Når samtalen falder på den bedste diabetesbehandling, er der to faktorer, der går igen i beskrivelserne af de gode eksempler: Brugerinddragelse og personlig behandling.
De to faktorer er også centrale elementer i det nationale behandlingsredskab PRO – et spørgeskema med ”Patient Rapporterede Oplysninger”, som personer med diabetes udfylder inden en samtale med deres behandler.
Flere behandlingssteder har allerede taget PRO i brug, og i starten af 2023 blev behandlingsredskabet en fast del af mennesker med diabetes' gang på ambulatorierne i Region Hovedstaden.
– I Region Hovedstaden arbejder vi blandt andet ud fra et mål om, at hvert behandlingsforløb i højere grad skal være tilpasset det enkelte menneskes hverdag og behov. Det gør vi, fordi der kan være stor forskel på, hvad der fylder, når man har en kronisk sygdom – hos nogle er det mest det fysiske, og hos andre er det mere det mentale, det vil sige det at leve med diabetes. Vi har besluttet at implementere brugen af PRO, fordi vi forventer, at spørgeskemaet er et godt afsæt for, at lægen eller sygeplejersken bedre kan tale om det, der er vigtigst for den enkelte, siger Nadja Ausker, enhedschef for Kvalitet, Forskning og Patientsikkerhed i Region Hovedstaden.
Alle personer med diabetes, der bliver behandlet på et ambulatorium i Region Hovedstaden, vil fremadrettet få tilsendt et PRO-spørgeskema på MinSundhedsplatform (MinSP) via deres e-boks 14 dage inden deres årsstatus-samtale. Region Hovedstaden understreger, at det derfor er vigtigt, at man sørger for, at ens kontaktoplysninger i MinSundhedsplatform er opdaterede.
I Diabetesforeningen ser forskningschef, Tanja Thybo, meget positivt på, at flere og flere behandlingssteder begynder at bruge PRO:
– Vi har i Diabetesforeningen selv bidraget i udviklingen af PRO-spørgeskemaet og ser det som et rigtig godt redskab til at optimere behandlingen. Spørgsmålene kommer hele vejen rundt om livet med diabetes, og spørgeskemaet er med til at fokusere samtalen mellem behandleren og personen med diabetes, så den sparsomme tid, der er til samtalen, bliver brugt på at tale om det, der fylder for den enkelte. Hvis vi skal i mål med, at Danmark skal have den bedste diabetesbehandling, skal vi tage udgangspunkt i hver enkelt person med diabetes' individuelle situation – og her er PRO et godt skridt på vejen, siger Tanja Thybo.
Læs artiklen: Der skal flere vinkler på samtalen
PRO – TAL OM DET, DER ER VIGTIGT
Det nationale samarbejde omkring ”Patient Rapporterede Oplysninger” (PRO) har udviklet et spørgeskema til mennesker med type 1- og type 2-diabetes. Projektet har kørt siden 2017 under Sundhedsdatastyrelsen og er blandt andet blevet pilottestet på Steno Diabetes Center Nordjylland og Aalborg Universitetshospital. Det primære formål med det nationale PRO-spørgeskema er via de indsamlede data at forbedre forløbene i sundhedsvæsenet for mennesker med diabetes.
PRO-spørgeskemaet giver både behandleren og personen med diabetes mulighed for at forberede sig grundigt til årssamtaler i forbindelse med behandlingen, og data fra spørgeskemaet bliver gemt i personens journal. Spørgeskemaet sætter fokus på personen med diabetes’ egen oplevelse af deres helbred og situation og inddrager dette på niveau med andre kliniske oplysninger for at sætte mennesker med diabetes’ behov i centrum i deres behandling.
PRO-spørgeskemaet er udviklet i samarbejde med behandlere, mennesker med diabetes og interessenter – blandt andet Diabetesforeningen, som har inddraget udvalgte spørgsmål fra PRO i foreningens medlemsundersøgelse ”Livet med Diabetes”. Spørgsmålene i PRO kommer både omkring generelt helbred og daglig trivsel med diabetes og dykker blandt andet ned i emner som egenomsorg, tryghed og støtte, medicinsk behandling, blodsukkerregulering og diabetessymptomer.
Spørgeskemaet tilbydes i dag alle voksne fra 18 år og ældre med type 1- eller type 2-diabetes, der er i stand til at gennemføre en meningsfuld besvarelse alene eller med støtte fra pårørende eller anden støtteperson.
PRO vandt den 20. maj 2021 prisen for "Årets Borgerinddragende Initiativ" ved Danske Regioners generalforsamling.
Læs mere på PROs hjemmeside.