Hvad sker der med fødderne, når du har diabetes?
For højt blodsukker skader med tiden to ting på én gang: nerverne og blodkarrene. Det mærkes først i kroppens yderste dele, og fødderne rammes oftest tidligst.
Nerverne mærker ikke, når skoen gnaver
Diabetisk nervesygdom – også kaldet neuropati – betyder at nerverne tager skade. Det kan give snurren, prikken, svære ved at mærke varme og kulde, eller følelsesløshed i fødderne. Du opdager ikke, at en sten eller et par nye sko er ved at gnave hul i huden. Derfor kan skaden opstå, uden at du ligger mærke til det.
Sår heler langsommere
Diabetes kan give åreforkalkning. Der kan opstå skader i benenes blodkar, som kan nedsætte blodforsyningen til tæer og fødder. Hud og væv bliver mere sårbart. Sår kan hele langsommere, de kan nemmere blive inficeret og de kan udvikle sig hurtigt
Hvad er fodsår, og hvorfor er de farlige ved diabetes?
Et fodsår opstår, når huden på tæer, fødder eller underben åbner sig. For de fleste heler et lille sår af sig selv. For dig med diabetes kan det være anderledes.
For højt blodsukker og dårligt kredsløb kan hæmme helingsprocessen. Har du neuropati, mærker du måske ikke, at du har fået et sår. Det kan give infektionen tid til at brede sig.
Kend disse forvarsler
Nogle tegn er advarsler om øget risiko for fodsår. Kontakt din læge, hvis du oplever et eller flere af disse:
- Nedsat følesans, snurren eller prikken i fødderne
- Kolde fødder med bleg, glat hud og manglende behåring
- Smerter i læggene – særligt når du går
- Tør eller revnet hud på hælene
- Forandringer i tånegle – fortykkelse eller misfarvning
Har du både nedsat følesans og kolde fødder med smerter i læggene? Så skal du være ekstra opmærksom. Det kan være nødvendigt med kontakt til lægen.
Sådan passer du godt på dine fødder
Det er en god ide at kigge på dine fødder dagligt. Så er du sikker på at du kan se forandringerne med det samme. Undersøg fødderne – gerne med et spejl, hvis du har svært ved at se undersiden.
Tjek:
- om huden er glat, hel og uden røde pletter på overside, underside og mellem alle tæerne
- om der er forandringer i eller på neglene
- om der er tendens til hård hud eller revner – fx på hælen
Der anbefales ikke at gå i gang med at behandle hård hud. Det skal fodterapeuten gøre.
8 råd til at passe på dine fødder med diabetes
-
Undersøg dine fødder hver dag. Evt. med et spejl, hvis det kniber med at se hele foden.
- Tjek om huden er glat, hel og uden røde pletter på overside, underside og mellem alle tæerne
- Tjek, om der er forandringer i/på neglene, og om der er tendens til hård hud eller revner – f.eks. på hælen
Gå aldrig selv i gang med at behandle hård hud. Det skal lægen eller fodterapeuten gøre.
-
Neuropati kan give tør hud. Brug en fed fodcreme hver dag for at holde huden smidig. Men smør ikke mellem tæerne – her skal det være tørt for at forebygge fodsvamp.
-
Vask dine fødder i lunkent vand hver dag. Brug en mild sæbe med pH-værdi på 6–7. Undgå fodbad og kraftig sæbe – det udtørrer huden. Har du nedsat følesans, skal du tjekke vandtemperaturen med albuen eller et termometer. Du kan brænde dig uden at mærke det.
-
Tør dine fødder grundigt efter bad. Særligt mellem tæerne – her er risikoen for fodsvamp størst.
-
Forkerte sko er en af de hyppigste årsager til fodsår. Brug disse tommelfingerregler:
- Ryst altid skoen for sten og grus, inden du tager den på
- Skoens sål skal være bøjelig – overlæder blødt
- Tåkappen skal være rummelig og høj – hælkappen solid
- Skoen skal være bredest der, hvor din fod er bredest
- Køb sko sidst på dagen – dine fødder er størst der
- Brug aldrig sandaler med rem mellem tæerne, gå ikke i træsko og gå ikke barfodet
- Lav en skabelon: stil dig på papir, tegn omridset med 2–3 mm ekstra og klip ud. Skabelonen skal ligge fladt i skoen uden at bøje op ad siderne
- Tal med din fodterapeut om indlæg, der kan aflaste de steder, hvor trykket på foden er størst
-
Vælg strømper der er rummelige over tæerne – uden sømme og uden kantelastik.
- Varme fødder: brug bomuldsstrømper og evt. et præparat mod fodsved
- Kolde fødder: brug uldstrømper og stimulér fødderne med massage, fodgymnastik og kredsløbsøvelser – undgå varmepude og fodmassagebad
-
Klip tåneglene, mens de er bløde – fx lige efter bad. Klip ikke for tæt på huden. Klip altid lige over – ikke rundt om hjørnerne. Så reducerer du risikoen for nedgroede negle.
-
Rygning og ustabilt blodsukker øger risikoen for dårligt kredsløb. Dårligt kredsløb øger risikoen for fodsår. De to ting hænger direkte sammen – og begge er noget, du aktivt kan påvirke. Hjælp til rygestop?
Andre fodproblemer du kan møde
Du skal være opmærksom på at, der kan være andre fodproblemer forbundet med at have diabetes.
Nedgroede negle
Opstår ved for smalt fodtøj, fejlstilling af fod eller tå, eller forkert negleklipning. Behandles med en tynd neglebøjle af fjederstål, der retter neglen op over ca. seks måneder. Smerterne forsvinder, og risikoen for betændelse falder.
Hård hud og ligtorne
Tegn på overbelastning – typisk ved forkert fodtøj eller fejlstilling af foden. Det er ikke nok at fjerne den hårde hud. Årsagen skal findes og fjernes. Din fodterapeut kan hjælpe.
Fodsvamp og neglesvamp
Fodsvamp viser sig som rødme, hudløshed og afskalning mellem tæerne. Bekæmpes med svampedræbende behandling og et tørt, køligt miljø for fødderne. Neglesvamp giver hvidlige eller gulbrune misfarvninger og fortykkelse af neglen. Tal med din læge og fodterapeut om behandling.
Vabler
Får du en vabel, må du ikke prikke hul på den – risikoen for infektion er for stor. Beskyt den med en forbinding. Får du en blodvabel, skal du kontakte din fodterapeut, læge eller diabetesambulatorium.
Småsår og rifter
Kontakt din fodterapeut, læge eller ambulatorium hvis:
- Du får feber eller føler dig utilpas
- Såret ikke heler inden for ca. ti dage
- Der opstår rødme og huden bliver varm
Charcotfod
Charcotfod (udtales sjarkó – tryk på sidste stavelse) er sjælden men alvorlig. Kredsløbsændringer i foden fører til, at kalk udvaskes fra knoglerne under en betændelsesreaktion. Knoglerne kan smuldre – og foden bliver deform.
Symptomerne er hævelse, varme og rødme. Mange oplever kun en ubehagelig murren, sjældent stærke smerter – det gør det let at overse. Charcotfod kræver øjeblikkelig behandling: aflastning med gips eller en speciel behandlingsstøvle. Operation kan blive nødvendigt.
Ofte stillede spørgsmål
-
De første tegn er ofte nedsat følesans, snurren eller prikken i fødderne. Du kan også opleve kolde fødder med bleg, glat hud og smerter i læggene. Det er tegn på, at nerver og blodkar er påvirkede – og at du har øget risiko for fodsår. Kontakt din læge.
-
Ja. Diabetisk nervesygdom kan give alt fra snurren og prikken til egentlige smerter – særligt om natten. Paradoksalt nok kan neuropati også fjerne smertefornemmelsen, så du ikke opdager skader. Begge dele er tegn på, at nerverne er påvirkede. Tal med din læge.
-
Du bør få tjekket dine fødder mindst én gang om året af en læge eller autoriseret fodterapeut. Din læge kan henvise dig – og du kan have ret til tilskud. Kontakt Diabetesrådgiverne for at høre om dine konkrete rettigheder.
-
Charcotfod er en sjælden men alvorlig følgesygdom, hvor knoglerne i foden smuldrer på grund af ændret kredsløb og betændelsesreaktion. Symptomerne er hævelse, varme og rødme – men sjældent stærke smerter. Kræver øjeblikkelig behandling. Kontakt din læge hvis du oplever disse tegn.
