Marineret andebryst med grønt

Stegt, marineret andebryst med grønt på en tallerken

Næringsindhold pr. person

Energi
1475/355 kj/kcal
Kulhydrat
23 g
Fedt
12 g
Protein
26 g
Frugt/grønt pr. person
180 g
Kulhydrat/100g
6 g

Ingredienser

2 portioner

  • 1 andebryst (ca. 185 g)
  • ¼ lille rødkål (ca. 130 g)
  • 1 rødløg (ca. 100 g)
  • 2 gulerødder (ca. 130 g)
  • 1 tsk. salt
  • peber

Marinade

  • 1 appelsin, økologisk
  • 1 tsk. honning
  • 2 spsk. soja
  • 1 tsk. stødt timian
  • 1 dl rødvin, kan udelades
  • Majsstivelse til jævning
  • evt. kulør

Sådan gør du

Snit rødkålen fint, skær løget i tynde både og gulerødderne i tynde stave.

Fjern eventuelle fjerrester og sener på andebrystet, rids fedtsiden i tern, og gnid andebrystet med salt og peber.

Riv skallen af en appelsin, halver den, og pres saften.

Tilsæt honning, soja, og timian, rødvin, og rør marinaden sammen.

Kom andebryst og grøntsager i en plasticpose. Tilsæt marinaden, og fordel den godt mellem grøntsager og andebryst.

Mariner i køleskab i mindst en time og gerne længere.

Si marinaden fra, og brug den til sovs.

Brun andebrystet med skindsiden nedad på en pande ved høj varme, så skindet bliver brunet godt, og skru dernæst ned på middel varme. Steg videre i ca. 10 min. og vend andebrystet, og steg videre i ca. 10 minutter.

Fjern andebrystet af varmen, og pak det ind i stanniol, mens du tilbereder grøntsagerne.

Steg grøntsagerne i fedtet på panden i ca. 10 min. Smag til med salt og peber.

Kog marinaden op, og jævn den med majsstivelse rørt op i lidt væske.

Tilsæt evt. kulør, og smag sovsen til.

Servering

Spis kartofler, sellerimos eller dit yndlingstilbehør til retten og sovs til.

DIÆTISTENS KOMMENTAR

KULHYDRAT
I den varme mad er det typisk tilbehøret som for eksempel kartofler, ris, pasta eller brød, der giver blodsukkerstigning efter måltidet.

Mængden du spiser har betydning for, hvor meget blodsukkeret stiger.

Kål, løg og gulerødder bidrager med kostfibre.

FEDT
Andefedt bidrager med mættet fedt, som er den type fedt, vi skal spise mindre af.

Du kan reducere mængden ved at fjerne det meste af fedtet fra panden, når du har stegt andebrystet.

PROTEIN
And er en kilde til protein i retten.

Få en gratis kogebog

Få inspiration til sunde og hurtige hverdagsretter med en kogebog fra Diabetesforeningen. Klik på linket og udfyld formularen. Så modtager du helt gratis kogebogen “Kål er cool” på din email. Du skal være 18 år for at bestille en kogebog.