Diabetesforeningen kæmper imod medicinskifte

Tusindvis af mennesker med type 2-diabetes har på grund af nye tilskudsregler måttet skifte medicin. Mange oplever, at behandlingen af deres diabetes er blevet dårligere og har givet dem flere bivirkninger. Allerede inden myndighederne traf beslutningen om at ændre reglerne, advarede Diabetesforeningen om, at det ville få negative konsekvenser for patienterne. Derfor opfordrer Diabetesforeningen sundhedsmyndighederne til at undersøge konsekvenserne for patienterne og helst ændre vejledningen til lægerne.

MEDICIN TILSKUD AFGOERELSE ROED 1920X1080

Dyb bekymring over fremtiden og en ny virkelighed med stigende langtidsblodsukker, behov for mere insulin og forværring af følgesygdomme.

Sådan er tilværelsen lige nu for mange mennesker med type 2-diabetes, som inden for det seneste år på grund af nye tilskudsregler er blevet flyttet fra GLP-1-RA, som fx Ozempic, over på en anden diabetesmedicin, som for en række mennesker forringer behandlingen af deres diabetes og giver dem flere bivirkninger.

Derfor handler Diabetesforeningen nu og har sammen med de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i et brev bedt de relevante myndigheder om at undersøge forholdene og gøre noget hurtigst muligt.

– Vi er i Diabetesforeningen oprigtig bekymrede over, hvordan effekten af de nye medicinregler har været for tusindvis af mennesker med diabetes. Den kortvarige besparelse man opnår ved de ændrede tilskudsregler, kan risikere at blive dyrere på lang sigt, fordi man forringer behandlingen og helbredet for alt for mange, siger Claus Richter adm. direktør i Diabetesforeningen.

Ændret vejledning for at spare penge

Lægemiddelstyrelsen ændrede sidste år vejledningen til de praktiserende læger, når det gælder udskrivelse af GLP-1-RA med virkning fra 25. november 2024.

Det betød, at en stor gruppe mennesker med type 2-diabetes skal have prøvet behandling med andre og lægemiddeltyper, før de må få GLP-1-RA, hvis altså de vil have tilskud til medicinen.

Nu har den ændrede virkelighed så ramt mange mennesker, der har fået det værre og føler sig ubehandlede.

Siden maj måned sidste år, hvor snakken om at ændre tilskud begyndte, har Diabetesforeningens rådgivning haft over 300 henvendelser – og det er næsten en ud af 10 af alle henvendelser i perioden.

Særligt bekymrende er, at en række mennesker, der har mistet tilskuddet, er skiftet til gamle præparater som SU-præparater og DPP 4-hæmmere.  

– Vi hører desværre om alt for mange tilfælde, hvor mennesker med diabetes er blevet rykket tilbage på medicin, der er næsten 20 år gammel, der er mindre effektive – og det er særligt et problem. Derfor kæmper Diabetesforeningen for, at det skal laves om, så vi ikke har forældet og ringere behandling i Danmark, siger Claus Richter.

Skaf data på konsekvenser for patienterne

Diabetesforeningen har tidligere argumenteret for, at tilskuddet til GLP-1-RA som førstevalg skulle bevares for en række definerede patientgrupper, herunder patienter som allerede var i behandling med GLP-1-RA præparater.

Læs mere:

Diabetesforeningen: Anbefalinger er en mavepuster 

Men det lyttede myndighederne ikke til, og derfor oplever mange tusinde mennesker nu at skulle igennem et utrygt medicinskift.

I brevet til Danske Regioner, Medicintilskudsnævnet, Lægemiddelstyrelsen og Medicinrådet opfordrer Diabetesforeningen sammen med PLO derfor sundhedsmyndighederne til at skaffe data på, hvordan det er gået med behandlingen af de patienter, der er skiftet fra GLP-1-RA til andre lægemidler.

– Man har fra myndighedernes side truffet en beslutning, som har store konsekvenser for rigtig mange menneskers helbred. Derfor mener vi, at myndighederne som minimum bør undersøge de konsekvenser. Det giver ikke mening for et i forvejen presset sundhedsvæsen, at læger skal bruge tid på at sende en betydelig gruppe patienter forbi en behandling med andre medicintyper blot for at konstatere, at de burde være blevet på den behandling, der fungerede, derfor foreslår vi at må vejledningen til lægerne laves om. Vi frygter, det både koster tid og vil føre til dårligere behandling for mennesker med diabetes, flere følgesygdomme og flere indlæggelser, siger Claus Richter

Læs brevet til sundhedsmyndighederne her

, ,