Debatindlæg bragt i A4 Sundhed 16. april 2025
Siden 1996 er antallet af danskere med type 2-diabetes mere end firdoblet, og omkring 1,1 million danskere lever med en kronisk sygdom. Det presser både sundhedsvæsenet og samfundsøkonomien.
Gennem årene har der været mange gode intentioner og politiske hensigtserklæringer om bedre forebyggelse, men modet til handling har manglet.
Med den nye sundhedsreform får vi nu endelig en folkesundhedslov, der – hvis den indrettes rigtigt – forhåbentlig kan knække den kroniske kurve. Den politiske ambition om at løfte folkesundheden i Danmark og spare danskerne for f.eks. en lang række kroniske sygdomme er god.
Men en lov uden klare mål og forpligtelser gør ingen forskel. Der skal konkret handling til, for at flere kan leve et sundt og langt liv, og uligheden i sundhed mindskes.
Klare mål og lokale sundhedsprofiler
Derfor opfordrer vi partierne i de kommende forhandlinger til at sikre, at Folkesundhedsloven kommer til at indeholde dokumenterbare sundhedsmål på både nationalt og kommunalt niveau, og at der bruges data til at identificere problemerne og designe løsningerne – og ikke mindst følge op på resultaterne.
Et bud på nationale mål kunne f.eks. være at sikre danskerne flere sunde leveår. I dag indtager vi en bundplacering i Europa. Et andet mål kunne være at mindske den relative andel af befolkningen med type 2-diabetes og andre kroniske sygdomme (dvs. korrigeret for en aldrende befolkning) eller tage livtag med uligheden i sundhed og nedbringe andelen med kronisk sygdom i fx lavindkomstgrupper.
Her kunne man lade sig inspirere af, hvordan Norge har indrettet landets folkesundhedslov, og lade Statens Institut for Folkesundhed udarbejde lokale sundhedsprofiler baseret på den nationale sundhedsprofil, f.eks. hvert fjerde år.
Lovens svaghed: ”kan” i stedet for ”skal”
En overhængende risiko er, at vi – selv med et krav om brug af lokale sundhedsprofiler – risikerer at få en lov uden reel effekt. For i aftaleteksten bag folkesundhedsloven står der, at kommunerne ”kan” arbejde med folkesundhed, ikke at de skal.
”Kan” flytter ikke noget. Politikerne bag folkesundhedsloven skal kræve, at kommuner og sundhedsråd sætter mål og laver handlingsplaner for, hvordan de konkret vil forbedre sundheden lokalt og bidrage til nationale mål om at styrke danskernes sundhed. Handlingsplanen skal være bindende og styre deres prioriteringer, indsatser og opfølgning.
Grundtanken i den norske folkesundhedslov er, at folkesundhed er tænkt ind i alle kommunale politikker, f.eks. byplanlægning og beskæftigelse. Vi bør gøre det samme.
Hvis målet er færre mennesker med type 2-diabetes og andre kroniske sygdomme, som hjerte-, gigt- og KOL, kunne handlingsplanen inkludere at opspore risikogrupper, såsom prædiabetes og lave indsatser, der støtter mennesker i sunde valg såsom rygestop, vægttab og mere motion i hverdagen.
Det handler både om støtte til den enkelte borger, men ikke mindst om at sikre rammerne for et sundt liv som f.eks. gode idrætsfaciliteter, cykelstier, motion i skoledagen og brobygning til foreningslivet.
Et Sundhedsråd – folkesundhedens vagthund
Sidst, men ikke mindst, skal vi regelmæssigt følge op på målsætningerne. Vi ved fra klimaområdet, at det er godt at have en uafhængig instans, der holder snor i, om udviklingen går den rette vej i forhold til målene.
Derfor foreslår vi et uafhængigt Sundhedsråd, inspireret af Klimarådet. En vagthund, der systematisk følger udviklingen og sikrer, at folkesundheden og det lange sigte tænkes ind, når der uddeles penge og prioriteres.
Sundhedsrådets afrapporteringer skal fungere som en årlig påmindelse til beslutningstagerne om, hvorvidt vi bevæger os i den rigtige retning. Er antallet af mennesker med kroniske sygdomme faldet? Har kommunerne leveret på deres forpligtelser? Bliver ressourcerne brugt der, hvor de gør størst gavn for sundheden og for samfundet?
Med de rette ambitioner og klare mål og evalueringer kan vi få en folkesundhedslov, der faktisk gør en forskel.
