Familien var flyttet fra Sjælland til Jylland. Deres lille pige havde type 1-diabetes, og samarbejdet med den nye skole var svært.
De kontaktede Camilla Asmussen, deres tidligere diabetessygeplejerske fra Holbæk. Først tog hun et møde med skolen over Teams.
Det var ikke nok.
Til sidst tog hun selv turen fra Holbæk til Jylland.
Her hjalp hun skolens ansatte med at forstå, hvad et barn med type 1-diabetes har brug for. At tryghed i skolen ikke er en ekstra service, men en vigtig del af barnets hverdag med diabetes.
"Hun er utrættelig. Hun stopper ikke, før der er en løsning," skriver forældrene i deres indstilling af Camilla Asmussen til Diabetesforeningens Behandlerpris 2026.
Familier har peget på Camilla år efter år
Camilla Asmussen er diabetessygeplejerske på Børne- og Ungeafdelingen på Holbæk Sygehus. Her hjælper hun børn og unge med type 1-diabetes og deres familier.
Sammen med sine kolleger følger hun omkring 200 børn og unge. Teamet tager blandt andet ud til skoler og institutioner. De hjælper også familier, når et barn for eksempel går fra børnehave til skole.
Og familierne lægger mærke til, at hun gør en særlig indsats.
Flere år i træk har de indstillet Camilla Asmussen til Behandlerprisen. Den uddeles på baggrund af indstillinger fra mennesker med diabetes og deres pårørende. I år var der i alt 39 indstillede behandlere og teams.
Camilla Asmussen vandt prisen.
To ekstra skridt – hver gang
Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen, overraskede hende midt i et møde på Holbæk Sygehus tirsdag og overrakte hende prisen.
– Camilla gør en helt særlig forskel for børn med type 1-diabetes og deres familier, fordi hun ikke slipper familien ved døren til hospitalet, sagde Claus Richter.
– Hun sørger for, at både familie, skole og institution har den viden, der skal til for at skabe tryghed – og handle rigtigt, hvis noget går galt. Det er den slags indsats, der ikke altid ses eller måles, men som ofte gør den største forskel for et barn med kronisk sygdom. Præcis den slags engagement vil vi gerne hylde med Behandlerprisen.
"Alle burde have en Camilla"
I indstillingerne går én ting igen. Camilla Asmussen gør en forskel langt ud over konsultationen.
"Hun er en kæmpe støtte. Ikke bare for min datter, men også for mig som mor," lyder det i en indstilling.
En anden familie fremhæver hendes tid og blik for både barnet og tallene:
"Camilla har altid tid og overskud til en hurtig snak. Eller til at nørde tallene, så vores søns kurve kan blive endnu bedre. Alle burde have en Camilla," skriver familien.
Det er netop den indsats, Behandlerprisen hylder. Prisen går til en behandler eller et team, som gør en særlig forskel for mennesker med diabetes.
– Jeg er meget, meget taknemlig
Om sit engagement sagde Camilla Asmussen selv, at hun udover at have ”verdens bedste job” også har ”et omsorgsgen”.
– Det er rigtig hårdt for en familie, det der med at stå alene og ens barn har behov for hjælp og ikke føle sig hørt. Der synes jeg, vi har en ekstra stemme, og den vil vi gerne hjælpe med at bruge. Det kan nogle gange, når det kommer fra fagfolk, have en anden tyngde. Det er vores mulighed og gave til at give forældrene, at man kan hjælpe dem med at få budskabet igennem.
Hun var overrasket over, at det netop var hende, som fik prisen.
– Der er jo mange, mange der bliver nomineret. Det kunne lige så vel være min kollega, sagde hun. Men jeg er meget, meget taknemlig. Jeg er helt oprigtigt taknemlig for, at der er nogle, der værdsætter det, vi gør.
De nominerede til Diabetesforeningens Behandlerpris 2026
Her kan du se de nominerede, og hvor de gør en forskel for mennesker med diabetes:
- Kirsten Østergaard Aarup, diabetessygeplejerske, Endokrinologisk Ambulatorium 0652, Nordsjællands Hospital, Hillerød.
- Malene Øfjord Aistrup, sygeplejerske, BørneUngeSteno, Steno Diabetes Center Copenhagen, København.
- Malene Mai Bjørkman, fodterapeut, Steno Diabetes Center Copenhagen, fodklinikken afdeling for Diabetesbehandling og afdeling for Nyre og Hormon Sygdomme 2134, Rigshospitalet, København.
- Diabetesskolen, Mette Sloth Andersen, Kirsten Andersen, Else Storbjerg og Sarah Mærsk Klavsen, ergoterapeut, sygeplejerske, klinisk diætist og fodterapeut, Sundhedscenter Haderslev, Haderslev.
- Hanne Hebo, diabetessygeplejerske, Steno Diabetes Center, Stofskifte og Osteoporoseambulatoriet, Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F.
- Helle Nielsen, sygeplejerske, De to Læger, Gladsaxe.
- Zandra Overgaard Pedersen, ernæringsspecialist, Steno Diabetes Center Copenhagen, København.
- Hanne Holdflod Nørgaard, diabetessygeplejerske, Endokrinologisk Ambulatorium, Nordsjællands Hospital, Hillerød.
- Eva Hommel, overlæge dr. med., Steno Diabetes Center Copenhagen, København.
- Pumpeteamet – Maria Norddal Kruse Andersen, Ditte Krøyer og Anette Damsgaard Koch, diabetessygeplejersker og klinisk diætist, Holbæk Sygehus, Holbæk
- Diabetesteamet – Maj Hartvig, Pernille Lütgendorff Lynge, Tina Horst Greander, Malene Foder Jessen og Bente Brinch Svendsen, Solrød Genoptræningscenter, Solrød.
- Margrethe Truelsen, diabetessygeplejerske, Børne- og Unge-ambulatoriet, Holbæk Sygehus, Holbæk.
- Hanne Grunnet, diabetessygeplejerske, Børne- og unge ambulatoriet, Kolding Sygehus, Kolding.
- Mai Thaisen, diabetessygeplejerske, Regionshospitalet Nordjylland, Frederikshavn.
- Berit Bundgaard Lydersen, sygeplejerske, Fusionsklinikken, Midt- og Vestsjællands Hospital, Slagelse.
- Dorte Jensen og Tania Schandorff Larsen, sygeplejersker, Endokrinologisk ambulatorium, Holbæk Sygehus, Holbæk.
- Dorte Steinmetz Jensen, diabetessygeplejerske, Ambulatoriet for hormonsygdomme – Diabetes, Holbæk Sygehus, Holbæk.
- Camilla Asmussen, diabetessygeplejerske, Børneambulatoriet 04-3, Holbæk Sygehus, Holbæk.
- Diabetesteamet – Camilla Asmussen, Margrethe Truelsen, Astrid Clapham, Kit Henningsen Camilla Boslev og Annie Ellermann, sygeplejersker, klinisk diætist og cheflæge, Børne- og Ungeafdelingen, Holbæk Sygehus, Holbæk.
- Yasmin Hassan Hamid, overlæge, PhD Endokrinologi, Afdeling for Lunge-, Hormon- og Stofskiftesygdomme/ Hvidovre matrikel, Amager og Hvidovre Hospital, Hvidovre.
- Jutta Henning, diabeteskoordinator. Diabetes- og hormonambulatorium Område 8, Sønderborg Sygehus, Sønderborg.
- Mette Bundgaard, sygeplejerske, Steno Diabetes Center, Midt- og Vestsjællands Hospital.
- Signe Buch Skindbjerg, diabetessygeplejerske, diabetesteamet for Børn og Unge Steno Diabetes Center Nordjylland Aalborg Universitetshospital, Aalborg.
- Camilla Kristoffersen, Louise Kragelund Hansen og Anne Nielsen, sygeplejersker, Ambulatoriet for Børn og Unge, Regionshospital Nordjylland, Hjørring.
- Linda Thygesen, sygeplejerske, Børneambulatoriet 643, Sydvestjysk Sygehus Esbjerg, Esbjerg.
- Pernille Holm Østergaard, diabetessygeplejerske, Børne- og ungeambulatoriet Sygehus Sønderjylland, Aabenraa.
- Jannie Mikkelsen, diabetessygeplejerske, Aalborg Universitetshospital, Aalborg
- Linda Møller Hansen, diabetessygeplejerske, Børn- og Unge Klinikken, Regionshospitalet Viborg, Viborg.
- Malene Nørskov, sygeplejerske, Børn- og unge klinik, Regionshospitalet Gødstrup, Herning.
- Inge Kousgaard, diabetessygeplejerske, Børn- og Unge Klinik, Regionshospitalet Gødstrup, Herning.
- Berit Højberg Sørensen, fodterapeut, Sundhedshus Varde, Varde.
- Juliane Garcia, diabetessygeplejerske, Diabetes, Hormon og Overvægt Ambulatorium, Esbjerg – Grindsted Sygehus, Syddansk Universitetshospital, Esbjerg.
- Louise Kragelund Hansen, diabetessygeplejerske, Ambulatoriet for Børn og Unge, Regionshospital Nordjylland, Hjørring.
- Mads Skaarup Jeppesen, læge, Steno Diabetes Center Odense og Endokrinologisk Afdeling M, Odense Universitetshospital, Odense.
Diabetesforeningens Behandlerpris
- Prisen uddeles hvert år af Diabetesforeningen
- Kandidater indstilles af mennesker med diabetes eller deres pårørende
- I 2026 var 39 behandlere og teams indstillet
- Vinderen modtager 25.000 kr., heraf 20.000 kr. til et diabetesrelevant projekt og 5.000 kr. som personlig gave
- Formålet er at hylde behandlere, der gør en særlig indsats, og inspirere til bedre behandling, pleje og støtte
- Tidligere vindere:
I 2025 gik Behandlerprisen til sygeplejerske Janie Parris fra Faxe Sundhedscenter. Læs mere her.
I 2024 til overlæge Eva Hommel fra Steno Diabetes Center Copenhagen. Læs mere her.