Kørekort og diabetes: regler, attest og fornyelse
Du kan godt have kørekort med diabetes. Din trafiksikkerhed kan dog blive vurderet individuelt, og dit kørekort kan i mange tilfælde have en kortere gyldighedsperiode end andres. Her er reglerne, attesterne og proceduren samlet på én side.
Er reglerne relevante for dig?
Det er ikke alle med diabetes, der får begrænsninger i deres kørekort. Reglerne på denne side er relevante for dig, hvis myndighederne kender til din diabetes i forbindelse med dit kørekort.
Det kan fx være, fordi du allerede havde diabetes, da du tog kørekort, eller fordi du senere har afleveret en lægeattest i forbindelse med, at du har taget kørekort til en ny kategori, fx motorcykel eller bil med anhænger. Dit kørekort kan også allerede være tidsbegrænset på grund af dit helbred.
Har du fået diabetes, efter du tog dit kørekort, og har myndighederne ikke efterfølgende fået oplysninger om din diabetes i forbindelse med en kørekortsag, vil dit kørekort som udgangspunkt ikke være tidsbegrænset på grund af diabetes. Du skal derfor ikke automatisk have dit kørekort fornyet oftere alene på grund af din diabetes.
Du har dog altid selv ansvar for, at du kan køre sikkert. Det gælder, uanset om myndighederne kender til din diabetes. Ifølge færdselslovens § 54, stk. 2, må du ikke køre, hvis du på grund af sygdom er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde.
Når du fylder 70 år
Er du fyldt 70 år, skal du som udgangspunkt ikke længere aflevere en lægeattest, når du fornyer dit almindelige kørekort.
Hvis dit kørekort allerede er tidsbegrænset på grund af dit helbred, skal du dog fortsat aflevere en lægeattest ved fornyelse. På baggrund af lægeattesten kan dit nye kørekort også blive tidsbegrænset.
Sådan vurderes din diabetes
Når du søger kørekort med diabetes, handler vurderingen om din trafiksikkerhed, ikke om diabetes som sådan. Det afgørende er, om din diabetes øger risikoen for pludselig hypoglykæmi bag rattet.
Vurderingen tager udgangspunkt i:
- Din helbredstilstand og behandling
- Om du har haft hypoglykæmi: hvornår, om natten eller om dagen, og om den var alvorlig
- Om du har haft mere end ét tilfælde med hjælpebehov inden for ét år
- Hvor godt du kender din sygdom og forebygger lavt blodsukker
- Om du søger lille eller stort kørekort
Er din diabetes velreguleret og har du ikke haft alvorlige hypoglykæmiepisoder, er der som udgangspunkt intet i vejen for at have kørekort.
Regler og gyldighedsperiode for lille og stort kørekort
Dine konkrete regler afhænger af din behandling og af, om du søger lille eller stort kørekort.
| Lille kørekort | Stort kørekort | |
| Hypoglykæmikrav | Mere end ét tilfælde med hjælpebehov inden for ét år → tidligst fornyet 3 mdr. efter seneste tilfælde. | Intet tilfælde, hverken om dagen eller natten, inden for de seneste 12 mdr. |
| Følgesygdomme | Vurderes individuelt. | Ingen følgesygdomme, der udgør en risiko: fx svækket syn, neuropati eller kognitiv svækkelse. |
| Diætbehandling | Op til 15 år gyldighed. | – |
| Antiglykæmisk medicin (uden hypoglykæmirisiko) | Op til 5 år gyldighed. | – |
| Medicin med hypoglykæmirisiko | Op til 5 år gyldighed. | Op til 3 år gyldighed (evt. kortere ved individuel vurdering). |
Gælder uanset diabetestype
Reglerne er de samme for type 1, type 2, LADA og MODY. Det er risikoen for hypoglykæmi, der er afgørende.
Hvilke attester skal du bruge?
Du skal altid aflevere en lægeattest, både første gang og ved fornyelse. Derudover kan du have brug for en diabetesattest.
Lægeattest
Udfyldes af din praktiserende læge mod et gebyr. Du booker tid på borger.dk, og en digital attest dannes automatisk. Du udfylder din del og bestiller tid hos lægen til resten.
Diabetesattest
Udstedes af den læge, der behandler din diabetes. Attesten beskriver:
- Art og varighed af din diabetes
- Behandlingsform
- Om du har haft tilfælde af hypoglykæmi
- Hvor godt du håndterer risikoen
- Om sygdommen udgør andre risici for trafiksikkerheden
Henter du attesten på et diabetesambulatorium, er det gratis. Hos din praktiserende læge koster det som regel et gebyr.
Hvornår kræves diabetesattesten?
Lille kørekort: Kræves, hvis du behandles med medicin, der kan give hypoglykæmi, og din diabetes er ustabil eller har medført komplikationer.
Stort kørekort: Kræves altid, hvis du er i behandling med medicin, der kan give hypoglykæmi.
Sådan søger eller fornyer du kørekort
Proceduren er den samme som for alle andre, uanset om det er første gang eller en fornyelse.
- Book tid på borger.dk. En digital lægeattest dannes automatisk. Udfyld din del, og bestil tid hos lægen.
- Medbring til Borgerservice: portrætfoto (de kan tage et), dit pas og eventuelt dit nuværende kørekort.
- Kommunen sender sagen til Færdselsstyrelsen, der beder Styrelsen for Patientsikkerhed om at vurdere oplysningerne om din diabetes.
- Styrelsen for Patientsikkerhed sender en anbefaling til Færdselsstyrelsen på baggrund af din attest, bekendtgørelsen og Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
- Mener Færdselsstyrelsen, at din diabetes påvirker gyldighedsperioden eller udstedelsen, får du direkte besked.
Tip: Aflevér attesterne tidligt
Du kan aflevere attesterne på Borgerservice op til 3 måneder, inden du starter teoriundervisning, eller inden dit kørekort udløber. Når du søger i god tid, kan du måske få en godkendelse, inden du skal op til teoriprøven, eller inden dit kørekort udløber.
Fornyelse: dit eget ansvar
Du får ikke automatisk besked, når dit kørekort skal fornyes. Det er dit eget ansvar at holde øje med udløbsdatoen. Er dit kørekort udløbet, kan det stadig fornyes. Kravet om kontrollerende køreprøve ved sen fornyelse er ophævet pr. 1. januar 2025.
Sæt en kalenderpåmindelse, særligt hvis dit kørekort kun gælder 3 eller 5 år.
Blodsukker og sikker kørsel
Tre enkle vaner, der mindsker risikoen:
- Mål dit blodsukker, inden du sætter dig bag rattet.
- Hold pauser på lange ture, og tjek blodsukkeret undervejs.
- Hav altid druesukker, sodavand eller juice i bilen.
En velreguleret diabetes med få alvorlige hypoglykæmiepisoder kan være din bedste dokumentation ved næste fornyelse.
Ofte stillede spørgsmål
-
Ja, i de fleste tilfælde. Det afgørende er, om din behandling øger risikoen for alvorlig hypoglykæmi. Gyldighedsperioden vil typisk være 5 år for lille kørekort og 3 år for stort.
-
For lille kørekort: har du haft mere end ét tilfælde med behov for hjælp inden for et år, kan du tidligst få udstedt eller fornyet dit kørekort tre måneder efter seneste tilfælde.
For stort kørekort: det er en betingelser, at du ikke har haft nogen tilfælde af hypoglykæmi inden for de seneste 12 måneder.
-
Ja. Klagevejledningen fremgår af din afgørelse. Du kan også kontakte Diabetesrådgiverne for sparring, inden du klager.