Psykologhjælp ved diabetes: hvad kan du få som voksen? 

Har du det psykisk dårligt pga. din diabetes, så er der hjælp at hente. Her får du overblik over dine muligheder som voksen.

Fire veje til psykologhjælp

Hospitalspsykolog

Gratis, tilknyttet dit diabetesambulatorium. 

Privat psykolog med ydernummer

Kræver henvisning fra egen læge. Du betaler 40 % og det offentlige betaler 60 %. Op til 12 samtaler. 

Internetpsykiatrien

Gratis online forløb ved angst og let til moderat depression. Ingen lægehenvisning. 

Sundhedsforsikring

Tjek om din arbejdsgiver- eller familieforsikring dækker psykologbehandling. 

Diabetes kan øge risikoen for angst og depression 

Vi ved fra undersøgelser, at mennesker med diabetes har øget risiko for at udvikle belastningsreaktioner som angst, stress og depression. At leve med en kronisk sygdom, der kræver daglig opmærksomhed, kan være psykisk belastende. Det er uanset om du er nydiagnosticeret eller har levet med diabetes i mange år. 

 Nogle gange er det ikke nok at dele følelser og tanker med pårørende. Her kan det være en hjælp at tale med en fagperson om det, der fylder.  

Gratis psykologhjælp på sygehuset 

Mange diabetesambulatorier har tilknyttet en diabetespsykolog. Hjælpen er gratis og kræver ingen særlig henvisning. Spørg dit ambulatorium om de har en psykolog tilknyttet. 

En sygehuspsykolog har erfaring med netop de udfordringer, diabetes kan give. Det kan være et godt første skridt, hvis du er i tvivl om, hvad du har brug for. 

Privat psykolog med ydernummer: få 60 % tilskud fra det offentlige 

Har din diabetes alvorlige konsekvenser for dit liv og din funktionsevne, kan din læge henvise dig til en privat psykolog med ydernummer. Det offentlige betaler 60 % af udgiften. Du betaler selv 40 %. 

Betingelser for tilskud 

Du kan få tilskud hvis din diabetes er alvorlig og invaliderende. Det vurderer din læge. Pårørende til en person med alvorlig og invaliderende diabetes er også berettigede. 

Tilskuddet gælder også ved en række andre situationer, fx let til moderat depression (18+) og let til moderat angst (18-38 år). Spørg din læge om du opfylder betingelserne. 

Hvad dækker tilskuddet? 

  • Op til 12 samtaler á 45-60 minutter 
  • Individuelle samtaler, to-personers samtaler og familiekonsultationer 
  • Mulighed for genhenvisning efter de 12 samtaler 

Sådan finder du en psykolog med ydernummer 

Søg på hjemmesiden for Psykologer i Danmark, marker boksen “med lægehenvisning” og vælg din region.  

Du kan også søge på en psykolog med speciale i sundhedspsykologi for at finde en psykolog med viden om livet med kronisk sygdom. Du skal kontakte psykologen senest én måned efter din læge har udstedt henvisningen. 

Vigtig frist  Henvisningen skal normalt udstedes inden seks måneder efter den begivenhed, der er årsag til behovet. Ved kronisk sygdom som diabetes kan diagnose- eller forværringstidspunktet være den udløsende begivenhed. 

Internetpsykiatrien: gratis online hjælp uden lægehenvisning 

Internetpsykiatrien tilbyder gratis, evidensbaserede forløb ved angst og let til moderat depression. Du behøver ingen lægehenvisning. 

Betingelser: 

  • Du er over 18 år 
  • Du har angst eller let til moderat depression 
  • Du har adgang til computer med internet og webcam 

Log ind med dit MitID på internetpsykiatrien.dk og besvar spørgsmål om din situation. Herefter vurderes det, om du er egnet til et forløb.

Sundhedsforsikring og Sygeforsikringen Danmark 

Har du en sundhedsforsikring gennem din arbejdsgiver, kan den dække psykologbehandling. Tjek betingelserne hos dit forsikringsselskab. Vær opmærksom på, at dækningen varierer. 

Er du medlem af Sygeforsikringen Danmark, kan de hjælpe med egenbetalingen ved en privat psykolog med ydernummer. Tjek din gruppes vilkår på sygeforsikring.dk. 

Nogle familieforsikringer indeholder også psykologhjælp. Kontakt dit forsikringsselskab direkte. 

Hvor får du hjælp nu? 

Er du i tvivl om hvilken ordning der passer til dig? Diabetesforeningens rådgivere kan hjælpe dig med at finde vej. 

Ofte stillede spørgsmål 

  • Du betaler ca. 40 % af psykologens honorar. Prisen varierer fra psykolog til psykolog. Spørg inden du bestiller din første samtale. Sygeforsikringen Danmark kan reducere din egenbetaling yderligere.

  • Ja. Du kan frit vælge blandt psykologer med ydernummer i din region. Det er en god idé at tjekke om psykologen har erfaring med kronisk sygdom eller specifikt med diabetes. 

  • Så kan du stadig søge via de øvrige kriterier, fx let til moderat depression eller angst. Du kan også gøre brug af Internetpsykiatrien uden nogen diagnose. Og din sygehuspsykolog kræver ingen særlig betingelse. 

  • Får din læge afvist din forespørgsel om psykologhenvisning, kan du bede om en skriftlig begrundelse og søge en anden læges vurdering. Kontakt Diabetesrådgiverne, hvis du vil have sparring om din situation.