil have konkret viden om sig selv, som de kan handle på.
Diabetesforeningens forskning viser, at 8 ud af 10 personer med type 2-diabetes bliver klogere på deres sygdom, og at mange får langvarig effekt af at teste med en glukosemåler: 2 ud af 3 har efter en 2-ugers periode med en glukosemåler stadig ændret deres adfærd efter 3 måneder.
En glukosemåler slår alarm ved højt og lavt blodsukker, og det er let at tjekke, hvor blodsukkeret ligger.
Derfor vil mange opleve at få et mere stabilt blodsukker, når de prøver en glukosemåler første gang.
Fordele og ulemper ved glukosemåler
Fordele
- kan give alarm ved højt og lavt blodsukker
- giver automatisk information om variationerne i dit blodsukker døgnet rundt
- ved hjælp af en app på telefonen kan data deles med flere personer
- kan anvendes i systemer, hvor din insulinpumpe taler sammen med din sensor og automatisk doserer insulin på baggrund af dine måleresultater.
Ulemper
- skal udskiftes cirka hver 7.-10. dag
- skal sidde på huden døgnet rundt
- klæbemidlet fra sensoren kan irritere huden
- Måleresultaterne fra en sensor har en vis forsinkelse, så resultaterne ikke viser dit blodsukker her og nu, men som det lå for 5-15 minutter siden.
Hvordan får jeg en glukosemåler?
Vores erfaring er, at de fleste med type 2-diabetes er nødt til at købe sensor selv. Der kan dog være mulighed for at få tilskud fra kommunen i nogle tilfælde.
Ofte stillede spørgsmål
-
Mange oplever kun et kort stik, når sensoren sættes på. Derefter mærker man den som regel kun lidt eller slet ikke.
-
Ja, de fleste moderne sensorer er lavet til almindelig hverdag med bad, motion og ofte også svømning. Følg dog altid vejledningen for netop din model.
-
Nej, ikke nødvendigvis. Nogle systemer kan bruges med en aflæser.
-
Skift område næste gang, du sætter sensoren på. Brug kun sensoren på ren og tør hud. Tal med din behandler, hvis problemet fortsætter.
-
Det bedste første skridt er en samtale med egen læge, dit ambulatorium eller din diabetessygeplejerske. Her kan I se på din behandling, dine blodsukkersvingninger og hvad du selv ønsker hjælp til i hverdagen. Diabetesrådgiverne kan også hjælpe dig med at afklare dine behov. Ring til dem på telefon 63 12 14 16.
-
Tjek først, om sensoren stadig sidder korrekt. Hold enheden tættere på. Åbn appen igen eller scan igen, hvis du bruger en flash-sensor. Hvis sensoren er løsnet eller systemet siger skift sensor, skal du bruge en ny sensor.
