Stor ulighed i adgang til AID-pumper
Der er sket store fremskridt i brugen af teknologi til behandling af type 1-diabetes i Danmark. Men adgangen til den livsændrende AID-teknologi er alt for ofte afgjort af dit postnummer.
AID-teknologi skal være for alle med type 1-diabetes
AID-teknologi er afgørende for din behandling og livskvalitet, når du har type 1-diabetes. Pumpen hjælper med at stabilisere blodsukkeret og mindsker risikoen for alvorlige komplikationer som hjertekarsygdom, nyreskader, nerveskader og i værste fald amputationer.
Samtidig kan teknologien gøre hverdagen lettere og skabe højere livskvalitet – både for den, der har diabetes, og for de pårørende.
Vi mener, at uligheden i adgangen til AID-pumper ikke hører hjemme i et sundhedsvæsen som det danske.
I Diabetesforeningen arbejder vi politisk for at sikre lige adgang til AID-pumper i hele landet.
Hvad er en AID-pumpe?
AID står for Automated Insulin Delivery, eller på dansk automatiske insulindoseringssystemer (AID-pumper). En AID-pumpe er en banebrydende teknologi, der kan gøre en markant forskel i livet med diabetes.
Det er næste generation af insulinpumper, hvor en stor del af arbejdet med at regulere blodsukkeret sker automatisk.
Pumpen arbejder sammen med en sensor, der løbende måler blodsukkeret og sender information til pumpen. Pumpen justerer derefter automatisk, hvor meget insulin kroppen har brug for, uden at du selv skal reagere hver gang.
Hvis blodsukkeret stiger, giver pumpen automatisk mere insulin.
Hvis blodsukkeret falder, giver pumpen mindre insulin eller stopper midlertidigt.
AID-teknologi kan derfor gøre det lettere at holde blodsukkeret stabilt, og kan samtidig forbedre sygdomsreguleringen af diabetes på et hidtil uset niveau.
Store regionale forskelle i adgangen til AID-pumper
Selvom teknologien findes, er den ikke lige fordelt i Danmark.
De fleste børn og unge med type 1-diabetes har i dag adgang til AID-pumper. Men blandt voksne ser det helt anderledes ud.
Kun omkring en fjerdedel af voksne med type 1-diabetes har en AID-pumpe.
Samtidig er forskellene mellem regionerne store.
For mange betyder det i praksis, at man som voksen – ofte efter mange år med diabetes – ikke får adgang til en teknologi, der er afgørende for bedre sygdomsregulering og for at forebygge alvorlige følgesygdomme.
Forskellene skyldes blandt andet, at regionerne har forskellige retningslinjer og finansieringsmodeller for at tildele insulinpumper.
Resultatet er et sundhedsvæsen, hvor adgangen til den bedste behandling ikke er den samme for alle.
Dyk ned i tallene




Hvorfor er diabetesteknologi vigtigt?
Bedre blodsukkerkontrol reducerer risikoen for alvorlige følgesygdomme som:
- Øjensygdom
- Diabetisk nyresygdom
- nyresygdom
- Nervesygdom
- Hjerte-kar-sygdomme
Når du får bedre kontrol over blodsukkeret, får du bedre livskvalitet og færre udfordringer i dagligdagen. Samtidig kan det spare sundhedsvæsenet for behandlinger, indlæggelser og sygefravær.
Med andre ord er bedre adgang til diabetesteknologi ikke kun en gevinst for den enkelte – men også for dine nære relationer og samfundet.
Ofte stillede spørgsmål
-
AID står for Automated Insulin Delivery – på dansk: automatisk insulindosering. En AID-pumpe er næste generation af insulinpumper. Den arbejder sammen med en sensor, der løbende måler blodsukkeret og sender data direkte til pumpen. Pumpen justerer så automatisk insulindoseringen: giver mere, hvis blodsukkeret stiger, og reducerer dosen eller stopper midlertidigt, hvis det falder.
-
Regionerne har forskellige retningslinjer og finansieringsmodeller for, hvem der kan tildeles en insulinpumpe. Det betyder, at du kan have ret til en AID-pumpe i én region, men ikke i en anden – selvom dit behov er det samme.
-
Postnummerlotteriet er den betegnelse, Diabetesforeningen bruger om den ulighed, der opstår, når din adgang til behandling afgøres af, hvor i landet du bor – ikke af, hvad du har brug for. Det er en ulighed, vi mener ikke hører hjemme i det danske sundhedsvæsen.
-
Vi kæmper for tre ting: at adgangen til AID-pumper er ens i hele landet, at der gælder de samme regler for alle med samme behov, og at regionerne får den økonomi, der er nødvendig for at efterleve en fælles national retningslinje.
-
Ja. Teknologien stabiliserer blodsukkeret og mindsker risikoen for alvorlige komplikationer som hjertekarsygdom, nyreskader, nerveskader og amputationer. Samtidig frigør den mental energi – du behøver ikke manuelt reagere på hvert blodsukkerudsving. Det giver mere tryghed for både den, der har diabetes, og de pårørende.