Ni råd til et godt samarbejde med kommunen
Kommunen kan muligvis hjælpe med fx kompensationsydelse, hjælpemidler og tabt arbejdsfortjeneste. Men mange med diabetes synes, processen er forvirrende, og sagsbehandleren kender ikke nødvendigvis hverdagen med diabetes. Her er ni råd, der gør samarbejdet lettere.
Hvad er de ni råd?
1. Få det på skrift
Ansøg skriftligt, ikke mundtligt. Sørg for, at alle afgørelser kommer til dig på skrift. Du har ret til at få et afslag på skrift. En mundtlig afvisning tæller ikke.
2. Søg, før du betaler
Som udgangspunkt kan du ikke få bevilling på noget, du allerede har betalt. Søg altid hos kommunen inden du køber eller betaler for en ydelse, et hjælpemiddel eller en behandling. Det gælder, selv om det haster.
3. Kommunen har pligt til at vejlede dig
Sagsbehandleren skal fortælle dig om dine muligheder for hjælp, når du henvender dig, også dem, du ikke selv har spurgt om. Det hedder vejledningspligten. Kender du ikke alle dine muligheder, så spørg direkte: “Hvilke ordninger kan jeg ellers søge om?”
4. Kommunen skal indhente oplysninger, men du har også et ansvar
Kommunen har pligt til at indhente alle relevante oplysninger i din sag. Men du har pligt til at sikre, at de har de rigtige oplysninger. Husk: sagsbehandleren har ikke nødvendigvis indgående viden om diabetes. Forklar tydeligt, hvad sygdommen betyder i din hverdag.
5. Du skal høres inden afgørelsen
Kommunen skal som udgangspunkt partshøre dig, inden den træffer en afgørelse. Det gælder, hvis der indgår oplysninger, som er til ugunst for din ansøgning, eller som du ikke kender. Det betyder, at du skal orienteres om de oplysninger, kommunen lægger til grund for sin afgørelse, og have mulighed for at kommentere dem. Sker det ikke, kan afgørelsen være ugyldig.
6. Et afslag skal begrundes konkret
En afgørelse med helt eller delvist afslag skal altid indeholde tre ting:
1) kommunens konkrete vurdering og begrundelse
2) de oplysninger, der er lagt vægt på
3) de juridiske regler, afgørelsen hviler på.
Mangler noget af dette, kan du bede om en uddybet begrundelse.
7. Du kan klage, og der er en frist
Alle afslag skal ledsages af en klagevejledning. Sørg for at overholde klagefristen, som fremgår at afslaget. Bed altid om en skriftlig bekræftelse på, at kommunen har modtaget din klage.
8. Søg igen, hvis du flytter kommune
Flytter du, skal du søge dine bevillinger igen i den nye kommune. Ved mange bevillinger er tilflytningskommunen dog forpligtet til at fortsætte udbetalingen, indtil den har truffet en ny afgørelse. Du bør derfor som udgangspunkt have hjælp i mellemtiden.
9. Vær vedholdende og venlig
Processen kan tage tid, og det er ikke ensbetydende med afslag. Vær vedholdende, men prøv at møde sagsbehandleren positivt. Et godt samarbejde kan bidrage til en bedre sagsbehandling.
Hvad du kan søge om
Usikker på, hvad du kan søge kommunen om? Her er de vigtigste ordninger for dig med diabetes:
- Kompensationsydelse voksen (§ 100) til løbende udgifter til medicin, kost og transport
- Hjælpemidler (§ 112) til teststrimler, sko og andet udstyr
- Tabt arbejdsfortjeneste (§ 87) som forælder til barn med diabetes
- Kompensationsydelse børn (§ 86) til løbende udgifter til barnets diabetes
- Fleksjob ved en varigt nedsat arbejdsevne
- Enkeltydelse til akut hjælp ved uventede udgifter
Sådan søger du
Søg digitalt via borger.dk eller kontakt din kommune, hvis du er fritaget for digital post.