Fremover skal lægen søge om enkelttilskud på vegne af de 93.000 mennesker der i dag behandles med GLP-1-analoger, fordi deres læge er kommet frem til, at det er den rette behandling for dem.
Det har Medicintilskudsnævnet netop anbefalet til Lægemiddelstyrelsen i et nyt forslag til tilskudsændringer for diabetesmedicin, der ikke er insulin.
– Det er en utrolig skuffende beslutning, og det mener vi på vegne af de 93.000 mennesker, som anbefalingerne kommer til at ramme som en mavepuster. Medicintilskudsnævnet har simpelthen valgt at overhøre en stor patientgruppe, som nu kan se frem til at skulle deltage i et historisk stort eksperiment med deres behandling, siger forskningschef Tanja Thybo i Diabetesforeningen.
Ifølge Tanja Thybo tages de mange mennesker med diabetes som gidsler i et tovtrækkeri om prisen på GLP-1-analoger mellem myndigheder, lægemiddelindustri og parallelimportører.
– Og det er ganske enkelt tarveligt. Diabetesforeningen opfordrer derfor parterne til at finde en løsning, hvor så stor en gruppe menneskers behandling ikke sættes på spil, siger Tanja Thybo.
Generelle spørgsmål og svar
-
Medicintilskudsnævnet har foreslået at ændre tilskudsstatus på GLP-1-analoger, så det nuværende generelt klausulerede tilskud ændres til ikke generelt tilskud. Det er normal procedure, at lægemidlers tilskudsstatus revurderes for at sikre, at lægemidlerne lever op til gældende regler for at kunne have generelt tilskud eller generelt klausuleret tilskud og dermed understøtte, at der er den mest rationelle anvendelse lægemidler.
Revurderingerne betyder ikke nødvendigvis at et lægemiddel mister sit tilskud, nogle gange får lægemidler tilskud i forbindelse med revurderingerne hvor det tidligere ikke har været tilskudsberettiget. I 2022 gennemførte Lægemiddelstyrelsen en ændring af tilskudsstatus for insuliner, og nu har de besluttet at revurdere de øvrige diabeteslægemidler, der senest blev revurderet i 2013. -
Medicintilskudsnævnet rådgiver Lægemiddelstyrelsen i sager om medicintilskud, f.eks. i forbindelse med revurderinger af lægemidlers tilskudsstatus. Medicintilskudsnævnet består af højst 8 personer, hvoraf mindst 2 skal være alment praktiserende læger og 1 skal repræsentere patient- og forbrugerinteresser.
-
Den endelige beslutning om, hvorvidt tilskuddet skal ændres, er endnu ikke truffet. Medicintilskudsnævnet der rådgiver Lægemiddelstyrelsen, er kommet med en indstilling, men det er Lægemiddelstyrelsen, der i sidste ende beslutter, om de vil følge Medicintilskudsnævnets indstilling og ændre tilskudsstatus for GLP-1. Det er uklart, hvornår Lægemiddelstyrelsen træffer deres endelige afgørelse, og derfor også uvist, hvornår eventuelle ændringer vil træde i kraft.
-
Diabetesforeningen kæmper for, at det findes en løsning, der ikke tager 93.000 menneskers helbred som gidsler. Det gør vi via synlighed i presse og medier, høringssvar og ved oplysende, opsøgende arbejde over for relevante parter for at rejse sagen. Diabetesforeningens høringssvar til Medicintilskudsnævnets indstilling kan læses her og her.
-
Generelt tilskud er et tilskud, som gives automatisk til meget medicin. Det betyder, at alle der køber denne medicin får tilskud på apoteket.
Nogle gange gælder tilskuddet kun, hvis du har en bestemt sygdom eller er en del af en bestemt persongruppe – det kaldes generelt klausuleret tilskud. GLP-1-analogerne har haft et generelt klausuleret tilskud.
Lægen vurderer, om du er omfattet af klausulen og viser det ved at markere ”tilskud” på recepten. Så skal du betale det samme, som hvis der var generelt tilskud.
Hvis et lægemiddel ikke har generelt tilskud eller generelt klausuleret tilskud (og du opfylder klausulen), betyder det, at du enten skal betale den fulde pris for medicinen eller din behandler skal søge om enkelttilskud, også kaldet individuelt tilskud for dig.
Du kan læse mere på Lægemiddelstyrelsens side om tilskud.
-
Vi har lavet en tabel, hvor du kan du se, om det lægemiddel, du behandles med, er omfattet af Medicintilskudsnævnets indstilling.
Hent tabel over foreslåede tilskudsændringer (pdf)
Du kan læse Medicintilskudsnævnets endelige indstilling her.
Massivt og unødigt pres på almen praksis
Med de nye anbefalinger skal de praktiserende læger på ny gennemgå behandlingen af alle de personer med type 2-diabetes, der i dag behandles med GLP-1-analoger. Det har både Diabetesforeningen og de praktiserende læger advaret imod.
– Hvis de nye anbefalinger bliver fulgt, vil lægge et massivt og unødigt bureaukratisk pres på vores læger med genansøgning af 93.000 menneskers tilskud – i et sundhedsvæsen, hvor alt for mange allerede nu ikke kan komme til lægen. Og beslutningen risikerer også at skabe ulighed i sundhed, fordi der kan kræves gebyr for genansøgning af tilskud. Vi bakker fuldt op om, at samfundets midler bliver brugt, hvor de skaber mest værdi, men netop derfor mener vi, at der ikke bør bruges en masse værdifulde ressourcer på at skrive og behandle ansøgninger om enkelttilskud, når en læge allerede har vurderet, at behandlingen er den bedste for patienten, siger forskningschef Tanja Thybo.
Vi opfordrer Lægemiddelstyrelsen at rette op på Medicintilskudsnævnets manglende evne til at lytte og nævnets valg i forhold til at ignorere mennesker med diabetes, uligheden i sundhed og den bureaukratiske byrde, det lægger på almen praksis.
Af de 93.000 danskere, der i dag tager GLP-1-analoger, behandles over 51.000 samtidigt med enten insulin eller SGLT-2-hæmmere. Det vil sige, at mindst halvdelen må vurderes at være indenfor målgruppen for at modtage enkelttilskud. Hertil kommer alle de, der har afprøvet andre lægemidler inden opstart af GLP-1-analoger eller har andre samtidige sygdomme eller følgesygdomme eller meget forhøjet blodsukker.
Med det store antal patienter, der lever op til kravene for enkelttilskud, må det forventes, at de administrative omkostninger vil være store, uden at der medfølger en økonomisk besparelse i udgifter til medicin.
Behold tilskud til nuværende patienter
Lægemiddelstyrelsen skal nu, på baggrund af Medicintilskuddets anbefalinger, træffe den endelige beslutning om, hvorvidt tilskuddet til GLP-1-analoger automatisk skal væk.
Diabetesforeningens mener, at alle med type 2-diabetes, der allerede behandles med en GLP-1-analoger i dag, skal have lov til at beholde medicinen med tilskud.
– Vi opfordrer Lægemiddelstyrelsen at rette op på Medicintilskudsnævnets manglende evne til at lytte og nævnets valg i forhold til at ignorere mennesker med diabetes, uligheden i sundhed og den bureaukratiske byrde, det lægger på almen praksis. Vi har fuld tillid til, at lægerne med guidelines fra faglige selskaber, er de bedste til at vurdere den enkeltes behandlingsmæssige behov. Derfor skal tilskuddet bibeholdes for personer med type 2-diabetes, der i dag behandles med GLP-1-analoger, fordi deres læge er kommet frem til, at det er den rette behandling for dem, siger Tanja Thybo.
Spørgsmål og svar til ikke-generelt tilskud
-
Din behandler skal vurdere, om der skal søges om enkelttilskud eller om der er et alternativt lægemiddel med generelt tilskud, som du skal skifte til. Hvis du skal skifte til et andet lægemiddel, skal du have en ny recept og instruktioner af din behandler.
-
Din læge skal ansøge om enkelttilskud hos Lægemiddelstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen foretager herefter en individuel vurdering af lægens ansøgning. Sagsbehandlingstiden er i langt de fleste tilfælde mindre end 14 dage og du får besked i din e-boks, hvis du har fået tildelt tilskud. Hvis du ikke har e-boks fremsendes bevillingen til dig med post, men apoteket kan se bevillingen i systemet og du behøver ikke at medbringe bevillingen på apoteket.
I enkelte tilfælde kan der dog gå op til 2 måneder, hvis ansøgningen kræver særlig vurdering.
Kun din læge får besked, hvis der gives afslag på ansøgningen om enkelttilskud til dig. Lægen får en begrundelse for afslaget og har derefter ansvaret for i samarbejde med dig at finde frem til den bedste behandling.
-
Det er lægen, som skal søge om enkelttilskud for dig. Ansøgningen skal sendes til Lægemiddelstyrelsen. Lægen skal beskrive dit sygdomsforløb og årsagen til, at der er valgt den pågældende behandling. Dine økonomiske forhold har ingen betydning.
Nogle læger tager et gebyr for at ansøge om enkelttilskud. Det er lægen selv, der bestemmer, om der opkræves gebyr, og i så fald hvor meget der opkræves.
-
Så vil din medicin koste det samme, som hvis det havde generelt eller generelt klausuleret tilskud. Altså det samme, som før ændringerne trådte i kraft.
-
Hvis du får afslag på enkelttilskud, skal du tale med din behandler om hvilken medicin du skal behandles med i stedet. Eller du kan fortsætte på din medicin, men betale fuld pris.
-
Du kan ikke klage over afgørelsen til en anden administrativ myndighed. Derimod kan afgørelsen indbringes for domstolene.
-
Ja, du kan stadig anvende din recept. Så vil det koste lægemidlets fulde pris. Du kan prøve at søge dækning til medicinen som en merudgift i din kommune. Har du brug for hjælp til det, er du velkommen til at kontakte Diabetesrådgiverne her
-
I Diabetesforeningens rådgivning sidder vi klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål ang. medicintilskud.
Efterspørger stadig en grundig analyse
Medicintilskudsnævnets nye anbefalinger er blandt andet blevet til på baggrund af data fra recepter tilbage fra 2022, der sætter spørgsmålstegn ved, om for mange får GLP1-analoger uden, at anden medicin er afprøvet først.
Her vurderes det, at 11 procent i 2022 har fået tildelt GLP1-analoger uden at have prøvet anden medicin inden – og det er den eneste data, som ligger til grund for indstillingen trods adskillige opfordringer fra blandt andet Diabetesforeningen om at tilvejebringe et mere grundigt datagrundlag.
Eksempelvis har en tredjedel, der får konstateret type 2-diabetes allerede udviklet følgesygdomme ved diagnosetidspunktet, og GLP1-præparater har positiv effekt på både sænkelse langtidsblodsukker og følgesygdomme.
Diabetesforeningen efterspørger derfor stadig, at Lægemiddelstyrelsen laver en dybere analyse, hvor det undersøges nærmere, hvem der tager lægemidlerne i dag, og inddrager informationer om langtidsblodsukker, følgesygdomme og risiko for sygdomme for at kunne komme med anbefalinger på et oplyst grundlag.