Type 1-diabetes hos børn – det skal du vide som forælder
Når dit barn har type 1-diabetes, følger der mange spørgsmål. Hvad er type 1-diabetes? Hvordan virker behandlingen? Hvorfor har mit barn fået diabetes? Hvad gør man, hvis blodsukkeret bliver for højt eller for lavt? Og hvad skal jeg som forælder være særligt opmærksom på? Her har vi samlet den vigtigste viden om type 1-diabetes hos børn – så du nemt kan finde svar på dine spørgsmål.
Hvad er type 1-diabetes hos børn?
Type 1-diabetes er en autoimmun sygdom. Det betyder, at kroppens immunforsvar har ødelagt de celler i bugspytkirtlen, som producerer insulin. Insulin er et livsvigtigt hormon, og når kroppen ikke længere selv kan danne det, skal det tilføres ude fra resten af livet.
I Danmark lever omkring 36.000 mennesker med type 1-diabetes, og halvdelen af alle nye diagnoser stilles hos børn og unge.
Type 1-diabetes kan hverken forebygges eller helbredes. Det er en alvorlig sygdom, som kræver opmærksomhed hver dag – og ofte også om natten.
Der forskes stadig i, hvorfor nogle får type 1-diabetes. Sygdommen opstår formentlig i et samspil mellem arvelig disposition og ydre påvirkninger.
Én ting er dog sikkert: Dit barn har ikke fået type 1-diabetes af at spise slik, drikke juice eller sidde i sofaen og se for meget fjernsyn.
Har dit barn type 1-diabetes, kan I sagtens lære at håndtere sygdommen i hverdagen. Viden, behandling og støtte er alle veje. Men det er en stor opgave, og ingen familie skal stå alene med den.
På denne side kan du finde en masse viden om symptomer, årsager, behandling, blodsukkerniveauer og ambulatoriebesøg.
Kend sygdommen
Tegn på diabetes hos børn
Tørst, hyppig tissetur og vægttab på kort tid. Læs om symptomerne – og hvornår du skal kontakte din læge.
Hvordan skal jeg forstå tal for mit barns langtidsblodsukker?
Langtidsblodsukker (HbA1c) er et gennemsnit over de sidste 2-3 måneder. Se hvad tallet betyder, hvad målet er for børn og hvad du gør, hvis tallet er for højt.
Hvad betyder det for jer som familie, når et barn eller teenager har diabetes? Hvordan hjælper du bedst dit barn? Find konkrete råd og værktøjer til dig som forælder i vores forældreguide.
Du behøver ikke at stå alene med spørgsmålene. Hos Diabetesrådgiverne sidder vi bl.a. sygeplejersker, diætister, børnefaglige konsulenter og socialrådgivere med speciale i diabetes. Vi kender til hverdagen med et barn, der har type 1-diabetes – og du kan ringe til os, når du har brug for det.