Hero billede

Roadshow

Mange børn og unge med diabetes bruger uforholdsmæssigt meget energi på at forklare sig. Til klassekammerater, der ikke forstår og til lærere, der er utrygge. Roadshowet Ung med diabetes tager den opgave fra dit barns skuldre.

Få besøg af unge, der véd, hvad de taler om

Med Roadshowet har I mulighed for at få besøg af to unge frivillige, der selv lever med type 1-diabetes. De er ikke eksperter fra en lærebog, men mennesker, der kender hverdagen med diabetes indefra. I løbet af 45-90 minutter får klassen:

  • Personlige beretninger om livet med diabetes
  • Fakta om type 1-diabetes, fx blodsukker, behandling og udstyr
  • Inddragende aktiviteter der åbner øjnene for hverdagens udfordringer
  • Mulighed for at se udstyret, lugte til insulin og stille spørgsmål, store og små

Diabetes­foreningens forskellige roadshows

Grundskolen

Oplægget passer til alle klassetrin og er tilpasset klassens alder og behov. De unge fortæller om livet med diabetes i skolealderen, om venskaber, sport, fester. Og om det at skille sig ud fra de andre. Og klassen kan stille spørgsmål.

Roadshowet er relevant både i klasser, hvor der går et barn med diabetes. Eller klasser der arbejder med diabetes som tema i undervisningen. Indholdet bliver altid tilpasset klassetrinnet og aftalt i dialog med læreren inden besøget.

Ungdomsuddannelser

På ungdomsuddannelser fortæller to unge frivillige om diabetes i relation til gymnasieliv, fester, sport og tanker om fremtiden. De fortæller om de mest almindelig fordomme om diabetes. Og de forklarer forskellen på type 1- og type 2-diabetes.

Videregående uddannelser

På sundhedsuddannelser og andre videregående uddannelser tilbyder roadshowet et fagligt fordybende oplæg. De frivillige deler personlige erfaringer med behandlingssystemet, fx hvad der har haft særlig betydning, positivt og negativt, i mødet med sundhedspersonale.

Vær obs på: Ønsker I en beretning om type 2-diabetes skal I skrive det i bookingforespørgslen.

“Det var skønt at møde andre med diabetes, som kunne fortælle klassen, hvad type 1-diabetes er. Nu slipper jeg for at svare på en masse spørgsmål om diabetes”

– Andreas, elev med diabetes i 5. klasse

Det er gratis – men I kan støtte

Roadshowet er gratis. Skoler, der har råd til det, opfordres til at bidrage med 1.000 kr. til de frivilliges transport og materialer, men det er ikke et krav. Det eneste I skal gøre er at sende en bookingforespørgsel.

To unge kvinder underviser i Diabetesforeningens roadshow

Forældre: prik til skolen

De fleste roadshow-besøg starter med en forælder, der sender et link til sit barns lærer.
Fortæl dem, det er gratis og kan tilpasses til flere aldersgruppe og varighed.

Ofte stillede spørgsmål

  • Alle folkeskoler og ungdomsuddannelser i Danmark kan sende en bookingforespørgsel. Der er ingen krav til klassetrin.

  • Roadshowet er gratis. Skoler, der har råd, opfordres til frivilligt at bidrage med 1.000 kr. til transport og materialer — men det er ikke et krav for at få besøg.

  • To unge frivillige fra Diabetesforeningen, der selv lever med type 1-diabetes. De er ikke sundhedsprofessionelle, men deler deres personlige erfaringer fra hverdagen med sygdommen.

  • På 45 til 90 minutter får klassen personlige beretninger, fakta om type 1-diabetes og inddragende aktiviteter. Eleverne kan se udstyret, mærke og lugte til insulin og stille spørgsmål — store og små.