Hvad ændrer sig, når du fylder 18 med diabetes? 

Du har måske haft diabetes det meste af dit liv. Måske har dine forældre hjulpet med det praktiske, og dit behandlingssted har været det samme i mange år. Men når du fylder 18, ændrer en række ting sig. Du får mere ansvar, dit behandlingssted kan skifte, og nye regler kommer i spil. Her får du et overblik over det vigtigste, du skal vide.

Fire ting ændrer sig

Til dig som forælder: Kommunen er ikke forpligtet til at gøre dig opmærksom på skiftet fra § 86 til § 100. Det er jeres eget ansvar at sørge for, at en ansøgning om voksenkompensation er sendt, inden barnet mister retten til hjælp efter Barnets Lov.

Kompensationsydelse

§ 86 (Barnets Lov) skifter til § 100 (Serviceloven). Du skal selv søge igen.

Hjælpemidler

Du skal ikke genansøge, men du overtager ansvaret.

Behandlingssted

Børneambulatoriet overdrager dig til et unge- eller voksenambulatorium.

Kørekort

Type 1 giver maks. 5 års gyldighed. Lægeattest kræves, inden du starter.

Kompensationsydelse: du skal søge igen under § 100 

Har du før dit 18. år fået dækket udgifter via Barnets Lovs § 86, stopper den bevilling automatisk. Du skal nu selv søge om hjælp til dine udgifter via Servicelovens § 100. 

Det vigtigste: søg inden din 18-års fødselsdag (eller umiddelbart efter). Kommunen er ikke forpligtet til at gøre dig opmærksom på dette skift. Du kan søge digitalt via borger.dk.

Hvad ændrer sig i beregningen? 

Beløbsgrænsen er den samme som under § 86, og tilskuddet er stadig skattefrit og uafhængigt af din økonomi. 

Men kommunen kan vurdere dine udgifter anderledes end tidligere. Et eksempel: har du fået dækket udgiften til juice og druesukkertabletter, kan kommunen nu tage udgangspunkt i druesukkerpulver i stedet. Det er billigere, men det er ikke altid en løsning, der fungerer for dig. 

Vigtig regel  

Kommunen skal altid lave en konkret og individuel vurdering. Kan du ikke bruge pulver, fx fordi du har synkeproblemer, eller har du andre særlige behov, skal det stå i din ansøgning. Beskriv det præcist, så kommunen ikke automatisk vælger den billigste løsning.

Hjælpemidler: du beholder dem, men overtager ansvaret 

Du skal ikke genansøge om dine hjælpemidler, blot fordi du fylder 18. De bevillinger, du allerede har, fortsætter. 

Det gælder fx: 

  • Blodsukkermåler 
  • Teststrimler, lancetter og nåle 
  • Ketonstrimler 

Men fra din 18-årsdag er det dig selv, og ikke dine forældre, der søger om nye bevillinger og fornyelser. Hjælpemidler søges hos kommunens hjælpemiddelafdeling via borger.dk. 

Oplever du, at din bevilling ikke dækker dit faktiske behov, skal du give kommunen besked. Kommunen kan ikke vide, hvad den ikke får at vide. 

Du har frit valg af leverandør 

Du kan vælge en anden leverandør end den, kommunen har aftale med. Men kommunen giver kun tilskud svarende til, hvad den kunne have købt hos sin egen leverandør. Vælger du noget dyrere, betaler du selv differencen. 

Dit behandlingssted skifter 

Har du type 1-diabetes, overflyttes du fra børneambulatoriet til et unge- eller voksenambulatorium, når du fylder 18. Nogle steder sker det allerede fra du er 16. 

Overflytningen sker gradvist. Cirka et år inden du fylder 18, begynder dit børneteam at forberede dig. Til de sidste besøg er der ofte en læge eller sygeplejerske fra det nye team til stede, så du kan møde din kommende kontaktperson. 

Hvad ændrer sig i kontakten? 

Som voksen er det dig, der har det afgørende ord, ikke dine forældre. Sundhedspersonalet taler primært med dig, og de drøfter som udgangspunkt kun din situation med dig alene. 

Dine forældre kan stadig være med. De kan deltage i møder som bisidder, eller du kan give en skriftlig fuldmagt til at de må tale på dine vegne. 

Til dig som forælder

Oplever du, at dit barn har svært ved den øgede selvstændighed i kontakten med behandlingssystemet, så tal med jeres behandler om det. Det er normalt, at overgangen tager tid, og der er hjælp at hente. 

Kørekort og type 1-diabetes 

Vil du tage kørekort? Der er ting, du skal vide, inden du starter. 

Lægeattest inden du begynder 

Du kan udfylde ansøgningen om kørekort sammen med din kørelærer eller downloade ansøgningsblanketten på Færdselsstyrelsens hjemmeside.  

Du skal aflevere en lægeattest, inden du starter teoriundervisning. Attesten skal udfyldes af din praktiserende læge. Det er din læge, der sender attesten digitalt til Borgerservice. 

To tips

Søg tidligt:  Du kan ansøge om kørekort op til 3 måneder, inden du starter teoriundervisning. Det gør godkendelsesprocessen hurtigere, end hvis du venter og afleverer den til din kørelærer ved opstart. 

Aflevér attesterne tidligt: Du kan aflevere attesterne på Borgerservice op til 3 måneder, inden du starter teoriundervisning. Når du søger i god tid, kan du måske få en godkendelse, inden du skal op til teoriprøven.

Højst 5 års gyldighed 

Har du type 1-diabetes, kan du højst få 5 års gyldighed på dit kørekort. Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der vurderer dine lægelige oplysninger. Herefter træffer Færdselsstyrelsen den endelige afgørelse om varighed. 

Det er dit eget ansvar at holde øje med, hvornår dit kørekort udløber og skal fornyes.  

Når ansvaret skifter hænder 

Det kan være en omvæltning at overtage ansvaret for sin egen diabetes. Systemerne forventer nu, at du selv holder styr på bevillinger, ansøgninger og fornyelser. Det kan være svært at navigere alene. 

Et godt råd: lav en liste over alle dine aktive bevillinger, og notér, hvornår de udløber. På den måde undgår du at stå uden hjælpemidler eller kompensationsydelse, fordi en fornyelse er faldet igennem.

Tjekliste til når du bliver 18 år:  

  1. Send en ansøgning om kompensationsydelse (§ 100) til kommunen. 
  1. Få udfyldt en lægeattest i god tid, hvis du planlægger at tage kørekort. 
  1. Spørg Diabetesrådgiverne, hvis du er i tvivl om noget. 

Hvor får du hjælp nu? 

Er du i tvivl om, hvad du skal gøre inden din 18-års fødselsdag, eller hvad du gør, hvis du allerede er fyldt 18 og ikke har søgt endnu? Diabetesforeningens rådgivere kender reglerne og kan hjælpe dig. 

Ofte stillede spørgsmål 

  • Ja, retten til kompensation efter Barnets Lovs § 86 ophører ved din 18-årsdag. Du skal søge om voksenkompensation efter Servicelovens § 100, da kommunen ikke overtager sagen automatisk.

  • Ja. Dine forældre kan deltage i møder som bisidder. Du kan også give dem en skriftlig fuldmagt til at handle og tale på dine vegne. Kontakt din kommune for at høre om deres procedure for fuldmagter. 

  • Søg så hurtigt som muligt, da du ikke kan søge med tilbagevirkende kraft. Ring til Diabetesrådgiverne, hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre.