Hvis du har set frem til at deltage i en kommende forsøgsordning med sensorer til mennesker med type 2-diabetes, der tager insulin, så må du desværre væbne dig med tålmodighed.
For forsøgsordningen er forsinket, og ingen ved, hvornår den går i gang.
I december 2023 indgik regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner en aftale om en forsøgsordning med sensorbaserede glukosemålere til voksne med type-2 diabetes, der tager insulin.
De første patienter i forsøgsordningen skulle have haft en sensor på i begyndelsen af 2025, men ordningen er altså forsinket, og det er Diabetesforeningen utilfreds med.
– Der er snart gået halvandet år, siden politikerne vedtog forsøgsordningen, og man er ikke kommet meget videre. Vi kan heller ikke få et klart svar på, hvornår vi så kan forvente, at ordningen kommer i gang, og patienterne bliver inviteret til at få en sensor. Det er dybt utilfredsstillende for de mennesker, som har fået stillet en to-årig forsøgsperiode i udsigt. Derfor kæmper vi for, at den tabte tid ikke skal ramme patienterne, siger Signe Riis Andersen, politisk chef i Diabetesforeningen.
Ifølge aftalen skal 4.400 mennesker med type 2-diabetes tilbydes en sensor i 2025 og 2026.
Forsøgsordningen er opdelt i tre forsøg med hver sin målgruppe, som kan blive inviteret til at deltage:
- 3660 mennesker i alle regioner med type 2. diabetes, som behandles med insulin og er tilknyttet et diabetesambulatorium.
- 700 mennesker med type 2- diabetes, som behandles med insulin i almen praksis (fra 50 udvalgte lægepraksisser, i Region Syddanmark, Midtjylland og Sjælland).
- 200 gravide med type 2-diabetes i insulinbehandling.
Spørgsmål og svar til forsøgsordningen
Nedenfor er svar på en række spørgsmål om forsøgsordningen med sensorbaserede glukosemålere til personer med type 2-diabetes. Svarene er skrevet ud fra den viden, vi i Diabetesforeningen har på nuværende tidspunkt i slutningen af marts 2025. Da forsøgsordningen ikke er sat i gang endnu, kan der stadig ske ændringer i ordningen. Svarene skal derfor tages med forbehold for disse eventuelle ændringer.
Hvornår igangsættes forsøgsordningen?
I december 2023 indgik regeringen, KL og Danske Regioner en aftale om mere behandling i eget hjem, som bl.a. indeholdt en forsøgsordning med sensorbaserede glukosemålere til voksne med type-2 diabetes, der tager insulin. Ifølge aftalen skal 4.400 patienter tilbydes en glukosemåler i 2025 og 2026.
Desværre er forsøgsordningen ikke igangsat endnu, og vi ved ikke præcis, hvornår forsøgsordningen kan gå i gang med at invitere patienter ind. Lige nu afventer Steno Diabetescentrene en godkendelse fra Videnskabsetisk Komite, om at kunne starte forsøget op.
Hvem kan få en sensor i forsøgsordningen?
Forsøgsordningen er opdelt i tre forsøg med hver sin målgruppe af mennesker med type 2-diabetes.
Det er altså mennesker i de tre følgende grupper, som kan blive inviteret til at deltage og få sat en sensor på i forsøgsordningen:
1) 3660 mennesker med type 2-diabetes, som behandles med insulin og er tilknyttet et diabetesambulatorium (alle regioner)
2) 700 mennesker med type 2-diabetes, som behandles med insulin og behandles i almen praksis (50 udvalgte praksisser i Region Syddanmark, Midtjylland og Sjælland).
3) 200 gravide med type 2-diabetes i insulinbehandling.
Hvordan finder jeg ud af, om jeg kan få en sensor i forsøgsordningen?
Der er fortsat mange ubekendte ift. hvem der vil få tilbudt behandling med sensor, som en del af forsøgsordningen. Det står dog klart, at man ikke selv kan tilmelde sig ordningen, men skal inviteres til at deltage.
På nuværende tidspunkt, har vi fået oplyst følgende om, hvordan man finder ud af, om man kan få mulighed for at være en del af forsøgsordningen:
Steno diabetescentrene og tilknyttede diabetesambulatorier sender indbydelser via e-boks til et tilfældigt udvalg af deres patienter, som er i målgruppen for forsøgsordningen. Det vil sige mennesker med type 2-diabetes, der bruger insulin og er i behandling på diabetesambulatorie.
I almen praksis vil personalet fra de 50 praksisser tilbyde sensor til en tilfældigt udvalgt del af deres patienter med insulinbehandlet type 2-diabetes. Vi ved endnu ikke, hvilke 50 praksisser der er med i forsøgsordningen, men melder det ud, når vi får listen.
Gravide med type 2-diabetes, der tager insulin, vil løbende blive optaget i forsøgsordningen gennem deres behandler på de fire højtspecialiserede centre for behandling af gravide med diabetes i Region Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark og på Rigshospitalet.
Hvad kan du gøre, hvis du gerne vil være med i forsøgsordningen?
Deltagerne i forsøgsordningen udvælges tilfældigt indenfor de to målgrupper, som behandles på Steno Diabetescentre og i almen praksis, og man kan altså ikke selv ansøge om at blive optaget eller selv tilmelde sig i forsøgsordningen.
Hvis du er interesseret i at blive en del af forsøgsordningen – og behandles på et diabetesambulatorium – skal du derfor holde øje med, om du får en invitation i din e-Boks.
Hvis du behandles i almen praksis, er der mulighed for at blive udvalgt til at deltage i forsøgsordningen, hvis du bor i Region Midtjylland, Syddanmark eller Sjælland, men du må fortsat væbne dig med tålmodighed. Vi ved endnu ikke, hvilke 50 praksisser der er med i forsøgsordningen, men melder det ud, når vi kender navnene på praksis. Vi ved heller ikke, hvordan du bliver kontaktet af din almen praksis, men vil ligeledes melde ud, når vi har mere information om dette.
Hvis du er gravid, har type 2-diabetes og tager insulin vil du få information fra din behandler, hvis du er tilknyttet et af de højtspecialiserede centre for behandling af gravide med diabetes, enten i Region Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark eller Rigshospitalet.
Hvor længe kan jeg få en sensor?
Hvis man udvælges til at deltage i forsøgsordningen, ser det ud til, at man kan forvente at få en sensor i en periode på 12-18 måneder. Det afhænger af hvilket delprojekt man tilknyttes og om man bliver en del af de såkaldte ’interventionsgruppe’ eller en del af ’kontrolgruppen’.
I forsøgsordningen er det sådan, at en del af deltagerne skal fungere som kontrolgruppe. Det betyder, at ca. halvdelen af deltagerne i forsøgsordningen får påsat en sensor fra begyndelsen, mens den anden halvdel først får påsat sensoren et halvt år senere. På den måde kan man bagefter sammenligne data for grupperne med og uden sensor, og det kan vise, om sensoren har haft en positiv effekt på behandlingen.
Diabetesforeningen kæmper for, at forsøgsordningen bliver udvidet med et halvt år, så den forsinkede opstart ikke betyder, at deltagerne i ordningen får tilbudt sensor i kortere tid.
Hvad skal forsøgsordningen bidrage til?
I Diabetesforeningen ser vi forsøgsordningen som et vigtigt skridt i kampen for en permanent ordning med sensorer til mennesker med type 2-diabetes, der tager insulin. Vi ved, at teknologien giver mennesker med type 2-diabetes bedre mulighed for at forstå deres sygdom og træffe valg, som sænker deres blodsukker og risikoen for alvorlige følgesygdomme, og derfor kæmper vi for, at mennesker med diabetes adgang til teknologien og for at forsøgsordningen kommer i gang hurtigst muligt.
Skal nu være forskningsprojekt
Forsinkelsen er opstået, fordi det undervejs er blevet besluttet, at forsøgsordningen skal være et forskningsprojekt.
Det skyldes krav fra Danske Regioner og Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (tidligere kaldet Behandlingsrådet).
Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut skal evaluere forsøgsordningen, og de har stillet omfattende krav til, hvordan deltagerne i ordningen må rekrutteres og kræver også, at projektet godkendes af Videnskabs Etisk Komite.
Lige nu venter Steno Diabetescentrene så på den godkendelse.
– Der er gået helt unødvendigt bøvl og bureaukrati i processen omkring forsøgsordningen, som kunne være gennemført på en langt enklere og hurtigere måde uden at gå på kompromis med kvaliteten af data og viden. Vi bakker selvfølgelig op om, at der skal være sikker viden om effekten for at tage teknologi i brug til behandling, men der findes allerede videnskabelig evidens på området, som man sagtens kunne stå på i forsøgsordningen. Simpelt og enkelt, siger Signe Riis Andersen.
Bør forlænges med mindst et halvt år
Diabetesforeningen kæmper nu for, at forsøgsordningen bliver udvidet med et halvt år, så den forsinkede opstart ikke betyder, at deltagerne i ordningen skal gå med en sensor i kortere tid.
– Med forsinkelsen kan den politiske aftale ikke opfyldes, og det må ikke blive patienterne, der skal betale prisen for al bøvlet. Forsøgsordningen er et vigtigt skridt i kampen for en permanent ordning med sensorer til mennesker med type 2-diabetes, der tager insulin, for teknologien kan hjælpe med at sænke blodsukkeret og risikoen for alvorlige følgesygdomme. Derfor ønsker vi, og appellerer til politikerne om, at forsøgsordningen udvides med minimum et halvt år, så det stadig bliver muligt at nå målet om, at 4.400 mennesker med type 2-diabetes kan afprøve en sensor i to år, siger Signe Riis Andersen.