Efter mange års kamp for lige adgang til diabetesteknologi er der endelig lys for enden af tunnelen.
Det står klart, efter budgetaftalen 2025 for Region Nordjylland afslører, at regionen har afsat flere penge til at få sensorer hurtigere ud til alle voksne med type 1-diabetes. Helt konkret bliver der afsat 7 millioner kroner ekstra for at sikre, at regionen når i mål med tildeling af sensorer til voksne med type 1-diabetes i 2025.
Det er en kæmpe sejr i kampen mod postnummerlotteriet, at alle med type 1-diabetes nu kan forvente at få en sensor allerede i 2026.
Nyheden kom to uger efter, at budgetaftalen 2025 for Region Midtjylland afslørede, at den midtjyske region har afsat yderligere 12 millioner ekstra til sensorer i 2025. Det betyder, at alle voksne med type 1-diabetes i Region Midtjylland kan få tilbudt en sensor senest i løbet af 2026.
Læs også: Hurtigere adgang til sensorer i Region Midtjylland
– Diabetesforeningen kæmper for at mindske den geografiske ulighed i Danmark, så alle får tilbudt den nødvendige diabetesteknologi samtidig, uanset hvor i landet de bor. Derfor har vi presset på for, at de skruede op for tempoet i Region Midtjylland og Region Nordjylland. Her stod personer med type 1-diabetes til at skulle vente markant længere tid på en fuld udrulning af sensorer, end i de andre tre regioner, der ruller teknologien ud i år og næste år. Vi er glade for, at begge regioner har lyttet og prioriteret at få sensorteknologien hurtigere ud til deres borgere, siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.
Hvornår kan du få sensor, hvis du har type 1-diabetes?
I oktober 2023 gav alle landets fem regioner via deres budgetter grønt lys til Behandlingsrådets anbefaling om at tilbyde en sensor til alle voksne med type 1-diabetes, men hvor Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syddanmark forventede at være i mål i løbet af 2025, måtte personer med type 1-diabetes bryste sig med tålmodighed i Region Midtjylland og Region Nordjylland, hvor regionernes budgetter i første omgang kun rakte til at være i mål med udrulning af sensorer i 2028.
Med Region Midtjylland og Region Nordjyllands opprioritering af udbredelsen af sensorer, kan alle med type 1-diabetes nu forvente at få en sensor senest i 2026 – uanset hvor de bor.
Se, hvornår du kan få en sensor i din region:
Region Hovedstaden:
Inden for det næste år ventes alle voksne med type 1-diabetes at have fået tilbudt en sensor.
75 procent med type 1-diabetes i Region Hovedstaden har allerede en sensor, ifølge diabetestal.nu.
Region Sjælland:
Inden for det næste år ventes alle voksne med type 1-diabetes at have fået tilbudt en sensor.
73 procent med type 1-diabetes i Region Sjælland har allerede en sensor, ifølge diabetestal.nu.
Region Syddanmark:
Inden for det næste år ventes alle voksne med type 1-diabetes at have fået tilbudt en sensor.
76 procent med type 1-diabetes i Region Syddanmark har allerede en sensor, ifølge diabetestal.nu.
Region Nordjylland:
Voksne med type 1-diabetes, der endnu ikke har en sensor, ventes at få tilbuddet i 2025.
58 procent med type 1-diabetes i Region Nordjylland har allerede en sensor, ifølge diabetestal.nu.
Region Midtjylland:
Alle voksne med type 1-diabetes ventes at få en sensor i 2026.
68 procent med type 1-diabetes i Region Midtjylland har allerede en sensor, ifølge diabetestal.nu.
En kæmpe sejr i kampen mod postnummerlotteriet
I oktober 2023 gav alle landets fem regioner via deres budgetter grønt lys til Behandlingsrådets anbefaling om at tilbyde en sensor til alle voksne med type 1-diabetes. Men mens Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syddanmark forventede at være i mål i løbet af 2025, måtte personer med type 1-diabetes ruste sig med tålmodighed i Region Midtjylland og Region Nordjylland, hvor regionernes budgetter i første omgang kun rakte til at være i mål med udrulning af sensorer i 2028.
Læs også: 3 ud af 5 regioner giver sensorer til alle med type 1-diabetes i 2024
– Det er en kæmpe sejr i kampen mod postnummerlotteriet, at alle med type 1-diabetes nu kan forvente at få en sensor allerede i 2026 og ikke skal vente til 2028. Det er virkelig positivt, for teknologien løfter behandlingen i en sådan grad, at risikoen for følgesygdomme og komplikationer som amputationer, nervesygdomme, blindhed og tidligere død bliver markant mindre. Det er godt for mennesker med diabetes, men det letter også presset på sundhedsvæsenet og gavner samfundsøkonomien. Og med opprioriteringen af området i Region Midtjylland og Region Nordjylland tager vi også et stort skridt mod at mindske ulighed i sundhed, siger Diabetesforeningens adm. direktør, Claus Richter.
Læs også: Sæt politisk handling bag Behandlingsrådets anbefaling
Sensorer kan gøre en kæmpe forskel for mennesker med type 2-diabetes uanset medicinsk behandling, fordi den styrker egenbehandlingen. I Diabetesforeningen vil vi derfor kæmpe for, at næste skridt bliver en permanent ordning, der omfatter endnu flere, der har gavn af teknologien.
Kampen for teknologi til type 2-diabetes fortsætter
Diabetesforeningen kæmper fortsat for, at alle mennesker med diabetes får adgang til det rette udstyr – også uanset diabetestype.
– Vi glemmer ikke de over 14.000 mennesker med type 2-diabetes, der tager insulin flere gange dagligt, som har samme behov for en sensor, hvilket Dansk Endokrinologisk Selskab også er kommet frem til, siger Claus Richter.
En aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner gav i december grønt lys til en forsøgsordning, hvor ca. 4.000 mennesker med type 2-diabetes, der tager insulin flere gange dagligt, får tildelt en sensor. Forsøgsordningen løber i perioden 2025-2026.
– Forsøgsordningen er et vigtigt skridt mod en mere moderne og individuel behandling af personer med type 2-diabetes, siger Claus Richter og fortsætter:
– Sensorer kan gøre en kæmpe forskel for mennesker med type 2-diabetes uanset medicinsk behandling, fordi den styrker egenbehandlingen. I Diabetesforeningen vil vi derfor kæmpe for, at næste skridt bliver en permanent ordning, der omfatter endnu flere, der har gavn af teknologien, siger Claus Richter.
Læs også: Ny teknologiaftale er en sejr for mennesker med type 2-diabetes
Sensorer til type 2-diabetes
Dansk Endokrinologisk Selskab, som er sammenslutningen af danske diabeteslæger, anbefaler sensorer til mennesker med type 2-diabetes, der tager insulin flere gange dagligt. Cirka 14.000 danskere med type 2-diabetes tager insulin flere gange dagligt.
En sensor giver et mere stabilt blodsukker og er et værn mod de livstruende situationer, der kan opstå ved lavt og højt blodsukker, og de alvorlige følgesygdomme til diabetes, fx hjertekarsygdom, nyresvigt, øjensygdom og amputationer.
Et studie fra Sverige viser, at brugen af sensorer til mennesker med insulinkrævende type 2-diabetes nedbringer antallet af indlæggelser.
Resultater fra Diabetesforeningens projekt 2Sense, der undersøger effekten af at give personer med type 2-diabetes, der ikke tager insulin, mulighed for at afprøve en sensor i 14 dage, viser, at sensoren har positiv effekt på både deres behandling, sygdomsforståelse og livskvalitet.