Arbejdsliv med diabetes: hvad skal du vide

Hvordan forener du arbejdslivet med diabetes? Der er flere ting at være opmærksom på, både i starten, midten og slutningen af dit arbejdsliv.

Skal du fortælle din arbejdsgiver om din diabetes? 

Du har ingen pligt til at fortælle din arbejdsgiver, at du har diabetes. Hverken før eller efter ansættelsen. Det gælder, medmindre sygdommen direkte påvirker din evne til at udføre jobbet. 

Diabetesforeningen anbefaler alligevel åbenhed. Når din leder kender din situation, kan lederen hjælpe med justeringer, hvis det bliver nødvendigt. Og dine kolleger kan hjælpe dig, hvis du pludselig får lavt blodsukker. 

Sådan fortæller du det til chefen 

Start med fakta om sygdommen. Fortæl, hvad den betyder for dig, og hvad den ikke betyder. Mange arbejdsgivere har aldrig haft en ansat med diabetes og ved derfor ikke så meget om sygdommen. Åbenhed kan tage mystikken ud af sygdommen.  

Diabetesforeningen har lavet et forslag til en mail, du kan sende til din arbejdsgiver. Den forklarer, hvad diabetes er, og hvad det ikke er. 

Send dine kolleger en mail 

Får du akut lavt blodsukker på arbejdet, er det dine kolleger, der handler først. 

En kort mail er nok. Her er, hvad den skal indeholde: 

  • Symptomer på lavt blodsukker: Irritabilitet, rysten, glasagtigt blik, fjernhed eller en opførsel, der minder om beruselse.
  • Hvad de skal gøre: Giv mig noget sukkerholdigt med det samme, fx druesukker, juice eller sodavand. Det hæver blodsukkeret hurtigt. 
  • Hvis jeg er bevidstløs eller får kramper: Ring 112. Læg mig om på siden. Giv mig hverken mad eller drikke. 

Diabetesforeningen har skrevet en færdig kollegamail, du kan sende direkte. 

Hvilke job kan du have? 

Diabetes kan påvirker dine jobmuligheder. Der er job du ikke kan have, men heldigvis er de fleste job åbne. 

Er du i insulinbehandling, er der job med særlige sikkerhedskrav, du ikke kan varetage. Det er primært visse typer transport og forsvar. 

Spørg dig selv: hvilke krav stiller drømmejobbet, og kan jeg forene det med min diabetes? Afgrænser du dine ønsker for tidligt, lukker du måske døre, der faktisk var åbne. 

Er du for træt til at arbejde? 

Mange med diabetes oplever en træthed, der er svær at forklare og svær for andre at forstå. Den kan være svær at få øje på, også for læge, chef og sagsbehandler. 

En træthedsdagbog kan hjælpe. 

Skriv hver dag ned, hvad du laver, og hvor træt du er på en skala fra 1 til 10: 

TidspunktHvad du laverSkala for din træthed
07:00Står op4
09:00Møder på arbejdet6
13:00Kommer ud fra møde8
16:00Kører hjem9

Når du har ført dagbog i et par uger, har du konkret dokumentation. Den kan du tage med til din læge, din arbejdsgiver eller dit jobcenter. Den kan fortælle historien tydeligere, end du selv kan gøre det mundtligt. Og du kan måske se et mønster, der inspirerer dig til at ændre noget. 

Søg hjælp i tide, ikke når det er for sent 

Diabetesrådgiverne taler hvert år med mennesker, der i længere tid har haft svært ved at klare alt på jobbet. De får ikke talt med nogen om det, og kan nå et punkt, hvor de ikke kan mere. 

Når det sker, kan processen tilbage være lang. 

Det er langt bedre at handle tidligt, mens du stadig har overskud til at tage langsigtede beslutninger. 

To konkrete råd: Kontakt din tillidsmand eller dit jobcenter, inden din arbejdsevne ændrer sig drastisk. 

Gør opmærksom på problemer, når de opstår. Muligheder som deltid og fleksjob er lettere at etablere, mens du stadig er i arbejde. 

Skifteholdsarbejde: det skal du vide

Skiftende arbejdstider gør det sværere at regulere dit blodsukker. Kroppen er mere insulinresistent om natten, og uregelmæssige søvn- og madrytmer kan give ustabilt blodsukker og øget træthed. 
Det kan lade sig gøre at arbejde på skift med diabetes. Tal med din diabetesbehandler om, hvordan du tilpasser din medicin og dine målinger til din vagtplan.

Ustabilt blodsukker 

Med skifteholdsarbejde kan det være svært at opretholde en struktur i hverdagen. Du sover, spiser og er aktiv på forskellige tidspunkter. Er du afhængig af insulin, er du mere insulinresistent om natten, og du har brug for mere insulin. Det gør det sværere at holde blodsukkeret stabilt. 

Øget risiko for overvægt 

Kroppen er ikke indstillet på at fordøje mad om natten. Spiser du under en nattevagt, reagerer din krop typisk med et højere blodsukker end ved samme måltid om dagen, fordi insulinfølsomheden falder om natten. Det øger risikoen for vægtøgning. Skifteholdsarbejde er også forbundet med højere kolesteroltal og blodtryk. 

Psykisk mistrivsel 

Skiftende vagter kan forstyrre søvn, fordøjelse og socialt liv og øge risikoen for stress, depression og angst. 
Diabetes øger i forvejen risikoen for depression, og stress påvirker blodsukkeret direkte. De to faktorer forstærker hinanden. 
Mærker du tegn på psykisk mistrivsel? Tal med din læge, og læs om dine muligheder for psykologhjælp. 

Hvem kan hjælpe dig? 

Du behøver ikke finde ud af det alene. Der er flere steder, du kan henvende dig: 

  • Jobcentret: Din kommune er forpligtet til at afklare din situation og arbejdsevne. Start her, hvis du er bekymret for din fremtid på arbejdsmarkedet. 
  • Din fagforening: Kender overenskomsterne og kan hjælpe med dine rettigheder over for din arbejdsgiver. 
  • LAFS (Landsforeningen Fleksjob): Rådgivning og netværk til dig, der er eller ønsker fleksjob.
  • Diabetesforeningens rådgivere: Kender både det sociale system og hverdagen med diabetes. Ring og få konkret vejledning. 

Diabetesforeningen har samlet de vigtigste muligheder for at indrette dit arbejdsliv i folderen “Hvis arbejdslivet knirker”. 

Rettigheder og støttemuligheder 

Diabetes er en kronisk sygdom. Det kan give dig adgang til en række særlige ordninger, både i forhold til din arbejdsgiver og hos kommunen. 

§ 56-aftale: din arbejdsgiver får sygedagpenge fra dag ét 

Normalt betaler din arbejdsgiver løn de første 30 dage, du er sygemeldt. Med en § 56-aftale får din arbejdsgiver refusion fra dag ét, når fraværet skyldes din diabetes. 

Betingelsen er, at din diabetes sandsynligvis giver mindst ti fraværsdage om året. Aftalen indgås mellem dig, din arbejdsgiver og jobcentret i din kommune. 

En § 56-aftale kan gøre det lettere at passe dit arbejde og beholde det. 

Fleksjob 

Har din diabetes nedsat din arbejdsevne varigt, kan du søge fleksjob. Det er et job på særlige vilkår, hvor du arbejder det antal timer, du kan klare. Din arbejdsgiver betaler kun løn for det arbejde, du udfører. Oveni får du et fleksløntilskud fra kommunen. 

Det er kommunens jobcenter, der vurderer, om du er berettiget. Du kan ikke få fleksjob, hvis der er mulighed for at forbedre din arbejdsevne på anden vis. 

Sygedagpenge 

Er du sygemeldt på grund af din diabetes, har du ret til sygedagpenge. Hvor meget du får, og hvor længe, afhænger af din ansættelse og din økonomi. 

Er du i fleksjob, har din arbejdsgiver ret til refusion fra første fraværsdag. Det er en del af fleksjobordningen. Er du i ordinær ansættelse med en § 56-aftale, gælder det samme. 

Seniorpension 

Hvis du er tæt på pensionsalderen, hverken kan klare et ordinært job på fuld tid eller et fleksjob, kan du søge seniorpension. 

Du må have maksimalt seks år til folkepensionsalderen, og din arbejdsevne skal være varigt nedsat. Dette skal dokumenteres af lægen eller med relevante sagsoplysninger fra kommunen. 

Du søger via kommunen. 

Har din diabetes og dens følgesygdomme gjort det svært at fortsætte på arbejdsmarkedet, kan det være relevant at undersøge muligheden. 

Hvor får du hjælp nu? 

Diabetesrådgiverne kender reglerne. De kan hjælpe dig med at finde ud af, hvilken ordning der passer til din situation, og hvad næste skridt er. Det er gratis som medlem.

Ofte stillede spørgsmål 

  • Ikke direkte, men det kan være lovligt at opsige dig, hvis din diabetes medfører et fravær, der er uacceptabelt for virksomheden. Har du en § 56-aftale, reducerer det din arbejdsgivers risiko og gør det lettere at beholde dig i jobbet. Kontakt Diabetesrådgiverne eller din fagforening, hvis du er i en konflikt.

  • Din arbejdsgiver har ikke automatisk pligt til at tilpasse dit job. Men der er muligheder, fx skånehensyn, deltid eller fleksjob. Hvad der er muligt, afhænger af din situation og din arbejdsgivers muligheder. Tal med din tillidsmand, arbejdsgiver eller Diabetesrådgiverne om, hvad der er realistisk.

  • En § 56-aftale giver din arbejdsgiver refusion for sygedagpenge fra dag ét, i stedet for fra dag 31, når dit fravær skyldes din diabetes. Det kan gøre det nemmere for din arbejdsgiver at ansætte og beholde dig. Læs mere om § 56-aftalen.