Ældre kvinde

Accept af diabetes

Mange sætter et enormt pres på sig selv om at acceptere deres diabetes. Som om fuld accept er et sted, man skal nå hen, og at man har fejlet, hvis man endnu ikke er der. Det har man ikke.

Hvad er accept af diabetes? 

Accept af diabetes handler om at bruge mindst mulig energi på at kæmpe imod det, man ikke kan ændre, ikke om at elske sin sygdom. 

Ida Astrup Jørgensen, seniorkonsulent i Diabetesforeningen, beskriver det sådan: accept er ikke en endestation. Det er en bevægelse, du er i hele livet, og noget, du vil gå ind og ud af igen og igen. Nogle dage vil du naturligt nok have større accept end på andre dage.  

Det er en vigtig distinktion. Det er en aktiv valgt strategi om at rette sin energi mod det, der er muligt at påvirke og slippe det, der ikke er.

Accept vs. fornægtelse

Accept betyder, at du forholder dig til din diabetes, også på de svære dage. Fornægtelse er, når du bevidst eller ubevidst undgår at forholde dig til den.

Accept er ikke en fast endestation 

Accept aktiveres ikke én gang, og så er du færdig. Den aktiveres igen, når livet forandrer sig. 

Ny arbejdssituation. Graviditet. Skilsmisse. En ny komplikation. En ændring i behandlingen. I de perioder, hvor hverdagen kører på skinner, fylder diabetes måske lidt mindre. Når du er presset, mærker du det modsatte. 

Det er normalt. Det er ikke et tegn på, at du er gået et skridt tilbage. Det er den forventede rytme i et liv med en kronisk sygdom. 

Tag ejerskab – og træn et udviklende mindset 

En måde at arbejde med accept på er at stimulere dit udviklende mindset. Det betyder, at i stedet for at fortælle sig selv, at man ikke har styr på noget, så forsøge at skifte perspektiv og sige: “Jeg gør det så godt, jeg kan, med de ressourcer, jeg har. Jeg er ikke der, hvor jeg gerne ville være – endnu – men jeg er på vej”.  

Det handler om at gå fra en følelse af at være passivt ramt af sin sygdom til en oplevelse af at træffe aktive valg om, hvad du gør, ikke om at være perfekt. Du kan ikke ændre ved, at du har diabetes, men du kan beslutte, hvad du gør med det. 

Når egenomsorgen er noget, du vælger, frem for noget, du er tvunget til, ændrer den indre oplevelse sig. Ikke altid. Men ofte nok til at gøre en forskel. 

Giv dig selv lov til øv-dage 

Øv-dage er dage, hvor du er vred, ked af det eller opgivende. Og det er okay. 

Du behøver ikke kæmpe imod dine svære følelser. Svære følelser, der undertrykkes, er som en badebold, der holdes under vand. Jo mere du bruger kræfter på at holde badebolden under vand, jo højere og mere ukontrolleret vil den flyve op. Giver du på samme måde følelserne tid og plads, er udsvingene mindre, end hvis du kæmper med dem. 

Slå ikke dig selv i hovedet de dage, hvor du er langt fra accept. Det, der hjælper på de svære dage, er de gode rutiner, du har etableret på de lette dage. 

Automatisér din egenomsorg 

En automatiseret egenomsorg, fx faste tidspunkter for måling og medicin, faste vaner omkring mad og bevægelse, koster mindre energi at holde kørende. 

Det frigiver mental kapacitet til det, der giver glæde. Med mere energi til det, der giver glæde, bliver det nemmere at leve godt med diabetes.

Strukturen er et redskab for accepten, ikke en fjende af den.

Fornægtelse og hvornår den er et problem 

Det er ikke unormalt at tage en kortvarig pause fra sin diabetes. Særligt i perioder, hvor det hele er for meget. 

Men vælger du bevidst at ignorere din diabetes over længere tid – det kan være springe medicin over, undlade at måle, eller sætte egenomsorgen helt på pause – så opbygges der skyld, skam og frustration. Fylder disse følelser for meget, bliver det sværere at komme i gang igen. 

En bedre strategi i de svære perioder: nedjuster forventningerne. Gør det mest nødvendige. Acceptér at det ikke går perfekt, og byg langsomt videre med nye delmål, som er mulige at nå. 

Gode råd til hverdagen 

Tillad dig selv at have svære følelser og tanker om din diabetes. De er en naturlig del af det at leve med noget, der aldrig holder fri. 

  • Automatisér din egenomsorg så meget som muligt. Bliver det en vane, trækker det mindre på dit overskud. 
  • Skru op for det, der giver dig overskud og glæde. Det er ikke egoistisk, men nødvendigt. 
  • Del din diabetes op i bidder. Ingen kan overskue det hele på én gang. 
  • Ros dig selv for det, du faktisk gør. Ikke for det, du synes, du burde gøre bedre. 
  • Isoler dig ikke med din diabetes. Indvi andre i det tempo, der passer dig. 

Vil du øve dig? 

Accept er som en muskel, der kan trænes. Øvelse gør me Jo mere du øver dig, jo bedre bliver du til det. 

Vi har samlet seks konkrete øvelser, der hjælper dig med at blive klogere på dig selv og din diabetes. 

Hvor får du hjælp nu? 

Sidder du med svære tanker om din diabetes? Kontakt Diabetesforeningens rådgivere. De kan hjælpe dig. 

Ofte stillede spørgsmål

  • Accept af diabetes handler om at bruge mindst mulig energi på at kæmpe imod det, man ikke kan ændre og rette sin energi mod det, der er muligt at påvirke. Det er ikke det samme som at være glad for sin diabetes eller at have det godt med den. 

  • Nej. Accept er en bevægelse, du er i hele livet. Den aktiveres igen, når livet forandrer sig, og det er normalt, ikke et tilbageskridt. 

  • Øv-dage er dage, hvor du er vred, ked af det eller opgivende med din diabetes. Det er normalt og helt okay. Du behøver ikke kæmpe dine svære følelser ned. Giv dem plads, og de stilner hurtigere af. 

  • Accept betyder, at du forholder dig til din diabetes, også på de svære dage. Fornægtelse er, når du bevidst eller ubevidst undgår at forholde dig til den over længere tid. Fornægtelse er forståelig, men opbygger over tid skyld og frustration, der gør det sværere at komme i gang igen.

  • Nedjuster forventningerne til dig selv. Gør det mest nødvendige. Tal med din diabetesbehandler om, hvordan du har det. Og ring til Diabetesrådgiverne, hvis du har brug for nogen at tale med nu.