Brian Eschen Clausen har altid vist én ting. Diabetes – det skulle han ikke have. Hans mor fik konstateret type 1-diabetes, da hun var barn, og sygdommen ramte hende hårdt.
– Derfor har jeg haft det sådan, at jeg bare ikke skulle have diabetes, og det har altid ulmet i baghovedet. Jeg kan ikke gøre så meget i forhold til type 1-diabetes, men jeg har altid været opmærksom på at leve sundt og være aktiv for at mindske min risiko for type 2-diabetes, forklarer Brian Eschen Clausen.
Min familie har været meget støttende. Min datter var mest ked af, at jeg nu måske ikke kan spise så mange pandekager og is. Det, syntes hun, var synd for mig.
Brian Eschen Clausen
Men i 2022 begyndte han at få nervesmerter i sine hænder og fødder, og efter et par måneder gik han til lægen, der tog nogle blodprøver. Brian Eschen Clausens langtidsblodsukker var alt for højt. Lægen konstaterede, at han havde diabetes, men ville ikke komme med nogle konklusioner om hvilken type diabetes, før Brian Eschen Clausen havde fået taget flere blodprøver.
De opfølgende prøver afslørede, at han producerer insulin selv, så han har ikke type 1-diabetes. Men han har antistoffer i kroppen og producerer ikke nok insulin til at have type 2-diabetes.
Hans sygdom ligger i et limbo. Han har type 1½-diabetes – også kendt som LADA. En diagnose, han ikke engang anede, eksisterede.
Type 1½-diabetes (LADA)
- LADA står for "Latent Autoimmune Diabetes in Adults". Sygdommen kaldes også type 1½-diabetes, fordi den klinisk og genetisk ligger mellem type 1- og type 2-diabetes.
- Det estimeres, at omkring 5-10 procent af de 356.000 danskere med diabetes har LADA, men det præcise antal vides ikke, da der ikke findes en officiel diagnosekode for LADA i sundhedsvæsenet.
- Der er næsten lige så mange personer med type 1½-diabetes, som der er personer med type 1-diabetes.
- Hvis en test afslører, at du har antistoffer, har du ikke type 2-diabetes, men sandsynligvis LADA.
Kilde: Diabetesforeningen
– Det var et hårdt slag, da jeg fandt ud af, at det var type 1½-diabetes, og jeg ender med at skulle tage insulin, siger Brian Eschen Clausen.
Han har haft mange op- og nedture siden, han fik beskeden i midten af januar tidligere i år.

– Jeg har det fint nok nu. Jeg finder trøst i, at det trods alt er bedre at få type 1½-diabetes som 38-årig end at få type 1-diabetes med fuld smadder som femårig. Jeg har levet et halvt liv helt normalt, siger han.
Han er endnu ikke nået dertil, hvor han har brug for insulin, så lige nu formår han at holde sit blodsukker under kontrol ved hjælp af motion og en striks kost, og hans målinger viser, at hans blodsukker ligger meget fint.
Det er vigtigt for Brian Eschen Clausen også at prioritere sit mentale helbred. Selvom han er et godt sted nu, har han haft en periode, hvor han stressede over at finde en måde at stoppe den udvikling, hans krop er i gang med.
– Derfor er jeg begyndt at tage mig tid til for eksempel at gå en tur stille og roligt for mig selv og høre noget meditationsmusik. Det giver mig noget ro, siger Brian Eschen Clausen, der understreger, at det også er vigtigt for ham at prioritere træning.
Derudover har et par gode samtaler med hans læge også gjort en stor forskel.
– Min læge var meget fortrøstningsfuld og sagde til mig: ”Vi har helt styr på det. Hvis du passer din diabetes, så bliver din levealder ikke påvirket af det her.” Nu har jeg meget mere ro. Og så syg er jeg heller ikke. Jeg kan stadig alt, hvad jeg vil, siger han.
Han har accepteret, at han ikke kan gøre andet for sig selv, end det han gør nu. Men håber, at der går nogle år, før han bliver afhængig af insulin. Derudover er hans håb som de fleste andres.
– Jeg håber da, at jeg lever sundt og længe og får gjort de ting, jeg har lyst til. Den her sygdom skal ikke ødelægge mit liv. Den gør det lidt mere besværligt. Men den skal ikke have lov at fylde mere end det.
Få et fællesskab med andre med LADA i Facebookgruppen: Diabetes 1,5 – LADA