Bragt i Berlingske 11. september 2023
Beskæftigelsen er højere end nogensinde, vi har stort finanspolitisk råderum, og ledigheden er historisk lav. Men mens vores økonomi blomstrer, halter vores helbred efter. Et ægte dansk paradoks. I 2020 var den forventede levealder i Danmark 81,6 år, mens den i Norge var knap to år højere.
Sygdom plager Danmark mere end resten af Vesteuropa, og vi indtager en kedelig sidsteplads i Norden målt på levetid. Der er 1,2 mio. danskere med kroniske sygdomme, og antallet vokser.
Særligt den aldrende befolkning og kronisk sygdom er en væsentlig del af forklaringen, som kaldes den kroniske kurve. I 2030 er vi cirka 700.000 mennesker over 75 år. Det er selvfølgelig glædeligt, men med alderen følger de kroniske sygdomme, de rammer ofte i flok, og det koster.
Sundhedsudgifterne er 11 gange større for patienter med tre eller flere kroniske lidelser sammenlignet med en patient uden kronisk sygdom, og genindlæggelsesraten er fem til 12 gange større.
En 40-årig dansker med diabetes kan forvente at leve 5-8 år kortere end sin landsfælle uden diabetes, og med overhængende risiko for, at alvorlige følgesygdomme som nyre-, øjne-, nerve- og hjertekarsygdomme også sætter et kedeligt præg på hverdagen inden da.
Også tallene for diabetes er voldsomme: Mindst 356.000 mennesker har diabetes – i 2030 vil det være steget til 467.000. Udviklingen er især drevet af type 2-diabetes, og hvis ikke vi gør noget, fortsætter den sin himmelflugt. Vi er altså med rivende fart på vej mod en stille sundhedskatastrofe.
Vi ser altså ind i så massive udfordringer afledt af kroniske sygdomme, herunder diabetes, at de truer både Danmarks velfærd og den lige adgang til sundhed. For slet ikke at tale om de besværligheder, begrænsninger og smerter, som den enkelte skal leve med.
Situationen skyldes, at det ikke er lykkedes os proaktivt at imødegå tidens store udfordringer: Kravene til sundhedsvæsenet fra de nye sundhedsforbrugere, den teknologiske udvikling, den aldrende befolkning og den stigende betydning af de kroniske sygdomme for samfund og arbejdsmarked.
Denne dystre virkelighed kræver politisk handling.
I Diabetesforeningen har vi fire bud på, hvordan vi kan imødegå de udfordringer og knække den kroniske kurve.
1. Vend blikket og se på effekten af sundhedsvæsenet
Vi ser et klart skifte i, hvordan den tilbagevendende forbruger af sundhedsydelser, såsom et menneske med diabetes, ser på resultaterne i sundhedsvæsenet.
Vi har store mængder af data, som fortæller om ventetider, antallet af behandlinger, overholdelse af gældende retningslinjer etc. Men vi ved ikke nok om, hvad patienterne i sidste ende får ud af mødet med sundhedsvæsenet.
Vi skal med andre ord se mere på den effekt, som sundhedsvæsenets indsats har på patientens sundhedstilstand, og bruge den viden til at løfte kvaliteten.
Og vi skal rette ressourcerne mod de indsatser, som vi ved, skaber mest værdi for patienterne.
Selvom kommuner, hospitaler og praksissektoren leverer forskellige sundhedsydelser, skal de alle i sidste ende bidrage til et godt slutresultat for patienten, og det skal derfor også understøttes af de styringsmæssige rammer for sundhedsvæsenet. Mindre fokus på antallet af behandlinger og kontroller og mere fokus på den værdi, der skabes for patient og samfund.
Det kan blandt andet gøres ved at indrette den økonomiske afregning, så den understøtter de indsatser, som er særligt vigtige for patienterne og for den samlede samfundsøkonomi.
For lige nu er dem, der har udgiften, ikke altid dem, der har gevinsten. Hvis kommunerne skaber forebyggende indsatser, er det regionerne, der har gevinsten i form af færre indlæggelser. Derfor er der ikke meget incitament for kommunerne til netop forebyggelse.
Så vi skal konstruere et system, hvor en målbar og god indsats fra én kasse kommer godt igen i den samme kasse.
2. Giv folk den bedste teknologi
I Diabetesforeningen kæmper vi for, at mennesker med diabetes skal have adgang til de teknologier, der kan give det bedst mulige liv og værne mod livstruende situationer. Det samme bør gælde for alle andre patientgrupper.
Bedre adgang til teknologi og digitale løsninger løfter sundhedsvæsenet og forlænger vores levetid. Det kræver store investeringer, men i sammenhæng med en struktureret forebyggelsesindsats på tværs af samfundet, kan vi nedsætte sygdomsbyrden og dermed løfte samfundsøkonomien og den enkeltes livskvalitet.
3. Invester i at forebygge sygdomme
Vi skal investere mere i danskernes sundhed. Inden for sundhedsområdet kan forebyggelse forhindre sygdomme. Dette kan ske gennem vacciner, screeningsprogrammer, sundhedsoplysning og livsstilsændringer.
Lige nu lever mere end halvdelen af den danske befolkning med overvægt eller svær overvægt, og andelen er stigende; der er 250.000 flere end for bare fire år siden. Sammenhængen mellem overvægt og type 2-diabetes er evident. Alder og arvelighed er risikofaktorer, der er svært at gøre noget ved, mens man kan sætte ind i forhold til overvægt, der også øger risikoen for andre livsforkortende sygdomme.
Usunde madvaner er – næst efter tobak – den risikofaktor, der kan tilskrives flest dødsfald i Danmark. Samtidig er vi stadigt mindre fysisk aktive. Læg dertil, at danskerne har verdensrekord i slikindkøb.
Alle har et ansvar for egen sundhed, men vi har især behov for at både den private og offentlige sektor handler på sundhed og forebyggelse på tværs af de rammer og strukturer, der har indflydelse på danskernes valg i hverdagen.
Derfor foreslår vi at sætte ind med mere bevægelse og madordninger i skolerne. Der skal seks timers bevægelse på skoleskemaet ugentligt, hvor børnene skal have pulsen op med højintense aktiviteter i minimum tre af timerne. Der skal stilles krav til kommunerne om efteruddannelse af lærere i, hvordan man meningsfuldt integrerer bevægelse i undervisningen.
En nedsættelse af momsen på frisk frugt og grønt vil også gøre en forskel, også hvis vi samtidig skærmer børn og unge bedre mod markedsføring af usunde føde- og drikkevarer. Vi skal også indrette supermarkeder, så de ikke frister unødigt til at købe de usunde fødevarer, og det sunde valg bliver lettere.
Lige så afgørende er det, at vi sætter forpligtende og ensartede krav til kommunerne om at styrke folkesundheden lokalt.
Kommunerne skal i dag tilbyde patientuddannelse til borgere med type 2-diabetes, dvs. hjælp til sygdomsmestring, kost og motion, men kun 23 procent er inden for de seneste fem år blevet henvist til det af deres behandler. Samtidig er indholdet og kvaliteten af patientuddannelserne alt for forskellig fra kommune til kommune.
Det koster os som samfund.
4. Styrk patientrettighederne
Tidlig opsporing er en anden hjørnesten i den kronikerplan, der bør søsættes for at kunne modstå det krydspres, sundhedsvæsenet – med færre hænder til at behandle endnu flere – står over for.
Vi skal finde de mennesker, der bliver ramt af kronisk sygdom, tidligt, så alvorlige følgesygdomme kan undgås. Det skal ske ud fra fælles nationale standarder og diagnosticering for alle væsentlige kroniske sygdomme.
