Udgifter ved diabetes: få dækket dine løbende udgifter 

Diabetes koster penge. Medicin, særlig kost, og transport til kontrol. Mange af de udgifter kan du måske få kompenseret. Servicelovens § 100 giver dig muligvis ret til et fast månedligt tilskud eller fuld dækning af dokumenterede udgifter. 

Hvem kan søge kompensation efter § 100? 

Du kan søge hvis du: 

  • Er mellem 18 år og folkepensionsalderen, eller har fået udsat din folkepension. 
  • Har fået tilkendt førtidspension efter 1. januar 2003. 
  • Har en betydelig og varigt nedsat funktionsevne, en indgribende kronisk lidelse eller en indgribende langvarig lidelse. Måske opfylder du disse krav, når du har diabetes. Dette afhænger af din behandling eller om du har andre kroniske- og indgribende lidelser.
  • Har samlede egenbetaling på mindst 6.960 kr. om året (2026). 

Diabetes kan være både indgribende og kronisk, og diagnosen åbner muligvis for, at du kan søge kompensationsydelse. Det afhænger igen af din behandling, eller om du har andre kroniske- og indgribende lidelser. Kommunen foretager en individuel vurdering af dine konkrete udgifter. 

§ 100 kort fortalt

Kommunen kompenserer dig for nødvendige udgifter som følge af din kroniske sygdom, der opfylder betingelserne for tilskud. Du skal have samlede årlige udgifter på mindst 6.960 kr. (2026). Der er to grupper: Gruppe 1 giver 1.155 kr. fast om måneden. Gruppe 2 dækker dine faktiske udgifter hvis de overstiger 25.080 kr. om året (2026).

Hvem er ikke berettiget? 

Er du folkepensionist eller har du fået tilkendt førtidspension før 1. januar 2003, er du ikke omfattet af § 100. Du skal i stedet søge via helbredstillæg eller personligt tillæg. 

Er merudgifter og kompensationsydelse det samme? 

Ja. Førhen hed det merudgifter, nu hedder det kompensationsydelse, men det er samme ydelse under § 100. 

Start med at få overblik over dine udgifter 

Det vigtigste i første omgang er at få overblik over dine ekstraudgifter og beregne hvad de samlet udgør på årsbasis eller pr. måned. Kommunen har først og fremmest brug for et samlet overblik over dine udgifter. 

Du behøver normalt ikke forklare eller dokumentere alle udgifter fra ansøgningstidspunktet medmindre du søger i Gruppe 2. Når kommunen har modtaget din ansøgning, vil de ofte efterfølgende bede om flere oplysninger eller dokumentation. 

Typiske udgifter ved diabetes 

Typiske udgifter du kan medregne: 

  • Diabeteskost/langsomtvirkende kulhydrater 
  • Egenbetaling til medicin 
  • Hurtigtvirkende kulhydrater som druesukker og juice 
  • Transport og parkering til kontrol og behandling 
  • Lægeattest i forbindelse med fornyelse af kørekort 

Du kan læse mere om de enkelte udgifter og hvordan du beregner dem i afsnittene nedenfor.

Hvad kan du søge kompensation for? 

Medicin (alle typer tæller med) 

Du kan medregne al medicin din læge har ordineret på grund af din diabetes. Det gælder ikke kun insulin, men også blodtryks- og kolesterolsænkende medicin. Derudover kan du medregne medicin til andre varige lidelser. 

Du kan også medregne medicin uden tilskud, hvis den er lægeligt anbefalet og nødvendig på grund af kronisk og indgribende sygdom. 

Dokumentation  

Apoteket kan oplyse din CTR-saldo, så du kan se hvad du samlet har købt medicin for. Handler du på flere apoteker, skal du som udgangspunkt have en CTR-saldo fra hvert apotek. 

Tilskud til langsomtvirkende kulhydrater og kost 

Har du insulinkrævende diabetes, kan du få lavt blodsukker. Det kan være nødvendigt at spise mindre måltider med langsomtvirkende kulhydrater for at stabilisere blodsukkeret. Det er disse ekstra måltider der kan give en ekstra udgift. 

Din udgift til kost beregnes ud fra dit energiinterval, altså hvor mange kilojoule din krop har brug for om dagen. Diabetesforeningen anbefaler at du får din diætist eller læge til at udregne dit energiinterval og udfylde skemaet på bagsiden af folderen “Merudgifter til diabetesmad”.

Vejledende kosttakster pr. måned for voksne (+15 år)

Under 8.999 kJ: Med specialvarer: 161 kr. / Uden specialvarer: 89 kr.  

9.000-10.999 kJ: Med specialvarer: 147 kr. / Uden specialvarer: 57 kr. 

Over 11.000 kJ: Med specialvarer: 176 kr. / Uden specialvarer: 68 kr. 

OBS: Taksterne reguleres ikke løbende. De har været fastfrosset siden 2010.

Du kan læse mere i folderen “Merudgifter til diabetesmad”. Folderen fortæller om merudgift til diabeteskost og mulighederne for at få den dækket i kommunen. Merudgifter har siden skiftet navn til kompensationsydelse, men det dækker over det samme.

Specialvarer og sukkerfri produkter 

Sukkerfri produkter og kunstige sødemidler betragtes normalt ikke som nødvendige udgifter. Du kan dog i særlige tilfælde få tilskud: 

  • Hvis du ikke kan kompensere med hurtigtvirkende insulin for ekstra indtag af kulhydrater 
  • Hvis du kan dokumentere at du faktisk bruger specialvarer i hverdagen og at det lægeligt understøttes. 

Tilskud til hurtigtvirkende kulhydrater 

Har du insulinkrævende diabetes, anbefales det at du altid har hurtigtvirkende kulhydrater med dig, fx druesukker eller juice. Det kan være nødvendigt for hurtigt at behandle lavt blodsukker. 

Det er meget individuelt hvor stort behovet er. Tag udgangspunkt i dit eget forbrug. 

Du kan søge om tilskud til juice og druesukker. Kommunen vil dog i mange tilfælde tage udgangspunkt i prisen på druesukkerpulver, medmindre du ikke kan bruge det i praksis. 

Det kan for eksempel være: 

  • Hvis du ikke kan regulere blodsukkeret med druesukkerpulver 
  • Hvis dit arbejde gør at du ikke kan have væske med dig 

Evt. link til principmeddelelse om druesukkerpulver eller kort forklaring med at AST har taget stilling til det.  

Transport og parkering til behandling og kontrol 

Du kan søge tilskud til transport til: 

  • Ambulatorium og lægebesøg i forbindelse med din diabetes 
  • Øjenlæge 
  • Fodterapi 
  • Blodprøvetagning 

Du får som udgangspunkt bevilget den billigste transportform. Har du gangbesvær eller anden sygdom der forhindrer offentlig transport, kan du få dækning af kørselsudgifter. Kører du i egen bil, beregnes udgiften efter statens lave kilometertakst på 2,28 kr. pr. km (2026). 

Har du mere end 50 km til behandlingsstedet, dækker regionen din kørsel. Søg da ikke via § 100. 

Gruppe 1 eller Gruppe 2: hvad skal du vælge? 

Gruppe 1: Fast beløb hver måned (1.155 kr.) 

Gruppe 1 passer til dig hvis du: 

  • Kan sandsynliggøre at dine samlede udgifter overstiger 6.960 kr. om året (2026) 
  • Foretrækker et fast, forudsigeligt månedligt beløb 
  • Har både faste og enkeltstående udgifter. Begge kan tælles med 

Du får 1.155 kr. om måneden uanset dine faktiske udgifter, så længe de overstiger minimumsgrænsen. 

Gruppe 2: Dokumenterede høje udgifter (over 25.080 kr.) 

Gruppe 2 passer til dig hvis du: 

  • Har dokumenterede udgifter på over 25.080 kr. om året (2026) 
  • Kan fremlægge kvitteringer og dokumentation for udgifterne 

I Gruppe 2 får du dækket dine faktiske udgifter, men kun dem der står på positivlisten. Derudover får du 523 kr. ekstra om måneden til udgifter der ikke står på listen.

Eksempler Gruppe 1 og Gruppe 2

Eksempel Gruppe 1: 

Dine årlige merudgifter: ca. 12.000 kr. 

Du får: 1.155 kr. x 12 = 13.860 kr. om året 

Eksempel Gruppe 2: 

Dine dokumenterede årlige merudgifter: 32.000 kr. 

Du får: de faktiske udgifter på positivlisten + 523 kr./mnd. til øvrige udgifter 

Sygeforsikringen Danmark og § 100 

Er du medlem af Sygeforsikringen Danmark og får dine medicinudgifter fuldt refunderet, kan du ikke medregne medicinudgiften i § 100-beregningen. Får du kun delvis refusion, kan du medregne din egenbetaling. 

Har du et passivt medlemskab, det vil sige at du er medlem, men ikke får dækket udgifter til medicin, kan egenbetalingen af medicinudgifterne medregnes (principafgørelse C-8-07). 

Ankestyrelsen har afgjort, at du ikke kan medregne selve kontingentet til Sygeforsikringen Danmark som en merudgift. Det betragtes ikke som en diabetesspecifik udgift (principafgørelse C-3-08). 

Det kan i nogle tilfælde være relevant at undersøge om et billigere medlemskab passer bedre til din situation. 

Ændringer i tilskud 

En bevilling efter § 100 er som udgangspunkt løbende. Du behøver ikke søge forfra hvert år. 

Sker der ændringer i din situation eller dine udgifter, skal du oplyse det til kommunen, så den kan vurdere dit tilskud. 

Kommunen skal som udgangspunkt kun revurdere din ydelse: 

  • Hvis du selv beder om det på grund af ændrede forhold 
  • Eller hvis kommunen får oplysninger om væsentlige ændringer i din situation 

Vil kommunen stoppe ydelsen, skal du have en skriftlig afgørelse. 

Sådan søger du 

Du søger hos din kommune, typisk hos socialforvaltningen eller ydelsescenteret. 

Sådan gør du: 

  1. Søg digitalt via borger.dk eller kontakt din kommune hvis du er fritaget for digital post. 
  1. Vælg den gruppe du ønsker at søge: Gruppe 1 eller Gruppe 2 

Hvis du ikke er digital, skal du gøre følgende: 

  1. Kontakt socialforvaltningen i din kommune.
  2. Bed om at søge kompensationsydelse efter Servicelovens § 100. 
  3. Bestem dig for om du søger Gruppe 1 eller Gruppe 2. 
  4. Giv kommunen tilladelse til at indhente oplysninger hos din behandler.
  5. Medbring dokumentation såsom CTR-saldoudskrift fra apoteket. 

Relevante principafgørelser 

Ankestyrelsen har truffet en række afgørelser der præciserer reglerne: 

  • 84-19: Al ordineret medicin kan medregnes, inkl. blodtryk og kolesterol. 
  • 112-11: Medicin mod erektil dysfunktion som følge af diabetes kan medregnes. 
  • 46-14: Specialvarer kan kun medregnes under bestemte betingelser. 
  • 111-15: Udgift til regulering af lavt blodsukker kan medregnes. 
  • 103-10: Druesukker og juice kan medregnes. Ulykkesforsikring kan ikke. 
  • 70-17: Transport dækkes med billigste transportform. Kørsel til egen læge kan ikke medregnes. 
  • C-37-05: Diabeteskost er en nødvendig merudgift under § 100. 
  • 122-09: Flytter du kommune, skal du søge din bevilling igen. Tilflytningskommunen er forpligtet til at udbetale til sagen er afgjort. 
  • C-8-07: Passivt medlemskab af Sygeforsikringen Danmark. Egenbetaling på medicin kan medregnes. 
  • C-7-07: Behandlingsudgifter, herunder tandbehandling, kan ikke medregnes. 
  • C-3-08: Kontingent til Sygeforsikringen Danmark kan ikke medregnes. 
  • 161-11: Kanylebokse kan ikke medregnes. 
  • 80-10: Batterier til blodsukkermålerapparat kan ikke medregnes. 
  • 207-10: Forhøjet livsforsikringspræmie kan ikke medregnes. 

Hvor får du hjælp nu? 

Er du i tvivl om du er berettiget, eller vil du have hjælp til at beregne dine udgifter? Diabetesforeningens rådgivere kender reglerne og kan hjælpe dig. 

Ofte stillede spørgsmål 

  • Nej. Ankestyrelsen har afgjort at kontingentet ikke er en diabetesspecifik udgift og derfor ikke kan medregnes (principafgørelse C-3-08). Egenbetalingsdelen på medicin kan dog medregnes hvis du ikke får fuld refusion.

  • Du skal søge din bevilling igen i den nye kommune. Men tilflytningskommunen er forpligtet til at udbetale de ydelser fraflytningskommunen har fastsat, indtil tilflytningskommunen har truffet en ny afgørelse (principafgørelse 122-09).

    Læs om flytning. 

  • Ja. Du kan klage til kommunen inden for fire uger fra du modtog afgørelsen. Bed altid om en skriftlig begrundelse. Den gør det lettere at vurdere klagegrundlaget. Diabetesrådgiverne kan hjælpe dig med at vurdere sagen.

    Sådan klager du.