Hvad er symptomerne på højt blodsukker?
For højt blodsukker hedder hyperglykæmi. Det kan nogle gange mærkes tydeligt, men ikke altid. Nogle opdager det kun, fordi de måler.
Tegn på højt blodsukker
- Træthed og tung fornemmelse i kroppen
- Tørst – også selv om du drikker rigeligt
- Hyppig vandladni
- Mundtørhed
- Sløret eller tåget syn
- Hovedpine
- Humørsvingninger
- Kvalme og utilpashed
Oplever du disse symptomer jævnligt, er det et signal om, at dit blodsukker ikke er under kontrol. Du skal ikke bekymre dig om én enkelt høj måling. Men et mønster skal tages seriøst. Og du skal tale med lægen om det.
Hvad skal blodsukkeret ligge på ved type 2-diabetes?
Det er svært at handle rigtigt, hvis du ikke ved, hvad du sigter efter. Her er de vejledende måltal:
| Tidspunkt | Mål (mmol/l) |
| Før morgenmad | 4–7 |
| 1,5 –2 timer efter morgenmad | Under 10 |
| 1½–2 timer efter frokost | Under 10 |
| 1½–2 timer efter aftensmad | Under 10 |
| Før sengetid | Under 6 |
Tallene er vejledende. Din behandler kan have andre mål for dig – fx hvis du er ældre eller har andre sygdomme. Følg altid den aftale du har med din behandler.
Hvad får blodsukkeret til at stige?
Blodsukkeret stiger ikke uden grund. Der er næsten altid en forklaring.
De hyppigste årsager:
- Du har glemt din medicin eller insulin
- Du har bevæget dig mindre den dag
- Du har spist mere end sædvanligt – særligt kulhydrater og sukker
- Du er syg – blodsukkeret kan svinge under sygdom
- Du er stresset eller ked af det
- Hvis du får insulin, kan din insulin have været opbevaret forkert (for varmt eller for koldt)
Kender du mønstret, er det nemmere at bryde det.
Hvad gør du, når blodsukkeret er for højt?
Sådan kan du gribe det an:
- Mål igen. Mål igen efter 15–20 minutter.
- Bevæg dig. En gåtur på 20–30 minutter kan sænke blodsukkeret.
- Tag din medicin som aftalt. Har du glemt den, tag den hurtigst muligt – medmindre din læge har sagt andet.
- Skriv det ned. Dato, tidspunkt, tal og hvad du spiste. Det giver dig og din behandler noget at arbejde med.
- Kontakt din behandler, hvis dit blodsukker gentagne gange ligger over dine måltal, eller hvis du føler dig meget dårlig.
Det vigtigste er, at du ikke overreagerer på én enkelt høj måling. Men sker det gentagne gange – på samme tidspunkt dag efter dag – er det et signal om, at noget skal justeres. Det er præcis den slags, vi kan hjælpe dig med at finde ud af.
– Lene Kølle Jørgensen, diabetessygeplejerske og diabetesrådgiver, Diabetesforeningen
Højt blodsukker om morgenen
Mange med type 2-diabetes vågner med et blodsukker, der er højere end dagen sluttede. Det kan virke mærkeligt.
Forklaringen hedder morgengry-fænomenet – “dawn phenomenon” på engelsk.
Det sker, fordi kroppen om natten frigiver hormonerne kortisol, glukagon og epinephrin. De signalerer til leveren: frigiv sukker. Det er en naturlig opvågningsmekanisme – men for dig med diabetes kan det betyde for høje tal, når du måler om morgenen.
Høje morgenmålinger kan også skyldes:
- For lav insulindosis (hvis du er på insulin) om aftenen
- Lavt blodsukker om natten – kroppen reagerer ved at sende ekstra sukker ud
- Kulhydrater tæt på sengetid
Vil du finde ud af, hvad der sker, kan du måle blodsukker midt om natten – fx klokken 02–04. Tag resultatet med til din næste aftale hos din behandler.
Ofte stillede spørgsmål
-
Det afhænger af tidspunktet. Før morgenmad bør det ligge på 4–7 mmol/l. Formiddag og 1½–2 timer efter måltider: under 10 mmol/l. Før sengetid: under 6 mmol/l. Din behandler kan have fastsat andre mål for dig.
-
Én høj måling er sjældent farligt i sig selv. Men tilbagevendende høje blodsukkre skader blodkarrene over tid og øger risikoen for følgesygdomme. Kontakt din læge, hvis dit blodsukker gentagne gange ligger over dine måltal. Føler du dig akut dårlig, eller mistænker du sukkersyreforgiftning, skal du ringe 112.
-
Ja. Kost og bevægelse er de mest effektive redskaber. En gåtur efter maden sænker blodsukkeret. Færre hurtige kulhydrater hjælper. Hvis det ikke er nok, kan din behandler justere din medicin.
-
Morgengry-fænomenet. Kroppen frigiver hormoner om natten, som får leveren til at producere sukker. Det kan give et for højt blodsukker, når du vågner – selvom du hverken spiste sent eller sov dårligt.
-
Kontakt din læge, hvis dit blodsukker gentagne gange er over dine måltal – særligt hvis det sker på samme tidspunkt dag efter dag. Er du akut dårlig eller mistænker syreforgiftning, ring 112.
