Rejse med diabetes: otte råd til en tryg ferie
Du kan godt rejse med diabetes, men den rejser med dig og kræver lidt forberedelse. Med de rigtige ting på plads kan du slappe af og nyde ferien, ligesom de mange andre med diabetes, der rejser hvert år.
Hvad er Diabetesforeningens otte rejseråd?
Diabetesforeningen har samlet otte rejseråd:
- Tjek dit blodsukker og udstyr inden afrejse
- Hent det blå EU-sygesikringskort, og tegn en rejseforsikring
- Tag en lægeattest på engelsk med
- Pak din medicin rigtigt, og nok af det
- Tilpas din insulin til tidszonerne
- Kom trygt igennem sikkerhedskontrollen
- Mål blodsukker oftere de første dage
- Kan du købe insulin i udlandet?
INDEN REJSEN
Hold godt øje med dit blodsukker de sidste uger inden ferien. En stabil diabetes inden afrejse er den bedste start.
1. Tjek dit blodsukker og udstyr inden afrejse
- Gå til en ekstra kontrol hos din diabeteslæge inden afrejse. Det dokumenterer, at din diabetes har været stabil.
- Tjek udløbsdato på teststrimler og insulin.
- Sørg for mindst ét ekstra blodsukkermåleapparat og ekstra strimler.
Vi anbefaler, at man har det originale opladerstik med til pumpen. Ved softwareopdatering eller anden teknisk fejlsøgning, kan der være funktioner, som kun virker, når pumpen registrerer den originale oplader. Vi anbefaler derfor, at det originale opladerstik medbringes på ferien, hvis der skulle opstå udfordringer på ferien.
2. Hent det blå EU-sygesikringskort, og tegn en rejseforsikring
Hvad dækker det blå EU-sygesikringskort?
Det gule sundhedskort dækker kun i Danmark, Færøerne og Grønland. Rejser du i EU, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz, giver det blå EU-sygesikringskort dig adgang til behandling på samme vilkår som landets egne borgere.
Det lyder trygt, men husk: er der egenbetaling for at gå til læge i landet, betaler du også. Kortet dækker heller ikke hjemtransporten.
Hent dit blå EU-sygesikringskort gratis på borger.dk inden afrejse.
Privat rejseforsikring: det skal du tjekke
Forsikringen dækker typisk hjemtransport, behandlingsudgifter og rejseafbrydelse. Men der er betingelser knyttet til din diabetes.
Forsikringsbetingelser: hvad kræver selskaberne typisk?
Din diabetes skal være stabil. Forsikringsselskaberne bruger ofte formuleringen: “Du kunne ikke med rimelighed forvente at få behov for behandling i ferien.”
Rejser i Europa: De seneste to måneder skal din diabetes have været velreguleret, du må ikke have været indlagt, og du må ikke have ændret din medicin væsentligt. Nogle selskaber kræver forhåndsgodkendelse. Tjek altid med dit selskab.
Rejser uden for Europa: Nogle selskaber kræver 6 måneders stabilitet (fx ved rejser til USA eller rejser over én måned). Nogle selskaber kræver forhåndsgodkendelse, så tjek altid med dit selskab.
Husk: oplys altid om din diabetes, når du tegner forsikringen. En forsikring tegnet uden korrekte helbredsoplysninger kan være ugyldig.
Diabetesforeningen anbefaler, at du tegner en privat rejseforsikring sideløbende med EU-sygesikringskortet.
Sygeforsikringen Danmark
Er du medlem af Sygeforsikringen Danmark, kan de hjælpe med dækning af egenbetalinger og supplere din private rejseforsikring. Tjek dine gruppevilkår inden afrejse.
Få rabat som medlem af Diabetesforeningen
Som medlem kan du få rabat på forsikringer hos GF Forsikring og Alm. Brand.
3. Tag lægeattest på engelsk med
Har du insulinkrævende diabetes, anbefaler Diabetesforeningen, at du altid medbringer en underskrevet lægeattest på engelsk.
Lægeattesten dokumenterer, at du har diabetes og har behov for din medicin. Den er særligt vigtig ved sikkerhedskontrollen i lufthavne og ved grænseovergange med store mængder medicin.
Udenrigsministeriet anbefaler at du kontakter ambassaden i det land, du rejser til, hvis du medbringer store mængder medicin eller medicin med euforiserende stoffer.
4. Pak din medicin rigtigt, og pak nok af den
Mængde og fordeling
Tag ekstra insulin, strimler og blodsukkerapparater med. Du skal ofte bruge mere, end du tror.
- Fordel medicin og udstyr i to tasker. Forsvinder den ene, har du stadig adgang til alt.
- Hav insulin og udstyr i håndbagagen, aldrig i indchecket bagage.
- Hav altid insulin i originalemballagen, så du altid kan dokumentere, hvad det er.
Opbevaring: kulde, varme og temperaturudsving
Insulin er følsom over for temperatur. Store udsving, både for varmt og for koldt, kan ændre insulinens virkning.
Tjek altid indlægssedlen for præcis temperaturangivelse for dit specifikke præparat. Generelt gælder:
- Uåbnet insulin opbevares i køleskab (2-8°C)
- Insulin i brug kan opbevares ved stuetemperatur, tjek indlægssedlen for den maksimale temperatur
- Insulin må ikke fryse og må ikke udsættes for direkte sollys
Skiferie og kulde
Hold insulin, strimler og blodsukkermåler i en varm inderlomme. Kulde kan påvirke blodsukkerapparatets funktion. Tag et ekstra apparat med.
Sol og strand
Isolér insulinen mod sol og varme. En kølepung beskytter mod temperaturudsving. Strandtasken er ikke et sikkert sted for dit insulin.
Find kølepunge til insulin i Diabetesforeningens netbutik.
Bil
Undgå handskerummet, da det bliver meget varmt, når bilens klimaanlæg er slukket. Lastrum i fly er koldt og kan give frost. Insulin hører hjemme i håndbagagen og ikke i indchecket bagage.
5. Tilpas din insulin til tidszonerne
Rejser du over mere end to tidszoner, kan det påvirke dine normale spise- og insulintider. Et kortere døgn kan betyde, at du har behov for mindre medicin. Et længere døgn kan betyde mere.
Tal med din diabetesbehandler om tilpasning af din behandling inden afrejse, særligt hvis du bruger insulinpumpe.
Insulinpumpe og tidszoner
Indstil pumpen til lokal tid, når du ankommer. Husk at stille den tilbage igen, når du kommer hjem.
I LUFTHAVNEN OG PÅ FLYET
6. Kom trygt igennem sikkerhedskontrollen
Sikkerhedspersonalet har set rejsende med diabetes før. Men vær alligevel forberedt, og gør det nemt for dig selv.
- Fortæl sikkerhedskontrollen, at du har medicin og diabetesudstyr med.
- Hav din lægeattest og originalemballagen klar, da du kan blive bedt om dokumentation.
- Medicin er undtaget reglen om maksimalt 100 ml væske i flykabinen.
Pumpe og sensor: vigtige regler
Sikkerhedskontrol med pumpe og sensor: pumper og sensorer tåler metaldetektoren (buen, du går igennem).
De fleste bør ikke udsættes for røntgenscanneren (helkropsscanner og bagagescanner).
Tag dit ekstra udstyr ud af håndbagagen, inden det scannes.
Sørg for at have et rejsebrev fra dit behandlingssted eller udstyrets leverandør.
Manuel visitation og håndscanner kan trygt anvendes.
PÅ DESTINATIONEN
7. Mål blodsukker oftere de første dage
Ny kost, anderledes aktivitetsniveau, sol og varme kan påvirke dit blodsukker på en måde, du ikke kender hjemmefra.
- Mål oftere de første par dage, til du kender din nye rejserytme.
- Hav altid druesukker, juice eller hvad du bruger ved lavt blodsukker, på dig.
- Drik rigeligt vand og køb det på flaske for at undgå turistmave.
- Tjek inden afrejse, hvor nærmeste læge og hospital er, og gem informationen i pungen.
- Hav dokumentation for din diabetes på dig. Er du i et land, der ikke forstår engelsk, så tilføj betegnelsen for diabetes på det lokale sprog.
Solbadning kan sænke blodsukkeret mere, end du er vant til. Hold øje med dit blodsukker og juster om nødvendigt.
8. Kan du købe insulin i udlandet?
De fleste steder i verden kan du købe insulin og anden diabetesmedicin. Men dit specifikke præparat er måske ikke tilgængeligt overalt.
- Kontakt producenten af din medicin inden afrejse eller tjek deres hjemmeside for at vide, om det er tilgængeligt på din destination.
- En papirrecept på engelsk fra en dansk læge er gyldig i alle EU-lande.
- Skal du uden for EU, så kontakt ambassaden for det pågældende land for at høre, om en dansk recept er gyldig.
EU/EØS: refusion for medicin købt i udlandet
Bliver du nødt til at købe receptpligtig medicin i et andet EU/EØS-land, har du som udgangspunkt ret til samme tilskud som på et dansk apotek.
Gem dine kvitteringer. Du kan ansøge om refusion hos Lægemiddelstyrelsen efter hjemkomst. Har du haft udgifter til lægehonorar eller sygehusbehandling i et EU-land, kan du søge refusion hos din bopælsregion.
Tjekliste: de otte rejseråd
1. Blodsukker og udstyr: Ekstra kontrol inden afrejse. Tjek udløbsdatoer. Ekstra apparat og strimler.
2. Sygesikring og forsikring: Hent blå EU-kort. Tegn privat rejseforsikring. Oplys om din diabetes.
3. Lægeattest på engelsk: Gratis på ambulatoriet. Download skabelon.
4. Medicin og opbevaring: Ekstra i to tasker. Aldrig i indchecket bagage. Isolér mod kulde og varme.
5. Tidszoner: Tal med din behandler inden lange rejser. Indstil pumpen til lokal tid.
6. Sikkerhedskontrol: Dokumentation klar. Ekstra udstyr ud af tasken inden scanning.
7. På destinationen: Mål oftere de første dage. Druesukker altid på dig. Find nærmeste læge.
8. Insulin i udlandet: Tjek tilgængelighed. Papirrecept på engelsk. Gem kvitteringer til refusion.
Ofte stillede spørgsmål
-
Ja. Insulin og injektionsudstyr er medicinsk udstyr og er tilladt i håndbagagen. Medicin er undtaget fra 100 ml-reglen for væsker. Medbring din lægeattest og originalemballagen, da du kan blive bedt om dokumentation ved sikkerhedskontrollen.
-
Kontakt lokalt apotek eller hospital med din lægeattest og recept. Ring til din rejseforsikrings alarmcentral, som typisk har døgnåbent. Notér forsikringens alarmcentralnummer inden afrejse, og opbevar det separat fra dit udstyr.
-
I EU/EØS dækker det blå EU-sygesikringskort behandling på lokale vilkår, men ikke nødvendigvis hjemtransport eller egenbetaling. Uden for EU/EØS er du afhængig af din private rejseforsikring. Uden en forsikring kan behandling i udlandet blive meget dyrt.
-
Inden du tegner forsikringen. En forsikring tegnet uden korrekte helbredsoplysninger kan være ugyldig. Kontakt dit forsikringsselskab og spørg specifikt, om diabetes er dækket, og under hvilke betingelser.