Hjælp til behandling og medicin når du ikke har råd

Har din diabetes givet dig udgifter til medicin, tandlæge eller behandling, du ikke selv kan betale? Der er to ordninger der kan hjælpe dig. Aktivlovens § 82 er til løbende og forventede udgifter, og § 81 om enkeltydelse er til uventede engangsudgifter. Begge kræver lav indkomst og kommunens vurdering.

To ordninger, men hvad er forskellen?

§ 82

Hjælper med løbende udgifter til fx behandling, medicin, tandbehandling og lignende. Tre betingelser skal opfyldes: udgiften er ikke dækket af anden lovgivning, du har ikke selv råd, og behandlingen er lægeligt velbegrundet. 

§ 81

Hjælper med én konkret uventet engangsudgift opstået ved sygdom eller anden social begivenhed fx sygdom, arbejdsløshed, samlivsophør eller indbrud og brand. Hjælpen er et engangsbeløb og hedder enkeltydelse. Søg inden du afholder udgiften.

En undtagelse

§ 82 og § 81 er ikke for folkepensionister og førtidspensionister fra før 2003. Søg via helbredstillæg i stedet.

§ 82. HJÆLP TIL LØBENDE UDGIFTER TIL BEHANDLING OG MEDICIN 

Hvem kan søge hjælp efter § 82? 

I udgangspunktet kan alle med særlige udgifter til medicin og behandling søge. Men i praksis er det personer med lav indkomst der får hjælp. 

Det kan for eksempel være: 

  • Kontanthjælpsmodtagere  
  • Studerende på SU 
  • Førtidspensionister tilkendt pension efter 2003 
  • Andre med meget lav indkomst og dokumenterede behandlingsudgifter 

Folkepensionister er ikke omfattet 

Er du folkepensionist eller har fået tilkendt førtidspension før 2003, gælder § 82 ikke for dig. Du skal i stedet søge via helbredstillæg eller personligt tillæg.

Hvad kan du søge hjælp til? 

Der er ingen fast liste. Kommunen vurderer individuelt. For dig med diabetes kan det typisk være relevant at søge hjælp til: 

  • Medicin og egenbetalingsdelen på receptpligtig medicin 
  • Tandlægeudgifter 
  • Udgifter til diabeteskost 
  • Andre behandlingsudgifter der er lægeligt begrundede 

Tre betingelser skal alle være opfyldt 

  1. Udgiften er ikke dækket af sygesikringen, anden offentlig ordning eller privat forsikring. 
  1. Du har ikke selv råd til at betale udgiften. 
  1. Behandlingen er nødvendig og lægeligt velbegrundet. Din læge skal dokumentere behovet. 

Kommunen laver altid en individuel vurdering. 

Din økonomi afgør om du kan få hjælp 

Kommunen kigger på din samlede økonomi: indkomst, formue og mulighed for at optage lån. Har du økonomisk mulighed for at betale selv, helt eller delvist, får du ikke hjælp eller kun delvis dækning. 

Der er ingen fast beløbsgrænse. Kommunen skønner konkret i hver enkelt sag. 

Er du studerende? 

Er du på SU, skal du have udnyttet dine lånemuligheder inden du kan søge hjælp efter § 82. Det gælder uanset om du faktisk har optaget et studielån.  

Har du Sygeforsikringen Danmark? 

Er du medlem af Sygeforsikringen Danmark eller har anden privat forsikring, fratrækker kommunen den del forsikringen dækker. Du kan kun søge hjælp til den del, du selv skal betale efter forsikringen, har dækket sin del. 

Hvornår er § 100 bedre end § 82? 

Har du en varig nedsat funktionsevne som følge af din diabetes, kan du have ret til dækning af løbende udgifter via kompensationsydelse, Servicelovens § 100. 

§ 100 er en ret og § 82 er et skøn:  Er du berettiget til § 100, får du hjælp uanset din indkomst. § 82 afhænger altid af en konkret vurdering af din økonomi. Afklar om du er berettiget til § 100, inden du søger § 82. Diabetesrådgiverne kan hjælpe dig med at vurdere det.

§ 81. ENKELTYDELSE TIL UVENTEDE ENGANGSUDGIFTER 

Hvad er en enkeltydelse? 

En enkeltydelse er et engangsbeløb fra kommunen til én konkret udgift du ikke selv kan dække. Det er ikke løbende hjælp, det er hjælp her og nu til én regning.  

Aktivlovens § 81

Kommunen kan give hjælp til udgifter der er opstået på grund af en social begivenhed, fx sygdom, arbejdsløshed, samlivsophør eller indbrud og brand. Hjælpen er et engangsbeløb og kræver at du ikke selv har råd til at dække udgiften. 

Vigtigt: Søg inden du afholder udgiften. Du kan ikke få enkeltydelse til noget du allerede har betalt. 

Hvornår kan du søge enkeltydelse? 

Din diabetes og de udgifter den medfører kan falde under “sygdom” som social begivenhed. Det betyder, at når du har diabetes, kan du have ret til hjælp, hvis udgiften hænger sammen med din sygdom, og du ikke har råd til at betale den selv.  

Hvad kan du søge enkeltydelse til? 

Der er ingen fast liste. Det vigtigste er, at udgiften er konkret og opstået i forbindelse med en social begivenhed.  

Typiske eksempler for dig med diabetes: 

  • Tandlægeudgifter du ikke forudså 
  • Briller, hvis din økonomi ikke rækker 
  • Egenbetalingsdelen på medicin du ikke kan undvære 
  • Andre akutte udgifter opstået som følge af din sygdom 

Det er altid kommunen, der vurderer det konkret. 

Hvad er betingelserne? 

Du skal opfylde to grundlæggende krav: 

  1. Du har haft en social begivenhed, fx sygdom. 
  2. Du har ikke selv råd til at dække udgiften.

Det er ikke en automatisk rettighed. Kommunen kigger på din samlede økonomi: indkomst, udgifter, formue og mulighed for at optage lån. Har du opsparing, kan det betyde at du ikke opfylder betingelserne, men kommunen laver altid en samlet vurdering. 

Er du studerende? 

SU-lån regnes med som en indtægt, også selv om du ikke modtager lånet. 

Er du pensionist? 

Er du folkepensionist eller førtidspensionist tilkendt før 2003, kan du ikke søge enkeltydelse. Søg personligt tillæg i stedet.

SÅDAN SØGER DU: GÆLDER BEGGE ORDNINGER 

Sådan søger du  

Du søger hos din kommune, typisk hos socialforvaltningen eller ydelsescenteret. 

  1. Søg digitalt via borger.dk eller kontakt din kommune hvis du er fritaget for digital post. 
  1. Beskriv din situation: den konkrete udgift, dens sammenhæng med din sygdom og din økonomi (indkomst, formue og eventuelle forsikringer). 
  1. Hav dokumentation klar: regning, lægelig begrundelse og oplysninger om din økonomi. 

Beskriv sammenhængen mellem din sygdom og udgiften så konkret som muligt. Det gør sagsbehandlingen lettere.

Hvis kommunen siger nej: sådan klager du 

Får du afslag, har du ret til at klage. Bed altid om en skriftlig begrundelse inden du beslutter dig for at klage. Den viser dig på hvilket grundlag kommunen har truffet afgørelsen. 

  • Klageinstans: Klag til kommunen
  • Klagefrist: Fire uger fra du modtog kommunens afgørelse 

Er du i tvivl, kan Diabetesrådgiverne hjælpe dig med at gennemgå afslaget og vurdere mulighederne. 

Hvor får du hjælp nu? 

Er du i tvivl om du kan søge? Eller om § 82, § 81 eller § 100 er det rette spor for dig? Diabetesforeningens rådgivere kender reglerne og kan hjælpe dig videre. 

Ofte stillede spørgsmål 

  • § 82 er til løbende og forventede udgifter, fx medicin du køber regelmæssigt eller behandling du jævnligt har brug for. § 81 er til én uventet udgift der er opstået på grund af sygdom eller en anden social begivenhed. Du kan i princippet søge begge, men til forskellige udgifter.

  • Ja. Der er ikke krav om at du er ledig. Men din løn og samlede økonomi indgår i kommunens vurdering. Har du en normal arbejdsindkomst, vil du sjældent opfylde betingelsen om “ikke selv at have råd”. 

    • Udgifter der allerede er dækket af sygesikringen eller Sygeforsikringen Danmark 
    • Udgifter du selv har mulighed for at betale 
    • Behandlinger kommunen vurderer ikke er lægeligt nødvendige 
    • Folkepensionister og førtidspensionister fra før 2003, de bruger helbredstillæg i stedet 
    • Udgifter du allerede har betalt. Gælder særligt enkeltydelse 
  • Nej, ikke til de samme udgifter. Men har du udgifter der ikke dækkes af § 100 (fordi de ikke er på positivlisten eller ikke opfylder betingelserne), kan du søge § 82 til dem. Afklar altid § 100 først. Læs om § 100.

  • Det kan være muligt. Egenbetalingsdelen på medicin eller et hjælpemiddel, du ikke kan undvære, kan i nogle tilfælde dækkes. Det forudsætter, at udgiften er opstået på grund af sygdom, og at du ikke selv har råd. 

  • Du har ret til at klage. Klagen skal sendes til kommunen inden for fire uger fra du modtager afgørelsen. Bed altid om en skriftlig begrundelse. Den gør det lettere at vurdere, om en klage kan ændre resultatet.