Resultater fra kampagnen “Ræk hånden op”
I kampagnen “Ræk hånden op” har tusindvis af mennesker rakt hånden op og insisteret på, at diabetes bliver taget alvorligt.
Og nogle har delt deres personlige historier og sat ansigt på de mange danskere, der bliver behandlet ulige i systemet i dag.
Du kan læse historierne i bogen her, som adm. direktør Claus Richter tog med ud til regions- og sundhedsrådspolitikerne i starten af 2026.
Kampagnens budskaber
Diabetes ER en alvorlig sygdom. Uden behandling dør du. Og uden den rette behandling er diabetes invaliderende.
Men dit postnummer bestemmer, hvor god en behandling, du kan få.
Vi kæmper for, at diabetes bliver taget alvorligt i tide.
Vi insisterer på, at politikerne kommer ind i kampen og sætter de nødvendige midler af til lige og god behandling, nu!
Sammen kan vi sige det klart og tydeligt til politikerne.
Derfor inviterer vi dig til at række hånden op, hvis du også synes, diabetes er for alvorligt til at blive behandlet ulige.
Derfor er diabetes alvorligt
I dag lever over 384.600 danskere med diabetes.
Alle med diabetes – og deres pårørende – ved, bedre end nogen, at diabetes er en alvorlig sygdom. Uanset om det er type 1- eller type 2-diabetes – eller en af de andre typer.
Hvert år får over 20.000 nye danskere en diabetes-diagnose. For mange betyder det en livslang kamp med sygdommen, og alt for mange når at udvikle alvorlige følgesygdomme.
Halvdelen lever allerede med følgesygdomme som hjerte-kar-sygdom, nyresygdom eller nerveskader. Og hvert år får 600 danskere en amputation som følge af diabetes.
Alt sammen konsekvenser, der i mange tilfælde kunne være forebygget med den rette behandling.
Men i dag afhænger din diabetesbehandling af geografi. Det er ulighed i sundhed – og det kalder på handling.
Hvis vi ikke handler nu, vil diabetes fortsat koste livskvalitet, leveår og milliarder for samfundet.
Kære politikere…
Vi har lavet et Sundhedsbarometer med konkrete forslag til, hvordan regionerne og de nye sundhedsråd kan tage ansvar og løfte behandlingen af både type 1- og type 2-diabetes, så vi får mindre ulighed, bedre behandling og bedre liv.
Borgerforslag om AID-pumper
Katrine og Line stillede borgerforslaget “Alle med type 1-diabetes skal have mulighed for behandling med en AID-insulinpumpe”. Det fik over 10.000 underskrifter. Det viser stor opbakning, men desværre ikke nok til at blive taget op i Folketinget. Vi kæmper videre for lige og bedre adgang til AID.

