Klage og erstatning: hvad kan du gøre?

Er der gået noget galt, er du utilfreds med din behandling, eller er du uenig i en afgørelse fra kommunen? Så har du rettigheder, og der er konkrete steder, du kan henvende dig. Her får du overblik over de tre muligheder.

Tre instanser   

Der er tre instanser, eller tre spor, du kan søge erstatning hos eller klage til. Her er et kort overblik over, hvem der gør hvad.

Patienterstatningen

Søg erstatning for en skade, du har fået under behandling i sundhedsvæsenet. 

Styrelsen for Patientklager

Klag over en sundhedsfaglig oplevelse eller tilsidesatte patientrettigheder. 

Ankestyrelsen

Klag over kommunens afgørelse om støtte, hjælpemidler eller sociale ydelser. 

SPOR 1: ERSTATNING FOR SKADE UNDER BEHANDLING 

Patienterstatningen: erstatning for behandlingsskader 

Har du fået en skade i forbindelse med behandling i sundhedsvæsenet, er Patienterstatningen stedet, hvor du søger erstatning. Det gælder fx skader opstået på sygehus, hos din læge eller tandlæge. 

Hvad kan du søge erstatning for? 

Loven giver mulighed for erstatning for: 

  • Helbredsudgifter 
  • Tabt arbejdsfortjeneste 
  • Svie og smerte 
  • Varigt mén 
  • Tab af erhvervsevne 
  • Tab af forsørger 
  • Erstatning ved dødsfald 
  • Overgangsbeløb 
  • Sjældne og alvorlige bivirkninger eller skader af lægemidler 

De fire betingelser, Patienterstatningen vurderer efter 

Når Patienterstatningen vurderer din ansøgning, bruger de fire  betingelser til at afgøre, om du er berettiget til erstatning: 

  1. Specialistreglen. Ville en erfaren specialist have gjort noget andet, så skaden dermed kunne være undgået? 
  1. Rimelighedsreglen. Har du fået skader eller komplikationer, som overstiger, hvad du som patient med rimelighed skal tåle i forhold til, hvor syg du er? 
  1. Apparaturreglen. Er det fejl i teknisk apparatur, der er skyld i din skade? 
  1. Ligeværdighedsreglen. Kunne man have brugt en anden ligeværdig metode? 

Det er nok, at én af de fire betingelser er opfyldt, og det er Patienterstatningen, der vurderer, hvilken. 

Frister, du skal være opmærksom på 

To frister, du skal kende: 3-årsfristen: Der må gå højst tre år fra du opdager, eller burde have opdaget, skaden, til du søger erstatning. 

10-årsfristen: Din skade er forældet efter 10 år. Er det over 10 år siden behandlingen, og opdager du skaden først nu, er fristen udløbet. 

Ikke tilfreds med Patienterstatningens afgørelse? 

Du kan anke til Ankenævnet for Patienterstatning. Fristen for at anke er tre måneder efter, at du har modtaget afgørelsen. 

Søg erstatning på Patienterstatningens hjemmeside.

SPOR 2: KLAGE OVER SUNDHEDSFAGLIG BEHANDLING 

Styrelsen for Patientklager: klage over en sundhedsfaglig oplevelse 

Vil du klage over en oplevelse i sundhedsvæsenet, eller mener du, at dine patientrettigheder er tilsidesat, er Styrelsen for Patientklager stedet. 

Husk: en klage til Styrelsen for Patientklager kan føre til kritik af et behandlingssted, men den giver ikke erstatning. Ønsker du erstatning, skal du søge hos Patienterstatningen (Spor 1). 

Hvad kan du klage over? 

Du kan klage over: 

  • Undersøgelse 
  • Diagnose 
  • Behandling 
  • Genoptræning 
  • Pleje 
  • Information om eller samtykke til behandling 
  • Aktindsigt i patientjournaler 
  • Tavshedspligt 
  • Sundhedspersoners udfærdigelse af erklæringer 

Vil du have kritiseret en konkret sundhedsperson? 

Ønsker du, at din klage skal rettes mod en eller flere konkrete sundhedspersoner og ikke blot mod behandlingsstedet, skal du klage til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Det sker via Styrelsen for Patientklager. 

Klagefrister 

To frister: 

2-årsfristen: Fristen er to år fra det tidspunkt, hvor du første gang fik mistanke om, at behandlingen var mangelfuld eller forkert. 

5-årsfristen: Klagen skal være sendt senest fem år efter den behandling, du klager over, fandt sted. 

Du kan ikke klage over afgørelser fra hverken Styrelsen for Patientklager eller Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. 

Klag via Styrelsen for Patientklagers hjemmeside.

SPOR 3: KLAGE OVER KOMMUNENS AFGØRELSE 

Ankestyrelsen: klage over kommunale afgørelser 

 Har kommunen givet dig afslag på en ydelse, et hjælpemiddel eller støtte, og er du uenig i afgørelsen? Har du allerede klaget til kommunen, er Ankestyrelsen den næste klageinstans. 

Det gælder fx afslag på: 

  • Kompensationsydelse (§ 100 eller § 86) 
  • Hjælpemidler (§ 112) 
  • Tabt arbejdsfortjeneste (§ 87) 
  • Enkeltydelse (§ 81) eller tilskud til behandling (§ 82) 
  • Fleksjob eller seniorpension 
  • Sygedagpenge 

Sådan klager du til Ankestyrelsen 

  1. Bed kommunen om en skriftlig begrundelse for afgørelsen, hvis du ikke allerede har den. 
  1. Send din klage til kommunen. Hvis kommunen fastholder afslaget, videresender den klagen til Ankestyrelsen med sagens akter. 
  1. Bed om en skriftlig bekræftelse på, at kommunen har modtaget din klage. 
  1. Ankestyrelsen sender dig en bekræftelse på, at den har modtaget klagen og de relevante dokumenter i sagen.  
  1. Ankestyrelsen behandler din sag og træffer afgørelse. 

Klagefrist:  

4 uger: Fristen for at klage over en kommunal afgørelse er som udgangspunkt fire uger efter, at du har modtaget afgørelsen. Fristen fremgår altid af klagevejledningen i dit afslag. 

Ankestyrelsens afgørelse er bindende for kommunen. Giver Ankestyrelsen dig medhold, skal kommunen ændre afgørelsen. 

Tip: Brug Diabetesrådgiverne, inden du klager.

En klage står stærkest, når du ved, på hvilket grundlag kommunen har truffet afgørelsen. Diabetesrådgiverne kan hjælpe dig med læse afgørelsen, vurdere, om klagen har grundlag, og forberede din argumentation. 

Hvor får du hjælp nu? 

Er du i tvivl om, hvilken instans der er den rette i din situation, eller vil du have hjælp til at vurdere, om din klage har grundlag? Diabetesforeningens rådgivere kender reglerne og kan hjælpe dig.

Ofte stillede spørgsmål 

  • Patienterstatningen giver dig erstatning, hvis du har fået en skade under behandling. Styrelsen for Patientklager kan kritisere et behandlingssted eller en sundhedsperson, men udbetaler aldrig erstatning. De to instanser supplerer hinanden, og du kan bruge begge.

  • Ja. De to ordninger er uafhængige af hinanden. Du kan søge erstatning hos Patienterstatningen og samtidig indgive en klage til Styrelsen for Patientklager over samme hændelse. 

  • Det er gratis at klage til alle tre instanser. Patienterstatningen og Styrelsen for Patientklager opkræver ikke gebyr. Det gælder også Ankestyrelsen.

  • Ja. Diabetesforeningens rådgivere kan vejlede dig om dine muligheder og hjælpe dig med at forstå afgørelsen. De kan ikke skrive klagen for dig, men de kan hjælpe dig med at identificere de relevante argumenter.