Stegt flæsk med persillesovs og letsaltet hvidkålssalat med rødbeder

Stegt flæsk med persillesovs og letsaltet hvidkålssalat med rødbeder

Næringsindhold pr. person

Energi
2025/480 kj/kcal
Kulhydrat
22 g
Fedt
33 g
Protein
22 g
Frugt/grønt pr. person
225 g
Kulhydrat/100g
5 g

Ingredienser

4 portioner

  • 600 g svinebryst, stegestykke i skiver à ½-1 cm
  • salt, peber

Sovs

  • 4 dl skummet- eller minimælk
  • 2½ spsk. hvedemel
  • 1 tsk. flydende fedtstof med Nøglehulsmærket
  • 1 bundt persille
  • salt, hvid peber

Hvidkålssalat

  • ½ hvidkål (ca. 800 g)
  • 1 spsk. groft salt
  • 100 g syltede rødbeder uden tilsat sukker
  • 15 hasselnødder (ca. 20 g)

Marinade

  • 1 spsk. hvidvinseddike
  • 1 spsk. vand
  • 1 tsk. flydende honning eller sukker

Sådan gør du

Dup skiverne tørre med køkkenrulle, og krydr med salt og peber. Steg flæsket på pande eller i ovn.

På pande

Brun flæsket ved kraftig varme i 2-3 min. på hver side.

Skru ned for varmen, og steg videre i 20-25 min., til flæsket er tilpas brunt og sprødt. Det må ikke branke. Stegetiden afhænger af skivernes tykkelse, og hvor meget varme, du steger ved. Vend skiverne et par gange under stegningen.

Tag flæsket af panden, når det er stegt færdigt, og læg det på fedtsugende papir.

I ovn

Læg flæsket på en bageplade med bagepapir, og steg ved 225° C i ca. 30 min. på næstøverste ovnrille, til flæsket er tilpas brunt og sprødt. Vend evt. flæsket, og flyt det fra det afsmeltede fedt på papiret.

Læg flæsket på fedtsugende papir, når det er færdigstegt.

Persillesovs

Pisk 2 dl mælk og melet til en jævning i en tykbundet gryde. Varm op, og pisk resten af mælken og fedtstoffet i. Kog sovsen godt igennem i ca. 5 min., mens du pisker.

Hak persillen, og tilsæt den. Smag til med salt og peber.

Hvidkålssalat

Snit hvidkålen fint, og bland med groft salt. Lad det trække i mindst ½ time.

Kom kålen i en sigte, og skyl saltet af. Tryk vandet af kålen. Skær rødbederne i små tern. Hak nødderne.

Bland ingredienserne til marinaden, og hæld den over kål og rødbedetern. Drys nødderne over.

Servering

Server stegt flæsk med persillesovs og letsaltet hvidkålssalat med rødbeder og kartofler.

Få en gratis kogebog

Få inspiration til sunde og hurtige hverdagsretter med en kogebog fra Diabetesforeningen. Klik på linket og udfyld formularen. Så modtager du helt gratis kogebogen “Kål er cool” på din email. Du skal være 18 år for at bestille en kogebog.