Hero billede

5 råd til dig, når andre har ansvaret for dit barn med diabetes 

Når andre har ansvaret for dit barn med diabetes, skal de vide, hvad de skal gøre, hvis blodsukkeret falder. Samtidig vil du ikke skræmme nogen væk, og dit barn skal kunne være med til fødselsdag, sport, lege- og soveaftaler uden at føle sig forkert. Det kan være en svær balance. Her får du fem råd til, hvordan du kan skabe trygge aftaler, så både du, dit barn og de andre voksne kan sige ja med ro i maven.

1. Klæd de andre voksne på 

Det er en stor opgave at give andre ansvaret for dit barns diabetes. Mange kan være usikre – og det er helt forståeligt. Det vigtigste er, at de ved, hvad de skal gøre, og føler sig trygge ved at handle. 

Fortæl de voksne, der skal have ansvaret: 

  • At dit barn som udgangspunkt kan spise og drikke det samme som andre. Barnet skal bare have insulin til kulhydraterne – medmindre der er noget, dit barn ikke spiser. Undgå dog sodavand med sukker.  
  • Hvornår og hvordan de skal tjekke dit barns blodsukker via sensoren på mobilen eller readeren. 
  • Hvad de skal gøre, hvis blodsukkeret bliver lavt eller højt. 
  • Hvornår og hvordan de skal give insulin. 
  • At de altid kan ringe til dig, hvis de er i tvivl om noget. 

Hvor meget støtte de voksne skal give, afhænger af dit barns alder og modenhed. Jo yngre barnet er, desto mere hjælp har barnet brug for.

Hvis bedsteforældre, familie eller venner gerne vil hjælpe, så tag imod det. De behøver ikke gøre alting præcis som dig – det vigtigste er, at de ved, hvad de skal gøre og føler sig trygge ved det. Start med kortere tidsrum, og vær i nærheden i starten.  

 Hvad er lavt og højt blodsukker? 

Blodsukkeret bør ligge mellem 4 og 8, for at dit barn har det godt. Under 4 er lavt og kræver hurtig handling – giv hurtige kulhydrater som juice eller druesukker med det samme. Over 10 er højt. Aftal på forhånd med de voksne, hvad de skal gøre, hvis dit barns blodsukker bliver højt.  

Type 1-diabetes kan være svært at forstå – også i skolen. Med denne video håber vi, at både lærere, forældre og klassekammerater bedre forstår, hvad det hele går ud på.

2. Brug legeaftaler til at øve jer 

En legeaftale er et godt sted at begynde, når andre skal have ansvar for dit barn i kortere tid. Ring til legekammeratens forældre på forhånd, og forklar, hvad de skal vide. Lyt også til deres spørgsmål og bekymringer. 

Sørg for, at dit barn har mobilen med – og at den ikke er på lydløs. Aftal også, at både du og de andre voksne kan ringe, hvis der opstår spørgsmål undervejs. Nogle børn vil gerne have mor og far med på legeaftaler de allerførste gange. Det er en god anledning til at vise, hvad I gør. Når andre bliver mere fortrolige med udstyret og kan observere fra sidelinjen, bliver det nemmere at sige ja til ansvaret.  

Legeguiden

Diabetesforeningen har lavet en lille guide til legeaftaler. Her kan du udfylde de vigtigste oplysninger om dit barns diabetes, så legekammeratens forældre ved, hvad de skal gøre. Guiden er nem at printe og sende med dit barn.

Hent Legeguiden her.

3. Forbered overnatninger trin for trin 

Det er naturligt at bekymre sig, de første gange dit barn skal overnatte hos andre. Mange vil gerne hjælpe – de har bare brug for at vide, hvad de skal gøre, og hvornår de skal kontakte dig. 

Inden overnatningen kan I aftale: 

  • Hvad dit barn skal have hjælp til – og hvad barnet selv kan klare 
  • Hvordan de voksne tjekker blodsukkeret  
  • Hvad de skal gøre ved lavt og højt blodsukker 
  • Hvordan og hvornår de skal give insulin 
  • Hvad de skal være opmærksomme på ved sengetid og i løbet af natten 
  • At de altid kan ringe, hvis de er i tvivl 

App til kulhydrattælling

Med Diabetesforeningens gratis app beregner du nemt kulhydratindholdet i dit barns måltid.

4. Sport og fritidsaktiviteter – tal med træneren 

Det er godt for børn at bevæge sig og være en del af et fællesskab. Tal med træneren, inden dit barn begynder. 

Fortæl træneren, at et lavt blodsukker hurtigt kan blive alvorligt, og at det derfor kræver hurtig handling – men også, at dit barn sagtens kan være med, når de rigtige aftaler er på plads. 

Fortæl, hvad dit barn selv kan klare: 

  • Dit barn kender måske selv sine symptomer og ved, hvad det har brug for 
  • Barnet ved, hvor de hurtige kulhydrater er 
  • Barnet kan måske selv tjekke sin sensor og sige til, hvis noget er galt 

Fortæl, hvad træneren skal hjælpe med og holde øje med: 

  • Hvad tegn på lavt og højt blodsukker kan være 
  • Hvornår og hvordan blodsukkeret skal tjekkes  
  • Hvor de hurtige kulhydrater ligger – fx juice, druesukker eller det, dit barn plejer at bruge 
  • At træneren skal handle med det samme, hvis dit barn viser tegn på lavt blodsukker 
  • At træneren altid kan ringe til dig, hvis noget opstår 

Vær selv med til aktiviteterne i starten. Så finder I ud af, hvad dit barn har brug for før, under og efter træning. Efterhånden kan du give lidt mere slip. 

5.  Når dit barn er inviteret til fødselsdag 

Vi hører ofte, at børnefødselsdage giver særlige bekymringer. Mange voksne, der selv voksede op med type 1-diabetes, husker stadig følelsen af at stå udenfor – for eksempel fordi de ikke måtte få det samme som de andre. Med lidt forberedelse kan du give dit barn en anden oplevelse, hvor det føler sig som en del af fællesskabet. 

Tag en kort snak med forældrene på forhånd. De fleste vil gerne hjælpe, men de kan være nervøse for at gøre noget forkert. Fortæl dem, hvad de skal vide om dit barns diabetes og udstyr: Hvad er lavt og højt blodsukker? Hvad skal de gøre, hvis blodsukkeret bliver lavt? Og hvornår skal de ringe til dig? 

Misforståelser kan opstå. Nogle voksne tror for eksempel, at et barn med type 1-diabetes ikke må få kage eller slik og tilbyder frugt i stedet – uden at vide, at der også er kulhydrater i frugt, som barnet kan have brug for insulin til. Derfor er det vigtigt at aftale, hvad der gælder for netop dit barn. Det skaber tryghed for alle. 

Ring inden og spørg, hvad børnene skal have at spise. Når du kender menuen, kan du guide dit barn – eller de voksne, alt efter hvor gammelt dit barn er – over telefonen, hvis der opstår tvivl om insulindosis. 

Diabetesforeningen har lavet kulhydratlister og en legeguide, som er nemme at printe og tage med: 

Vi kæmper for et trygt børneliv med diabetes

Alle børn med diabetes skal have den støtte, de har brug for – uanset hvilken skole eller kommune de tilhører. Det kæmper Diabetesforeningen for.

Læs mere om vores bud på et trygt børneliv.

Hvor får du hjælp nu? 

Alle voksne med ansvar for et barn med diabetes er velkomne til at ringe til Diabetesrådgiverne. Det gælder uanset om du er forælder, bedsteforælder, lærer, pædagog, træner, spejderleder eller forælder til en klassekammerat, der skal have besøg. 

Ofte stillede spørgsmål 

  • Ja. Med den rette forberedelse og klare aftaler med de ansvarlige voksne kan dit barn godt overnatte hos venner. Brug Legeguiden til at give dem de vigtigste informationer på.

  • De skal vide, hvordan de tjekker blodsukkeret på sensor eller reader, hvad tegn på lavt blodsukker kan være, og hvad de skal gøre, hvis blodsukkeret falder. Et lavt blodsukker kan gå hurtigt og blive alvorligt. Fortæl dem præcis, hvad de skal gøre, og at de altid kan ringe til dig, hvis de er i tvivl.

  • Ja. Mange børn med diabetes dyrker sport på alle niveauer. Det kræver, at du og træneren laver klare aftaler om blodsukker, insulin, og hvad der skal ske, hvis blodsukkeret bliver lavt.

  • Ja, hvis de voksne er klædt godt på, og dit barn er klar til det. Lav klare aftaler om mad, insulin, blodsukker og lavt blodsukker – og aftal, at de altid kan ringe til dig, hvis de er i tvivl.