Udviklingen af type 1-diabetes starter måneder til år før diagnosen

Hvad sker der i kroppen op til, at man får diagnosen type 1-diabetes? Det var et af de centrale spørgsmål på årets kongres for The Immunology of Diabetes Society. Diabetesforeningens seniorfaglige rådgiver Anne-Marie Karin Wegener forklarer de videnskabelige fund, der har givet forskere verden over større forståelse for type 1-diabetes.

T1 Udvikling Starter Tidligt Progressiv WEB

Hver 18. måned mødes den videnskabelige sammenslutning The Immunology of Diabetes Society (IDS), der samler forskere, læger og studerende, som arbejder dedikeret for at blive klogere på type 1-diabetes og styrke behandlingen. Anne-Marie Karin Wegener, ph.d., cand.scient. i biokemi og seniorfaglig rådgiver i Diabetesforeningen, deltog på kongressen i slutningen af maj, hvor processen forud for en type 1-diagnose og muligheden for risikoscreening var et centralt emne.

Type 1-diabetes er en progressiv sygdom

Symptomerne på type 1-diabetes kommer ofte pludseligt og akut, og for mange virker det som om, at type 1-diabetes nærmest udvikler sig fra den ene dag til den anden. Men forskere har i mange år forsøgt at skabe klarhed om, hvad der sker i kroppen op til, at man får en type 1-diagnose.

Kortlægning af udviklingen op til type 1-diagnose

85 procent af de mennesker, der får konstateret type 1-diabetes, har ikke nære slægtninge med sygdommen, mens de resterende 15 procent allerede har type 1-diabetes i den nærmeste familie.

Over flere år har en række store forskningsprogrammer ved hjælp af blodprøver screenet 1. grads slægtninge til mennesker med type 1-diabetes, da der er lidt højere risiko for at udvikle type 1-diabetes, hvis man har en forælder eller søskende med type 1-diabetes.

Formålet har været at se, hvilke personer der endte med at udvikle type 1-diabetes. Når en person fik type 1-diabetes, kunne forskerne derefter gå tilbage og analysere personens blodprøver for såkaldte biomarkører – i dette tilfælde autoantistoffer, der er molekyler, der indikerer, at der er en autoimmun reaktion i gang i kroppen.

Forskningsprogrammerne har stor andel i den viden, man nu har om stadierne op til udviklingen af type 1-diabetes.

Mens forskere stadig arbejder for at blive endnu klogere på processen op til en klinisk type 1-diagnose, har forskningen på området allerede vist, at type 1-diabetes ikke er noget, der opstår pludseligt, men derimod udvikler sig progressivt over længere tid – længe før, man får behov for insulin.

Processen bag udviklingen af type 1-diabetes inddeles i tre stadier. På stadie 1 har man udviklet minimum to autoantistoffer associeret med type 1-diabetes, men blodsukkerreguleringen er endnu ikke påvirket. På stadie 2 har man mindst to autoantistoffer, og kroppens blodsukkerregulering fungerer ikke længere normalt. Starten på stadie 3 er lig med en klinisk type 1-diabetes-diagnose, hvor man har behov for at blive behandlet med insulin.

Bliv klogere på de tre stadier i udviklingen op til type 1-diagnose i faktaboksen:

DE TRE STADIER

Insulin bliver produceret af betaceller i bugspytkirtlen. Alle mennesker starter ved fødslen med at have 100 procent betacelle-funktion, det vil sige 100 procent af kroppens evne til at producere insulin. Hvor meget, 100 procent er, kan variere fra person til person, men forstås som den betacelle-funktion, kroppen har, når der ikke er sket nogle ødelæggende processer.

På stadie 1 vil man ved hjælp af en blodprøve kunne se, at personen har udviklet to eller flere antistoffer mod en eller flere betacelle-komponenter. Det betyder, at personens immunforsvar har udviklet en immunreaktion mod en eller flere af kroppens egne insulinproducerende betaceller. På dette stadie er betacelle-funktionen påvirket og ligger nu under 100 procent, men kroppens blodsukkerregulering fungerer stadig normalt. Det er endnu ikke sikkert, om nogle kan nå stadie 1 uden nogensinde at udvikle type 1-diabetes, eller om alle personer, der har nået stadie 1, på sigt udvikler type 1-diabetes, men der er eksempler på personer, der har nået stadie 1, der på nuværende tidspunkt endnu ikke har udviklet type 1-diabetes.

På stadie 2 i processen vil man ved en blodprøve se, at der fortsat er mindst to antistoffer mod betacelle-komponenter til stede, men at kroppens blodsukkerregulering ikke længere fungerer som normalt, fordi betacelle-funktionen nu er yderligere nedsat. Man har endnu ikke type 1-diabetes på stadie 2, men forskere mener, at personer, der er nået stadie 2 i processen, med meget stor sandsynlighed er på vej til at udvikle type 1-diabetes.

Stadie 1 og 2 kaldes i nogle sammenhænge for præsymptomatisk type 1-diabetes, da disse to stadier ikke medfører symptomer.

Stadie 3 resulterer i en klinisk type 1-diabetes-diagnose, hvor man har behov for at blive behandlet med insulin. Grænsen mellem stadie 2 og 3 ligger, når betacellefunktionen er nede på omkring 20 procent. Her vil kroppen producerer så lidt insulin, at den ikke længere kan omsætte det sukker, den har i blodet, og cellerne vil ikke få tilstrækkelig næring. Omkring dette tidspunkt vil der være øget risiko for syreforgiftning, fordi kroppen i manglen på næring fra sukkeret begynder at trække energi fra fedt. Det får ph-værdien i kroppen til at falde, hvilket kroppen ikke kan tåle. Hvis man véd, at en type 1-diabetes-diagnose er på vej, kan man følge udviklingen tættere og i bedste fald opdage udviklingen af den kliniske diagnose inden en eventuel syreforgiftning.

Det er muligt at screene for type 1-risiko

– Den viden, man har fået om udviklingen forud for en type 1-diagnose, har givet diabetesforskere bedre muligheder for at screene for type 1-risiko ved hjælp af biomarkører. Der eksisterer allerede en række screeningsprogrammer rundt omkring i verden. Men på IDS-kongressen var der også fokus på mulighederne i at koordinere screeningsindsatsen for at få mest mulig gavn ud af forskningen på området, siger Anne-Marie Karin Wegener.

Hun understreger, at alene det, at man nu kan få viden om, at sygdomsudviklingen er i gang, har stor betydning, også selvom man endnu ikke har symptomer. Det kan nemlig være med til at forebygge, at man debuterer med diabetisk ketoacidose også kaldet syreforgiftning, der er en livstruende tilstand, som opstår som følge af svær insulinmangel.

Lægemiddel til type 1-udskydelse allerede udviklet

Allerede nu har den nye viden om processen forud for en type 1-diagnose resulteret i udviklingen af et lægemiddel, der sidste år blev godkendt i USA, som kan udskyde diagnosen for en lille, udvalgt gruppe i risiko:

Læs mere om lægemidlet: Første medicin til udskydelse af type 1-diabetes godkendt i USA

– Nu er en af de store opgaver for forskningen at blive endnu klogere på, hvad der sker i de forskellige stadier af præ-type 1-diabetes, og forskere er allerede godt i gang med blandt andet mere detaljeret at analysere de autoantistoffer, der måles hos personer, der ender med at udvikle type 1-diabetes. Samtidig arbejder forskere stadig på at få en bedre forståelse af, hvordan og hvorfor den autoimmune proces overhovedet starter, siger Anne-Marie Karin Wegener.

– Det er virkelig spændende forskning, for jo mere vi ved om den udvikling, jo bedre forudsætninger har vi for at udvikle metoder til at udskyde og måske i fremtiden helt forhindre type 1-diabetes.

Læs mere om den videnskabelige sammenslutning The Immunology of Diabetes Society

, ,